Seks gode grunde til at det kan blive en dejlig torsdag

”Har man bred smag så er valget ikke altid helt let”

Fotograf: PRESSEFOTO

Det er en god ide at kigge lidt ud over de store og mellemstore spillesteder, når man vil undersøge hvad der er af spændende musik rundt omkring på menukortet.

Og netop menukortet er noget der er udvidet hos ”Mama’s ” i Nykøbing Falster. Efter en succesfuld opstart med en Walther koncert for nylig vil der nu stille og roligt begynde at blive præsenteret mere musik på stedet, der rent faktisk kan rumme helt op til 150 gæster i det største af de tre formater stedet tilbyder.  

Et spændende tiltag på Falster, som forhåbentlig får den opbakning som både mad og musikken fortjener. Næste navn på plakaten er Frederich Bondo – som optræder solo nu på torsdag. Han har tidligere huseret i diverse rockband – Bondo’s Halm f.eks. –  men nu springer han ud som solist og den 13.03 sender han sin første single ”Et nyt hjem” . Side 33 har lyttet – og skal vi ikke bare konstatere at Bondo har flyttet sig klædeligt som sangskriver.

Man kan også vælge at tage til Ragtimekoncert i Mosede Kirke med fri entre og nyde ragtimepianisten Kristian Jørgensen – der på sidste års glimrende debutalbum i den grad viste at han både er en stærk fortolker af den klassiske New Orleans inspirerede ragtime, og at han selv evner at lave nogle kompositioner, der gør indtryk. Albummet udkom som LP – og rummer måske et af de grafisk bedste danske album cover i hele det sidste årti.    

Fortolkere i særklasse finder man også hos Soulmission – der består af Linda Andrews, James Sampson, Jasmin Gabay og Marcel Gbekle– der forener en fælles kærlighed og passion for gospel og soul ved at tilsætte både glæde og masser af stemmekraft i fortolkninger af såvel gospelklassikere, og som nutidige kunstnere som Adele, Bruno Mars, Beyoncé og Bob Dylan. På deres tour rundt i landet er de på torsdag nået til Hellig Kors Kirke i Jyllinge.

Andre energier vil nok udspille sig i Stengade 30 – hvor to regulære kvindekraftcentre af et par højelektriske band besøger det altid rare og levende undergrundspillested på Nørrebro. Svenske MaidaVale der også kommer på årets Roskilde Festival – leverer blues/rock så sprudlende, at det er direkte smittebærende, og australske Stonefield – der er aftenens hovednavn – vil næppe lade Maida Vale løbe med alle overskrifterne. Der er således lagt op til at begrebet girl-power lige bliver ladet ekstra op for en aften.


Andre dyder vil svenske Lisa Nilsson med garanti komme frem med når hun går på scenen til den første af tre aftener i Tivolis Koncertsal, hvor hun præsenterer en koncert – eller rettere et stort opsat show – med noget for alle sanser . Måske det hele også vil afsløre om det er feministen, humoristen, sangerinden eller divaen der har den største og mest rå kraft i hende, når hun vil tage publikum en tur rundt om hendes liv og karriere.


Sjette og sidste LIVE tilbud vi vil pege på er en plade-release i Råhuset i KBH med den talentfulde singer-songwriter Rasmus Nelausen – der på fredag udgiver sit længe ventede debut album ”September Weather”. Det vil naturligvis vil blive anmeldt her på siden. Og for lige at sikre musik til al slags vejr har han inviteret en anden stærk sangskriver MUKHERJEE – så det også her bliver en ren musikalsk dobbelt up – happy hour.

    

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.