Roskilde Festival lyder igen som den skal

”Der er plads til forbedringer, men hvor er der ikke det?”

Fotograf: Maria Fremming

Efter tre års pause – kunne det endelig fejres. FIFTY YEARS. Siden den i mest positive forstand amatøragtige start i 1971, har Roskilde Festival udviklet sig til en non-profit organisation, med næsten uvurderlig betydning for både Roskilde som by, men også som dansk kulturbærer- og formidler. Samtidig har festivalen i årene uddelt over 400 millioner kroner til velgørende formål.  

På de sociale medier mærkes der blandt venner, bekendte og andet godtfolk en stor glæde over at ytre sig om hvor mange gange man nu har været der.  Det virker rent faktisk nærmest mere sandsynligt at holde sølvbryllup med Roskilde Festival, end med en livsledsager. Hvad det er et symptom på tænker jeg Svend Brinkmann eller ligesindede kan kortlægge.

Men det ER altså stadig en festival for mere end de unge, og det uanset hvor meget musikprogrammet – delvist uberettiget – kritiseres af fagfolk og menig. Det skyldes nok mest af alt, at Roskilde er et fællesskab, en livsstil, et frirum, en måde at åbne sig selv på, finde nye venner, finde nye veje i livet – og så endda til tonerne af den slags musikudbud, der ikke her til lands samles mere mangfoldigt end her.

Også selvom udbuddet ikke er som det har været. For sådan har det altid været. Roskilde er forudsigelig uforudsigeligt.

Derfor måtte jeg også selv trods, at festivalen i år var afskrevet på grund af en endnu ikke fuldt ud mobil – og stadig noget ømfindtlig ny ankel – medicinere min akutte boblende Roskilde Blues, med endnu et besøg på Dyrskuepladsen. 4 ud af 7 musikdage blev det til. Og jeg kan konkludere. Det har været bedre end lykkepiller.

Foto: Mads Kornum

Det er 30 år siden jeg besøgte festivalen første gang. Det var det sagnomspundne år 1992 – med EM-triumfen oplevet i det der i dag svarer til Avalon teltet – og senere NirvanaOrange Scene – og ellers Chris Whitley, Yothu Yindi, Crowded House, Lars H.U.G, David Byrne og Little Village, som nogle af de store epokegørende oplevelser.   

Mange er døde siden. Mange er født. F.eks. hovedparten af årets deltagere på festivalen. Sådan er cyklussen nu engang for en festival, medmindre man virkelig holder af the blues og de mest støvede og ensporede veje i livet.

Nutidens unge vil åbenbart helst have pop-korn, og dem fodrer Roskilde Festivalen dem gerne med. Dem om det, ligesom jeg også melder fred til dem, der mener at broccoli er menneskeføde. For der er andet jeg selv kan spise, der er andet jeg kan høre på Roskilde Festival, der stadig rummer masser af frie valg og musik i alle afskygninger, og alverdens genrer.

The Orange Feeling sidder nemlig ikke kun i den musik, der leveres til masserne foran Orange, den findes også i den masse af musik, der præsenteres på alle de andre mindre venues. Oveni kan man så lægge et uhørt højt niveau i opvarmningsdagene.

At fastlægge et program er et puslespil, som Roskilde som udgangspunkt løser ganske godt. Det må dog undre, at man ikke har mere fokus på at musik er noget der kan samle på tværs af generationer, hvilket årets koncert med Robert Plant og Alison Krauss var et flot og rørende eksempel på.

Foto: Maria Fremming

Roskilde Festival fremstår altid aktivistiske og fremsynede, men de skal passe på ikke at lade det være op til de unge at tage kampene alene. Det gider de nemlig ikke. Derfor er det afgørende, at få de ældre generationer med på alle festivalens velmente budskaber, ellers så når vi ingen klimamål m.v., for så vil de ældre hellere blive ved at sidde på deres flade og ytre sig frit om at de ved bedst selv, mens de bestille endnu en bil og udenlandsrejse. Og derfor er vi tilbage ved musikken. Det er via den at fællesskaberne åbner sig, og det er via artister, der tør ytret sig via deres musik, at budskaber for alvor kan komme bredt ud.

Ageism kortet kan trækkes

I disse woke-tid nærmer det sig dog at jeg får lyst til at trække ‘ageism’ kortet over festivalen, for jeg skulle mene, at der findes mængder at kvalificerede musiknavne, der har noget at byde på også selvom de har er passeret 40, 50, 60 år etc. Det afspejler Roskildes program anno 2022 desværre ikke. 

Hvorfor er der ikke flere etablerede/modne navne på plakaten, som kan samle generationerne? Følg dog Sanne Salomonsen’s forslag i bogen ”Følelsen af Orange” og lav en ny scene for de etablerede artister – man kunne jo kalde den ’Forever stAGE’. Her kunne man også præsentere alle de fremragende artister, der først sent i karrieren måske laver deres bedste ting eller måske først sent har kastet sig ud i en karriere.  

Roskilde Festival kan ikke gøre for, at danskerne generelt er mere til pop end rock, og slet ikke kan lide country, uanset hvor meget pop feeling, der lægges i. De gjorde i år forsøget med Kacey Musgraves, som dog først for alvor fik vækket den spredte folkemasse udenfor pitten, da hun fortolkede Elvis og Fleetwood Mac.

Country skal man åbenbart længere ud på landet med, end en dyrskueplads i Roskilde – eller også skal man finde en lidt mere outlaw type end den polerede og pæne Kacey. Forslag: prøv med Chris Stapleton næste år – eller for at vende tilbage til legenderne – Dolly Parton!

Hvis man så samtidig formår at hente yderligere et par legender som f.eks. Santana og Stevie Wonder, der stadig er relevante, og store inspirationskilder for flere generationer af musiker, hvoraf de gerne arbejder sammen med mange af de nye, så er vi igen på vej frem, uden at det er for at kigge tilbage!

Fra genstart til kickstart

Roskilde Festival 2022 vil blive husket som genstarten af festival kulturen, og forhåbentligt som kickstarten til en mindre kassetænkende tilværelse, hvor nationalitet, køn, alder, musikgenre ikke i samme omfang, som nu omfavner Roskilde og samfundet omkring.

Selvom jeg kun var der på mindre end halv kraft, så var kombinationen af nogle næsten uvirkeligt tryllebindende og banebrydende koncerter med JJ Paulo, AySay, Dopha og Blæst i opvarmningsdagene, sammenholdt med en vellykket åbning af Orange fra Drew Sycamore, og f.eks. det festfyrværkeri cubanske Cimafunk sendte udover Avalon tidlig onsdag aften, alligevel så rigeligt til at jeg føler at jeg blev fyldt op med den slags oplevelser, som jeg ikke kan hente andre steder, og som lagrer sig som skønne mindestene, jeg kan vandre videre på mod nye mål.   

Foto: Simon Staun
Foto: Simon Staun

CImafunk kombinerede de ædle traditionelle cubanske musiktraditioner a la Buena Vista Social Club med James Brown og nutidig rap, med energi, overskud, selvtillid, charme og dygtighed.

Et tidligt højdepunkt på festivalen, der dog var tæt på at blive matchet af den store engelske soul stemme Yola dagen efter på Mantra scenen. Hun har blot to album bag, og har endnu ikke gode nok sange til at holde det sublime en hel time, men så længe hun har den vokal, den udstråling, sådan et band og sange som ”Diamond Stubbed Shoes” og ”Stand for Myself”, så behøver man næsten heller ikke mere.

Foto: Maria Fremming
Foto: Maria Fremming

Et par koncerter, der dokumenterede at nysgerrigheden på nye/ukendte artister, hverken fejler noget hos den yngre, den midaldrende eller den ældre del af publikum. Til alle koncerter jeg kom forbi var der fra godkendt til mange tilhørere, der ofte gav udtryk for at blive positiv overrasket over et nyt musikalsk bekendtskab.

For mig sluttede Roskilde Festival torsdag aften med en ægte Roskilde Klassiker – nemlig en fuldstændig uventet humørpille af en koncert, med et for mig totalt ukendt italiensk orkester Canzoniere Grecanico Salentino (CGS), der leverede traditionel rytmisk funderet dansemusik med et moderne twist i folkemusikkens rodnet. På forreste række i Pavillion teltet stod et ægtepar, der vel har været i 70’erne og dansede side om side med to helt unge piger, og en flok feststemte ungersvende og bag mig i det pænt besøgte telt stod et venindepar på min egen alder ikke stille mange sekunder.

Foto: Mads Kornum

Det er det Roskilde stadig kan, samle, sætte i gang. Og det er det Roskilde, som skal blive ved med – pop-korn maskiner eller ej.  Roskilde har fat. Ikke i det hele. Men i meget. OG TAK FOR DET!

Hvis vi kommer op af lænestolen og får aflivet vanedyrene ligeså hurtigt og effektivt som minkene, og er vi omstillingsparate nok, så kan drømmen om 50 år til med Roskilde Festival godt starte NU!

Foto: Mads Kornum
FOTO: Maria Fremming

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.