Rørende og smuk hyldestsang til musikeren Gert Smedegaard

”Familie, kollegaer og venner står bag singlen ”Bølgerne ved Bellevue”

Fotograf: PRESSEFOTO

Signe Smedegaard er datter af Gert Smedegaard, der sidste år døde den 30.11.18, blot et par måneder efter en på mange måder magisk og historisk turne med C.V. Jørgensen. Sidste job blev leveret på Plænen i Tivoli – og der var stuvende fuldt.

Under navnet Signe Trylle er hun selv udøvende musiker, og debuterede med det lovende pop-album ”Livstegn” i 2016. Nu har hun sammen med sin bror Jacob Smedegaard skrevet en sang til deres afdøde far. Om sangen “Bølgerne ved Bellevue” forklarer hun i presseteksten –

“Sangen er en kærlighedsfortælling mellem en levende og en døende. Den udspiller sig i fars sidste levetid, for der var mange timer ved sengekanten, som lod sig skrive ind i notesbogen. Tårer, tanker, minder, festlige stunder, smil,sorg og glæde. De var der alle sammen – følelserne ved sengekanten.”

Sangen er blevet til i samspil med mange af Gert Smedegaards kollegaer, familie og venner – og som musikere medvirker blandt andre markante navne som – Finn Olafsson, Knut Henriksen, Per Wium, Rune Kjeldsen og Leif Bruun – mens C.V. Jørgensen er en del af det store kor.

Signe Trylle udbyder – “Det var vigtigt for mig og mine brødre, at fars venner var med. Sangen har fået det helt rigtige feel, 70’er Ache orgler blandet med lidt Eagles guitar – alt sammen trillet ind i et muntert hjørne. Vi er beærede over, at så mange musikere kom forbi studiet på Nørrebro og dryssede lidt af deres guldstøv over optagelserne. Hver session havde et vist terapeutisk indhold, for vi virkelig fik snakket om far. Røverhistorier var der også plads til.”

‘Bølgerne ved Bellevue’ udkommer på Gert Smedegaards fødselsdag den 13. oktober 2019 efterfulgt af en mindekoncert på et-året for hans dødsdag den 30. november på Bartof Station på Frederiksberg. Her vil der være musikalske indslag fra mange af hans kollegaer gennem tiden.

Sangen er en levende og smuk hilsen, og en ærlig hyldest, der tager udgangspunkt i nogle helt universelle kræfter i kærligheden. Det kan næppe skrives meget stærkere. Tag bare dette udklip af teksten –

”Kvinden i dit liv, hun guider dine tanker

hun er dit et og alt, dit åndelige anker

Du mærker roen, for du ved hun er din

langt bedre, end selv den bedste morfin”

og se om du kan sidde uberørt tilbage. Vi kan i hvert fald ikke her hos Side 33. Stor respekt herfra og tak til alle medvirkende.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.