Her dagen derpå hvor mange rockfans nok har været skuffet over at den nye store midtsjællandske rockfestival Cannonball i Næstved bare en uge før afvikling blev rykket fra 4. september i år til 22. maj næste år, må der spejdes efter nogle gode alternativer, der kan rykke rocksjæle. Heldigvis er alternativerne rent faktisk til stede selvom hovedparten af amerikanske og britiske navne pt. i stor stil flytter deres turnevirksomhed til 2022.
Det kan føles lidt underligt at købe billetter til koncerter så langt ude i fremtiden i en tid, hvor vi stadig ikke helt ved hvordan verden ser ud til næste år. Hvad kan vi som musikelskere så gøre her og nu? Ja, det bedste vi kan gøre er at støtte ved at købe billetter til arrangementerne hos alle de små og mellemstore spillesteder, der har gjort deres ypperste for at præsentere det bedste af det mulige her i efteråret. Mange artister vil naturligvis være ‘Tordenskjolds soldater’ – men her og der dukker der altså også navne op, der dufter at et scoop eller nye tider!
Det er blandt andet tilfældet hos Karosserifabrikken i Helsingør, der er et forholdsvis nyt spillested, der har sit klare fokus på rockscenen, det blåtonede og på de artister, der bare leverer med sjæl og nerve. Det afspejler deres solide efterårsprogram allerede med klar tydelighed.
Det er ikke let at etablere sig som nyt spillested i en pandemitid. Så ønsker du fremover at have valgmuligheden for at tage til et sted som Karosserifabrikken – der vil være et originalt spillested, med stemning, sjæl og klubånd – og i øvrigt er drevet af passion og kærlighed til musik, så vil vi opfordre til at kigge lidt nærmere på deres program, og se om ikke der skulle være noget der frister at indløse billet til.
Lad os starte med et direkte scoop – en AMERIKANSK RISING STAR. Zach Person. Han lander den 5. september med et udtryk, der placerer sig solidt et sted i mellem Lenny Kravitz , White Stripes og Fantastic Negrito Sjælfuld, til tider sexet rock – der både er melodisk og groovy, har strøm på guitaren, og så med en af den slags vokaler, du ikke kan købe på dåse eller dataanalysere dig frem til. Måske for sidste gang på så lille et spillested?. Man skal passe på med at stille forventninger for højt – men bliver det her koncert ÅRETS KONCERT ÅBENBARING så bliver jeg ikke overrasket.
Til gengæld blev jeg overrasket over at se navnet HAMMER på plakaten. Baggrunden er lige så livsbekræftende som den er trist. For der er selvfølgelig tale om at Ken Hammer, guitarist og stiftende medlem af Pretty Maids, der er klar med nyt projekt. Koncerter med Pretty Maids er nemlig ikke mulige i overblikket, da forsanger Ronnie Atkins er i behandling for et alvorligt kræftforløb. Om baggrunden for HAMMER er Ken Hammer ganske åben og ærlig:
”Pretty Maids er Ronnie og mig. Der er ikke touring-planer for Pretty Maids i øjeblikket og da jeg ikke vil turnere som Pretty Maids uden Ronnie, måtte jeg lede efter en løsning; og løsningen er HAMMER.”
Og hvad kommer HAMMER så med? Ken Hammer forklarer –
“HAMMER er et nyt, spændende band, og vi arbejder hårdt på vores egne nye sange. Men selvfølgelig spiller vi også noget Pretty Maids materiale. Vi kan ikke vente med at komme tilbage på scenen og spille for vores fans; det har varet et stykke tid nu, og vi savner virkelig at spille live.”
Bandet består udover Ken Hammer på guitar, af den fremragende norske sanger Åge Sten Nielsen (Wig Wam), Magnus Ulfstedt (tidligere Eclipse) på bas, Johann Kullberg (tidligere Hammerfall / Therion) på trommer, og sidst men ikke mindst Johann Flodquist (tidligere The Poodles) på 2. guitar.
Livets vilkår er nu engang at ”The show must go on” – så lad os håbe at dette HAMMER fede projekt sammen med en forhåbentlig fyldt Karosserifabrik den 18. september kan sende god omgang rock karma og ønsket om god bedring i retning af Ronnie Atkins, så han igen han vende tilbage som vi kender ham – red, hot, and heavy!
Nogenlunde samme årgang som Pretty Maids er Skagarack, der dog i en årrække har holdt pause. Seneste studiealbum er helt tilbage fra 1993 – og live har de siden kun sporadisk givet givet livstegn fra sig – senest ved et par koncerter i 2011. Nu er de tilbage med et delvist nyt hold – men stadig med den stærke sanger Torben Schmidt i front. De har pt. offentliggjort tre comeback koncerter – og den mest intime – bliver den 1. oktober hos Karosserifabrikken. Den 11.09 er de hos Hotel Fuglsøcentret i Nr. Knebel og den 14. september er de i Amager Bio. Og at de mener det seriøst tyder de foreløbig tre nye singleudspil bestemt på. Lyden er klassisk Skagarack . Melodisk rock og gammel kærlighed ruster bare ikke – og kan tydeligvis blusse op igen!
Kan man slet ikke vente med at få sit rockhjerte kørt i rette beat, så kan man starte med at indløse billet til den dobbeltkoncert der den 3. september indleder efterårssæsonen hos Karosserifabrikken. For selvom de hylder originalmusikken, så er der også andet at komme efter – f.eks. Falling Hazard (Thin Lizzy) og Whitesnake Tribute. For som de siger –
”Vi må nogen gange bare acceptere at et band enten er blevet for store eller for gamle til at komme rundt til de små gode koncertsteder – og hvad gør man så for at sprede glæden til netop deres musik? I Karosserifabrikken vil vi hvert år arrangere enkelte koncerter med nogle af de bedste Tribute Bands – de der er så dygtige at de virkelig formår at tage os samme sted hen som original kunstneren kan – og ikke mindst i en intim ramme hvor vi som publikum stadig kan komme helt tæt på!””
Så for alle der elsker Thin Lizzy og Whitesnakes katalog af fantastiske sange, og en rigtig rock `n` roll fest, så er der altså mindst tre gode grunde til at tage til Helsingør den første lørdag i september.
Og rækker det udvalg ikke, så byder programmet her i September og oktober så sandelig også på BLUES Caravan med de tre amerikanske bluesnavne Whitney Shay, Ryan Perry, Jeremiah Johnson – danske Grumpynators, Skullclub, Shotgun Revolution, Lucer , The Sandmen og svenske John Lindberg Trio.
Ja – Skulle nogle stadig være i tvivl, så er Helsingør så meget mere end Kronborg og færgen til Sverige – ROCK WELL!