Rocken rykker stadig – om det til grænser eller grand prix

”Se VIDEO six-pack med masser af nyt bæredygtigt brændstof”

Fotograf: Mads Kornum

Forleden stod jeg og kiggede lidt på min bredside af musikrelaterede bøger og faldt over en lille mini bog jeg helt og aldeles ellers havde glemt alt om – ”Rocken ruller og raller – et essay om rock til tiden” af musikeren, forfatteren og samfundsforskeren Johannes Andersen.

Bogen fra 1997 indledes med følgende ord :

  • ”Rocken er død. Det får man en klar fornemmelse af, når man kikker på de mange nye musikalske tilbud, der dagligt vælter frem på markedet, og som utroligt hurtigt bare forsvinder ind i glemslens mørke. Nogle få af tilbuddene får lidt mere opmærksomhed, i form af anmeldelser i eksempelvis et af de mange gratis musikblade, der er boblet frem her i i 90’erne. Endnu færre af dem opnår endvidere gode placeringer på diverse salgslister og bliver på den måde hængende lidt i erindringen. Men den store overproduktion og det store kommercielle apparat, der hele tiden viser sig i kølvandet på dette udbud, giver gode grunde til at slå fast, at rocken er død. Forstået på den måde, at det stort set er uden betydning for tid og sted. At den ikke sætter andet på spil end salgstal og lommepenge. Rocken væsen er at sætte noget på spil.”

At tænke sig. Det er altså skrevet for 24 år siden. Og dette fine essay rummer rent faktisk stadig væsentlige betragtninger og overvejelser omkring rockmusikkens rolle – i tid og sted – i forhold til nødvendighed og tydelighed. Fakta er det – uagtet – at mange af problemstillingerne er de samme, og at rocken i det store mediebillede efterhånden betragtes som en afdanket niche gesjæft sådan cirka linje med Jazz og Blues – så lever rocken stadig både i en ulmende undergrund og på overskudsgivende overflader.

Nogle betragter Melodigrandprix som ganske overfladisk – og ensrettet. Men finske Lordi viste i 2006 vejen for rocken med deres overraskende sejr med ”Hard Rock Hallelujah”. At nogle så rynkede på næsen af at det måske var mere gøgl og gimmick end god smag er så en anden , og vel mest af alt en personlig sag. Men mon ikke også det har fået danske Mike Tramp til nu at kunne se sig selv i dansk MGP-sammenhæng med den klassiske heartrock sang ”Everything is alright”. Klæder skaber både folk og sange. Men i bund og grund handler jo blot om en sang har DÉT eller ej. Og hvad angår Tramp’s bidrag til MGP 2021 er alt helt sikkert OK, også selvom – eller måske netop fordi – den er så meget Mike Tramp classic i sin sound og sjæl.

Mens Mike Tramp er udvalgt direkte til finalen skulle norske JORN igennem kvalifikation og wild-card afstemning for at nå den norske MGP finalen med hans ”Faith Bloody Faith”. Den fik et wild-card og tak for det, for både JORN og Mike Tramp – lyder rent faktisk som næsten skæbnebestemte for at vise at rocken stadig kan og vil sætte noget på spil.

Som i 90’erne har rocken også stadig mange ansigter – nogle unge, andre modne eller gamle – og en del afdøde. Men de er der – og de leverer.

John Fogerty sønnerne Shane & Tyler Fogerty bærer måske ikke ligefrem stafetten videre – for farmand John har med sin seneste single ”Weeping In the Promised Land” bevist at han kan endnu – men med deres band Hearty Har deler de ihvertfald ud af en forskudsarv, der er værd at lægge ører til. De har eksisteret som et populært live navn siden 2012, men er først nu klar til at udsende deres debutalbum ”Radio Astro” der udkommer på fredag den 19. februar. Stilen er moderne psykedelisk rock med albuerum, hvilket man bestemt har fået god forsmag på fra de foreløbig tre singler, der er udsendt forud for albummet – ikke mindst det seneste “Waves of Ecstasy” .

I det hele taget sker der en masse på den amerikanske rockscene i disse år. Cristina Vane er en ung sanger, sangskriver og slide-guitarist fra Nashville. Hun har tre lovende EP’er bag sig, og har hidtil mest været kategoriseret som blues-artist. Hendes nye single ”Badlands” viser dog at hun ligesom salig Chris Whitley og stadig vigørlige Bonnie Raitt i den grad formår at tage rockens nerve ind i en sang. Hendes debutalbum ”Nowhere Sounds Lovely” udkommer den 2. april – og her på Side 33 fornemmer vi allerede at hun kan blive et stærkt vanedannende bekendtskab

Den kunne den Nashville-baserede rocktrio GOODING måske også blive. De debuterede i 2020 med hele tre albums. Senest udkom albummet ”The Most Fire” – og herfra er singlen ”California Gold” netop udsendt. Og et nærmere kendskab med Gooding kan vise sig at være guld være for et sultent rockhjerte. For ”The Most Fire” er en del af et tredelt konceptalbum – fuld af energisk, mørk, apokalyptisk og filmisk rock ‘n roll – som følger op på de to andre bemærkelsesværdige album ”Mayday ”(21. august) og The Darkest of Hours (9. oktober)

At power og udstråling indenfor rock er i det hele taget er guld værd har denne skribent personligt oplevet ved at at se ligeledes amerikanske Jane Lee Hooker for fuld udblæsning på Mojo Blues Bar for et par år siden. Mindet om en sådan aften kan i disse tider sætte drømme i omdrejninger, ikke mindst hvis man sætter deres helt nye single ”Jericho” på som en drømmetydende soundtrack!

Men tilbage til virkeligheden kan man så også bare konstatere at den unge rockkvartet Seven Year Witch fra South Carolina i den grad rammer spot on på deres nye tidløse single med den sigende ”Shit Keeps Happening”! Om den og det sætter noget på spil ved jeg ikke – men nogen må engang imellem bare stikke en pind i lorten – og lufte ud bagefter.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.