Justin Townes Earle er ikke længere iblandt os. Meddelelsen kom i går via hans egen Facebook side, og er i dag officielt bekræftet via hans pladeselskab New West Records. Dødsårsagen er ikke meldt ud.
Han nåede at udgive otte album – der alle rummede et højt niveau af forskellige afskygninger af americana genren. Hans seneste album “The Saint of Lost Causes” fra sidste år fremstår måske som et af karrierens stærkeste. Et album, hvor man fornemmede en kunstner, der i den grad havde fundet sin egen stemme, og troede på den.
Som søn af country-rock legenden – med de mange forliste ægteskaber – Steve Earle har det næppe været let. Justin Townes Earle har da også ret koldt og kontant til spørgsmålet om hvordan det var at vokse op med Steve Earle som far svaret – ”Jeg ved det ikke, han var der aldrig!”.
Han var der så lidt mere senere i livet og de har momentvis optrådt sammen i årenes løb. Men fokus for Justin Townes Earle var mest på at få styr på egne dæmoner, perioder med misbrug, og på at skabe sin egen musikalske identitet, og det lykkedes i et omfang, så han opnåede betydelig international anerkendelse og respekt.
Fire gange optrådte han i Danmark – blandt andet på Roskilde Festival 2011 – og året efter på Train i Århus og i Pumpehuset i København. Om han holdt mere af Sverige eller om det er fordi at Danmark i forhold til Sverige bare er et u-land i forhold til at kunne få booket navne og få lokket publikum til fantastiske americana/country/roots navne skal være usagt, men Sverige besøgte han med jævne mellemrum, og så sent som sidste år var han forbi Stockholm.
Fire år før var han i Falkenberg, der ligger i kort køreafstand fra Malmø og Helsingør, og som har specialiseret sig i at præsentere alverdens gode navne inden country, roots og americana genren. Her var han på programmet til Rolling Rootsy Revue, der var arrangeret af Rootsy Music – med et imponerende line-up over to dage, der foruden Earle talte The Temperance Movement, Judah & The Lion, Rayland Baxter, Baskery, og Basko Believes.
Rootsy music er passionerede folk, der indenfor de seneste 15 år har skaffet de mest fantastiske amerikanske navne til denne charmerende mindre vestkystby og til andre spillesteder rundt om i Sverige. De gør sig både indenfor både booking, promotion og som pladeselskab. Budskabet er såre simpelt F**K FAKE. Hos dem er det altid den rene være – og med en ægte kærlighed til musikken og menneske bag. Det kan også mærkes og læses også i de smukke og rørende ord, som en af mændene bag Rootsy Music – Björn Pettersson – i dag har skrevet på deres Facebook Rootsy side om Justin Townes Earle. Vi har fået lov at bringe ordene her på SIDE 33 i uredigeret form – og derfor er den bibeholdt på svensk.
“Justin Townes Earle er væk fra os alle og hans kære alt for tidligt. Den triste nyhed mødte mig i morges, og ægte tristhed fyldte mig. Et af mine varmeste minder og møder fra Rootsyland er den uge, hvor Justin ævler og hærger omkring mig på Rolling Rootsy Revue 2015.
Talenterne blev booket med et dejligt band som headspace og jeg blev gentagne gange advaret om, at vi ville ende i konflikt med hinanden. Justin havde et ry som en ægte vildmark altid modvillig til at følge åen. Og jeg tror, at folk troede, at det kolliderede med ” fanger “- Björn og hvad du måske tror, det betyder at arbejde i et fængsel.
Intet kunne være mere forkert. Engang mødtes vi i Bergen til den første aftenfest, det var bare værd. For mig betød mødet i hvert fald det modsatte end de ulykker, der blev skygget. Den åbenlyst ødelagte og gangy Justin kom ud og tog mig i hånden, gav mig et uimodståeligt smil, og jeg faldt med det samme. Kærlighed ved første blik, hvor hellere plejefar Björn vågnede op end fanger-Björn. Han var interesseret i alt muligt og fuldstændig besat af hvad han lavede dengang. Han talte konstant, men var altid interessant og sjov og spredte en unik energi omkring sig.
Ja, han var i et misbrug, der har fulgt ham siden de tidlige teenageår. Justin tænkte det ikke selv, da han efter eget udsagn stoppede med ” Hard Drugs “. Men den blåklokke han kom stolt og viste mig i Oslo før koncerten der, vidnede om noget andet. Om eftermiddagen var han taget til Central Station i Oslo og ” ved en begivenhed ” kom op at slås med en forhandler i en gyde, som han tilsyneladende besøgte, selv sidst han spillede i Oslo. Justin var stolt, for ifølge ham havde han endelig nydt godt af sine færdigheder fra karrieren som bokser og forhandleren havde åbenbart klaret sig markant dårligere end med bare en bluebell.
Koncerterne var som Justin selv. Nogle gange fantastisk, nogle gange virkelig rystet. Men vigtigst og det, der definerer hans artiskok for mig, er, at det aldrig nogensinde var forudsigeligt og kedeligt. Han var så meget den rigtige aftale, en kunstner kan være. En ægte original både personligt og musik og mindet om ham tror jeg vil leve med os længe efter denne kedelige dag. Hans sange vil aldrig dø.
Justins uge blev kronet med grillaften for alle kunstnere i Ulf og Anders Gardens på Granstigen i Falkenberg. Ingen kunne have forventet, at Justin ville finde sådan en begivenhed, men det gjorde han. Han forlod ihvertfald partiet lidt tidligere end os. Men da jeg holdt en lille tale som tak til alle kunstnere og frivillige, så lavede jeg sjov ret råt, men kærligt med Justin, der var ved at gå. Det smukke, varme, men jeg tror også på, at det kærlige smil, han gav mig i det øjeblik, vil være det billede, jeg holder i mit hjerte, hver gang jeg tænker eller lytter til Justin.
Med stor sorg og kærlighed.
Björn“
