Så rykker det igen i Roskilde

”Surround Festival præsenterer vækstlagets spirende mangfoldighed”

Fotograf: PRESSEFOTO

At Roskilde er en by, der vil musikken mere end bare den ene uge på året, hvor Roskilde Festival indtager alle overskrifterne, er vel efterhånden lige så sikkert som et ’amen’ er det i byens smukke gamle domkirke.

Musikken spiller stort set året rundt – på gader, stræder, i kirker, på spillesteder, i beatklubber, på bibliotekerne, og på nogle af byens charmerende beværtninger – og er i øvrigt politisk understøttet af kommunens officielle strategi ’Alle tiders musikby’.

I de kommende dage – den 12. – 13. august kan man i byens centrum opleve Surround Festival, der har fokus rettet mod nogle af de aktuelt mest lovende danske upcoming artister. Festivalen er non-profit og gratis, og drives af engagerede frivillige, der har en stor kærlighed til live-musik og fælles interesse for og stor viden omkring kulturskabelse

Surround Festival udspringer sig af Roskilde Unplugged Festival, der i perioden 2016-2020 var en årlig og velbesøgt begivenhed i byen. Men navnet matchede ikke indholdet, der var meget mere end Unplugged. Programmet var bredt orienteret og ofte ganske strømlinet.  

I 2021 blev Surround Festival derfor afviklet for første gang som en videreudvikling af Roskilde Unplugged Festival, og det års højdepunkt var uomtvisteligt koncerten med Blæst. Et band, som i år har fået deres store kommercielle gennembrud, ikke mindst takket være hittet ”Juice”, og en optræden foran anslået 20.000 mennesker på Roskilde Festival på Rising Scenen.  

Foto: Mads Kornum

Uhørt god musikudsigt

Årets program rummer også nogle navne, man kunne mistænke for at indeholde noget af samme eksplosive gennembrudspotentiale.

Først og fremmest REPLIKA, der for nylig udsendte deres første single ”Øje for øje”. Det var lyden af en mindre åbenbaring. Ja, jeg blev selv pudsigt nok nærmest blæst omkuld, og måtte lade den gøre repeat repeat.

Musikalsk befinder de sig nok i en slipstrøm, som nogle vil mene kommer fra det hjørne, hvor også Joyce og Patina huserer. Men REPLIKA lyder alligevel til, at stå med benene solidt plantet i en kasse, som de selv er herrer over. 70’er rockens uendelige soloer, punkens vrede vokal og de postmoderne tekstsammensætninger mødes kort sagt i ekstase når REPLIKA  slår den første tone an.

Som band er de nu klar til at træde ud af øvelokalet og gribe ud efter den danske rockscene. Jeg tænker det for mange bliver helt umuligt ikke at blive grebet, og bare give sig hen til musikken – øje for øje, tand for tand.

Pressefoto af Havblaa Media

REPLIKA spiller fredag kl. 17 på Havescenen – og når du dem ikke der, så er der også mulighed den 27. august hvor de spiller til RABALDER – der er bydelen Musicons årlige kulturfestival.

Men tilbage til Surround Festival, hvor Josa Barck spiller kl. 19 – også på havescenen – et par timer senere. Her byder han på den slags uregerlige musik, der udfordrer den gængse popskabelon, og som lander et sted i det mellemrum, der kan findes i mellem navne som David Bowie og David Byrne.

Barck albumdebuterede tilbage i 2018 med albummet ”Keep Your Batteries Warm”- og har siden udsendt flere singler, senest den helt aktuelle Bedsheet Exit. En single der lyder mere som en indgang til noget større, end en Exit!

Dagen efter – lørdag den 13. august – er der også masser af muligheder for at få masseret den musikalske bredside.

Allerede kl. 14 på Havescenen spiller det unge instrumental band UDSYN, der eksperimenterer og komponerer indenfor rammerne af jazz og filmiske flimrende lydflader ved hjælp fra synthesizer, klaver, guitar og kontrabas. Sammenligninger med Bremer/McCoy, Hvalfugl og Svaneborg/Kardyb ligger naturligt lige for, men hos UDSYN er der alligevel ret hørbart andet i spil.

Det blev understreget via deres debut EP ”Hvilken som helst dag” med fire dragende numre, der udkom i starten af i år, og senest har de fulgt op med singlerne ”Olympisk” og Ry”.

Det er skiftevis både sitrende smukt, men også ulmende uroligt og ustyrligt, samtidig med at de besidder en melodisk snilde, der hele tiden lurer. Det lyder som et perfekt soundtrack til weekendens hedebølge.

Senere kan man klokken 18 lige stramme danseskoene når duoen AICK – der består af Eik Buhl Petterson og Helene Høier lader den elektronisk pop flirte med indie rock, og leverer en omgang ganske iørefaldende rytmisk funderet musik, hvor en funky feeling og til tider vidtgående trommer godt kan fungere som vejvisere.  

Hovednavnet

Festivalens mest velkendte navn SULKA går på kl. 19 på Hovedscenen.  

SULKA er den slags rapper, der har mere på hjertet end gennemsnittet, og har noget at have det i. Hendes tekster vil kort sagt mere end tease, please, provokere og onanere. Ordets magt bruges med agt og skarp akkuratesse og finesser i flow. Hun udsendte i 2020 sit debutalbum ”Eopker”, der var lavet i tæt samarbejde med Tue Track, og som i den grad fik flotte ord med på vejen.

Soundvenue kvitterede f.eks. med 5 ud af 6 mulige stjerne – og overskriften ”SULKAS HIPHOPDEBUT ER MEGET MERE END 90’ER-FLOWS OG TUE TRACK-BEATS”

Sidste efterår annoncerede hun, at hun ville tage en pause fra musikken efter oplevelser med grænseoverskridende adfærd i musikmiljøet. Men nu er hun tilbage – og med en ny dobbeltsingle med numrene ‘La nu vær (H.V.H)’ og ‘Det gør du bare’, og især førstnævnte er et ærligt og regulært opgør med den danske hiphopscene og den til tider udbredte sexistiske retorik.

Dyk selv nærmere ned i programmet, der rummer hele 13 talentfulde artister, der nok engang understreger at der både i vækstlag og på den mere etablerede musikscene er musik for os alle, hvis vi folder vores nysgerrighed lidt ud.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.