Egoman og konfrontationslysten begavelse ud over det sædvanlige, der forløser sine grandiose og musikalske visioner med spektakulære stadionrockkoncepter, der fokuserer på dysfunktionelle, destruktive og syge samfundsstrukturer. Hele spektaklet badet i lyd og lys tilføjes enorme kulisser, der kræver god plads, og intet synes at kunne blive stort nok i Roger Waters hoved, når en ny turné annonceres. Denne trang til vokseværk har stået på gennem det meste af hans knap 60 år lange karriere, og The Wall – Live in Berlin med en gigantisk væltet mur som effektfuldt punktum trak det meste af en halv million mennesker under opførelsen i 1990.

Meningerne om den tidligere Pink Floyd bassist, sanger og sangskriver Roger Waters, hvis fulde navn lyder George Roger Waters, født den 6. september 1943 i Great Bookham i England, er mange og deler vandene for og imod, og således vil det sandsynligvis være, så længe den ofte bistert virkende brite optræder og giver udtryk for sine holdninger offentligt. Kan publikum ikke tåle den slags live, må de forføje sig til baren, lyder Waters mantra.

Det konceptuelle præg gjorde sig gældende hos Pink Floyd fra starten af 70’erne med storsælgende albums som The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975), Animals (1977), The Wall (1979) og The Final Cut (1983), indtil Waters gik i vrede efter en del sammenstød med resten af bandet og navnlig guitaristen David Gilmour samt udløste en benhård retslig tvist om rettighederne til navnet og brandet Pink Floyd, hvor Gilmour dog trak det længste strå i det lange løb, mens Waters turnerede i eget navn med nyt og gammelt materiale.

Roger Waters har under og efter Pink Floyd så at sige lånt af hovedstolen i sangene ved at inddrage selvbiografiske træk i dem og forhold, der har rod i hans egen opvækst. ‘All in all you’re just Another Brick In The Wall’, lød det i titelsangen til The Wall, det næstsidste album før Gilmour og Waters veje skiltes. Den rockoperalignende fortælling om hovedpersonen Pink, der isolerer sig mere og mere i en hermetisk tillukket indre verden, mistede lige som Waters sin far under 2. verdenskrig. Selvbiografiske træk er også i spil på The Final Cut, der blev til under Falklandskrigen i 1982-83.

Krig, kapitalisme og klassikere

Waters beskæftigede sig her som så ofte med temaet krig, og på sine ældre dage er han blevet tiltagende agitatorisk i sit virke både i medierne og under koncerterne. Især er han ivrig fortaler for palæstinensernes sag i det mellemøstlige brændpunkt og i stridighederne med nabolandet Israel. Netop det emne og den aktuelle invasion af Ukraine, hvor Waters i udstrakt grad har taget Putin og Ruslands parti, kan gøre ham direkte rasende i interviewlignende seancer. En del journalister og studieværter har måttet stå for skældud, når den iltre Waters ventilerer sine synspunkter og gerne påpeger andres ignorante mangel på viden.

Andre har dog givet igen af samme mønt især David Gilmours kone Polly Samson, der i engelsk presse har kaldt Waters for en antisemitisk og misogyn Vladimir Putin apologist. Sådanne salver anfægter næppe den stålsatte sangsmed i synderlig grad, hvis soloudgivelser The Pros and Cons of Hitch Hiking (1984), Radio K.A.O.S. (1987), Amused to Death (1992) og Is This the Life We Really Want? (2017) tydeligt har demonstreret, at der fandtes et liv efter knap 20 år som del af Pink Floyd, et af rockhistoriens absolut allerstørste slagskibe såvel kunstnerisk som kommercielt. Den opnåede ære må Waters siges at have væsentlig andel i.

Dette gælder også den mytologiske status, der er blevet The Dark Side of The Moon til del, der den 1. marts 2023 rundede de 50 år og satte uhørt høje standarder for lyrisk kompleksitet og musikalsk udførelse. ‘Money interested me enormously’, har Waters udtalt om det kendte nummer af samme navn, der åbner pladens side 2, og indrømmet, at succesen med The Dark Side of the Moon gjorde ham til kapitalist. ‘I remember coveting a Bentley like crazy. The only way to get something like that was through rock or the football pools. I very much wanted all that material stuff’, lød forklaringen.

Sangkatolog holdes levende

Denne form for selverkendelse er egentlig ganske klædelig for en mand, hvis kompromisløse raptusser nok forløses mavesurt velklingende i vores højttalere en årrække endnu på godt og ondt i al selvhøjtidelig patos, så længe energien og virketrangen er intakt. Waters vedholdende arbejdsomhed er vitterlig imponerende. The Dark Side of the Moon i fuld længde var en tro og integreret følgesvend under 2006–2008 verdensturneen med i alt 120 shows, der dog blev overgået af The Wall Live (2010–2013), hvor det samlede antal koncerter rundede de 220.

This Is Not a Drill verdensrundfarten måtte skubbes et år og ni måneder fra oktober 2020 til juli sidste år grundet Covid 19 pandemien. Denne turné har her og der sat sindene i bevægelse med opfordringer til boykot og aflysninger, men vil efter planen vare det meste af 2023 ud. De 100 koncerter er indendørs, og de resterende 18-20 afvikles fra oktober-december. Turnéen, der bragte Waters to dage til København i april, vakte særlig furore i Tyskland, hvor man forgæves forsøgte at forhindre flere af dem i Berlin og Frankfurt. Waters nægtede at bøje nakken og fastholdt de prorussiske og stærkt Israel kritiske synspunkter.

Den 6. oktober 2023 vender Waters retur til Den mørke måne fra 1973 med sit syvende studiealbum The Dark Side of the Moon Redux, der er en opdateret genindspilning af The Dark Side of the Moon. ‘Dave, Rick, Nick, and I were so young when we made [the original], and when you look at the world around us, clearly the message hasn’t stuck. That’s why I started to consider what the wisdom of an 80 year old could bring to a reimagined version’, står der at læse i pladens pressemeddelelse som begrundelse for at bringe værket til live igen.

Det øvrige Pink Floyds bidrag til Den mørke måne er blevet mødt med et afvisende ‘It’s my project and I wrote it … Let’s get rid of all this ‘we’ crap!’ i en engelsk avis i februar 2023. Nyfortolkningerne af Time og Money har været udgivet som singleforløbere hen over sommeren og lyder begge ret lovende for, hvad det samlede album har at byde på med opdaterede tilføjelser til de oprindelige tekster. Verdenen anno 2023 ser i sagens natur anderledes ud, end den gjorde for 50 år siden, hvilket en mand som Waters næppe vil undlade at gøre os opmærksom på.

Dagens 80-års fødselar er slet ikke færdig med at revse Us and Them for at parafrasere over en af de sange, der selvfølgelig er inkluderet på redux versionen. Den er i øvrigt oprindelig skrevet af Pink Floyds afdøde keyboardspiller Richard Wright, men lad os nu ikke dvæle ved alt det kollektive ‘we crap’, har Waters jo slået fast på vanlig selvbevidst facon.