Covid-19 satte en stopper for kulturlivet i det meste af verden. Da det skete, var John Garrison i Hamborg på verdensturne som bassist for James Blunt. Udover James Blunt er det gennem årene blevet til samarbejde med nogle af musikkens allerstørste stjerner. Heriblandt Sting, Robbie Williams, Christina Aguilera og Ed Sheeran.

Side 33 mødte den internationalt anerkendte og alligevel ganske anonyme musiker i hans lejlighed ved Kongens Nytorv. Det blev til et par hyggelige timer med kaffe og snak om alt fra den danske musikscene til de gode ting 2020 har bragt med sig til trods for en verdensomspændende pandemi.

Interview

Side 33 – Først og fremmest tillykke med ”Extinguisher”. Du har selv kaldt albummet et opgør med en tid fuld af selvcentrering. Hvordan har du mærket den selvcentrering, og hvorfor føler du et behov for at være en del af opgøret mod den?

John Garrison (JG) – “For halvandet til to år siden mærkede jeg et lille prik her (siger John, mens han peger på sit bryst), og jeg tænkte, hvad er det? Og en dag skete der et terrorangreb, som folk delte videoer af på sociale medier. Og det var som om, at det var lige foran mig, og at jeg kunne se de her ting, som det ikke er meningen, vi skal se. Det kan vores hjerner ikke forstå, så den tror vi er dér. Efter et par samtaler med flere kollegaer, som sagde, at de havde haft samme følelse af prikken i brystet, opdagede jeg et angst niveau, der ikke var normalt, og kom til at tænke på, at man ikke kan undslippe de dårlige nyheder. Hvis noget sker i den anden ende af verden, der ikke burde have nogen effekt på os, ser vi det, og bliver dermed påvirket af det. Derefter slettede jeg mine nyhedsapps og lukkede ned for de sociale medier. Og efter en uge forsvandt den prikken, jeg havde følt i brystet. Efterfølgende dukkede det op, hver gang jeg blev konfronteret med dårlige nyheder på avisforsider o.l. Sådan fik jeg ideen til det første nummer, ”Blizzfully Ignorant”. Jeg tænkte, at hvis alt jeg skulle bekymre mig om, var min familie og venner, ville mine problemer, være noget jeg selv kan løse. Det er det ”Extinguisher” betyder.

Jeg forestiller mig, at alle har deres egen lille ildslukker, og på den måde kan løse sine egne ’små’ problemer og dermed vil mange af verdens store problemer forsvinde. Men det er ikke sådan vi er nu om dage. I stedet for at slukke den lille ild, der er lige foran os, forsøger vi at forholde os til de store brande, vi ikke kan gøre noget ved. Så begynder vi at føle os hjælpeløse. Så min teori var, hvis alle slukker sine små brande, vil den store brand forsvinde. Men vi lever i en kultur, hvor det er lettere at bebrejde andre for ens egne problemer.”

Side 33 – I 1999 grundlagde du rockbandet Budapest, og I udgav i 2003 albummet “Too Blind to Hear” som jeg lyttede til for første gang i går. Det var noget anderledes end den musik du laver nu. Hvad tænker du om den tid?

JG – Det var meget akustisk og udkom samtidig med band som Coldplay, som faktisk var store fans af vores musik. Vi havde samme producer, som fortalte os at Coldplay lyttede til vores optagelser i studiet. Hvad akkorder og det melodiske angår mindede det meget om den musik, jeg laver nu. Hvis jeg fx skulle spille sangene fra mit nye album på klaver, ville de lyde meget som det jeg lavede dengang. Det jeg laver nu, bærer mere præg af den musikalske teknologi, der er til rådighed. Det er den store forskel.

Side 33 – Hvad fik dig til at gå i den nye retning, det er at bruge teknologien mere? Det var kun et år efter bruddet med Budapest, at du udgav dit første soloalbum.

JG – “Med Budapest havde jeg mange mennesker, jeg skulle gøre tilfreds. Både pladeselskab, manager og bandmedlemmer. Selvom jeg elskede tiden med Budapest, og både musikken og lyrikken kom fra hjertet, var det ikke 100 procent mit. Jeg gjorde hvad andre folk forventede af mig.”

Side 33 – Det er ret sikkert at sige, at 2020 for langt de fleste ikke har været det bedste år. Men hvis du skal nævne tre ting, der har været gode, hvad skulle det så være? Både privat og professionelt.

JG – “Privat har 2020 været en kæmpe ruchebanetur. Jeg har fåret en datter, men jeg har også mistet min mor. Så jeg har oplevet de to ekstremer dette år. Det har været ødelæggende for mange, men det har også tvunget alle ud af deres komfortzoner. Hvilket jeg mener er en virkelig sund ting for os. Min kone som er manuskriptforfatter og jeg er begyndt at skrive filmmanuskripter sammen. Det havde aldrig interesseret mig, før hun en dag sagde, at det er det samme som at skrive en sang. Rytmen og rejsen er præcis den samme. Hvilket jeg opdagede, at hun havde ret i, så det har været virkelig interessant for mig og hende at lave noget sammen.

Min pointe er, at mange folk er blevet tvunget ud i at lave noget, de ikke er vant til. Økonomisk har det været et helvedes år, men ser man bort fra det, så har det fået os til et værdsætte det vi havde på en anden måde, hvilket er godt. Men jeg glæder mig sådan til at se mine venner igen. Og jeg ved ikke om du føler det samme, men jeg føler, at det har bragt folk sammen på en underlig måde. Folk er begyndt at værdsætte venskaber, forhold og familie på nye måder. Den sidste gode ting må være, at det er godt for planeten, som virkelig har haft brug for dette. ” 

Side 33 – Du har arbejdet med nogle af verdens største musikstjerner, heriblandt Robbie Williams, Sting, James Blunt. Hvad anser du som værende højdepunkter i din karriere?

JG – “Den mest talentfulde jeg har arbejdet for, hvilket var ret overraskende, var Ed Sheeran. Jeg var i studiet med ham i tre dage, og han var på et helt andet niveau, end andre jeg har arbejdet med. Jeg var ikke stor fan af ham inden, men jeg tænkte, at han var en god sangskriver.

Da jeg spillede med James Blunt, optrådte vi med ham nogle gange i Amerika, hvor det gik op for mig, at han var virkelig god. På baggrund af det bookede han mig og trommeslageren til at komme i studiet med ham. Og at overvære ham i studiet var noget helt særligt. Da han spillede sine demoer for os, var det bare ham og hans guitar. Han gav os ikke tid til at lære det, for han troede på, at det første der kommer til os, er det, der skal bruges. Så da vi havde spillet en sang igennem tre gange, sagde han, ”det var det, færdig næste”. Han vidste præcis, hvad han ville have, så snart han hørte det.

Et andet eksempel er, da jeg spillede på et Christina Aguilera nummer. Ligesom med Sheeran var jeg ikke fan, men havde altid tænkt at hun var god. Men da jeg hørte hende synge, var det WOAW, det er sindssygt, hvad hun kan med sin stemme. Det svarer til, hvad Billy Joel kan på et klaver. Jeg tænker nogle gange, at hvis folk vidste det, ville det være anderledes for dem. For mange fra min generation tænker om især Ed Sheeran, at han ikke er noget for dem. Men hvis de vidste, hvad han er i stand til, ville de nok ændre mening.“

Side 33 – Udover at lave din egen musik, hvor føler du dig så mest hjemme? I et studie eller på turné?

JG – “At rejse er fantastisk. Jeg elsker, at jeg har været jorden rundt to eller tre gange. Det er fantastisk at have en lokal bar i Buenos Aires og en lille café i Rom og alle de steder, jeg kender. Det er det gode ved det. Men det er meget mindre glamourøst end det lyder til. At leve i en tour bus med 14 mænd og skal krydse USA med dem, er fedt den første uge. Men man når en alder, hvor man tænker, at det er, hvad jeg behøver for at tjene penge. Så jeg foretrækker til hver en tid livet i studiet. Især nu hvor jeg har familie. Når man er på verdensturne, er man væk i seks uger ad gangen, hvilket er lang tid for en søn at være væk fra sin far. Hvis jeg er på turne længere tid end tre uger nu, så kommer min familie ud til mig.”

Side 33 – Hvad med næste år? Udover at promovere det nye album, har du så nogle igangværende projekter?

JG – “Næste år er lidt usikker. Med de udsatte James Blunt-datoer, fortsætter turneen efter planen til maj, men jeg tror ikke, det (Coronaen, red.) er ovre på det tidspunkt. Hans mindste jobs er for 6000 mennesker. Det kommer ikke til at ske. Så for mig lige nu, handler det om at promovere det her album og komme ud og spille lidt. Derudover er jeg begyndt at skrive nyt materiale. Jeg har omkring seks numre, som jeg er meget glade for, så det stopper i hvert fald ikke.”

Side 33 – Når du nu bor i Danmark, har du så nogle favoritter på den danske musikscene?

JG – “Jeg kan virkelig godt lide Moi Caprice, de har lavet nogle virkelig gode albums. Der er en trompetist, jeg bruger på alle mine albums, der hedder Gustav (Rasmussen, red.). Han var en gang med i et bandet Alcoholic Faith Mission, som jeg også kan lide. Jeg har skrevet lidt med sangeren fra The New Madness, han er ret cool. Fed musik. Mads Langer er en af mine venner, og ham har jeg arbejdet med på et af hans albums. Han er virkelig talentfuld. Alex Vargas er brillant, han er på et helt andet niveau. Når han synger, er det helt fantastisk. Han har det vi snakkede om tidligere. Det overrasker mig, at han ikke er kommet mere ud over den danske grænse, end har er. Der er så meget fantastisk musik og så meget talent i Danmark, landets størrelse taget i betragtning.”

Side 33 – I branchen er du en anerkendt musiker og producer med et imponerende CV, og uden at vide det, har langt de fleste hørt dig spille enten live eller på indspilninger. Så man kan vel kalde dig en anonym stjerne. Er det en rolle du befinder dig godt i? Eller ville det være federe, hvis du var kendt for din egen musik?

JG – “Som jeg sagde tidligere, så er det studiearbejdet, der betaler regningerne. Det er klart, at hvis jeg fik valget og min egen musik kunne betale regningerne, ville jeg ikke behøve at arbejde i studiet. Selvom jeg elsker det arbejde også, så jeg ville nok stadig gøre det. Men det ville betyde, at jeg selv vil kunne vælge mine jobs. Det gode og måske vigtigste ved, at det er som det er nu, er at jeg ikke skal gøre andre glade end mig selv med min musik. Med succes kommer der et ansvar, så hvis jeg fik stor succes med mine egne projekter, ville det betyde et større ansvar overfor en masse andre.  Hvis jeg har lyst til at lave mit næste album udelukkende med en banjo, så kan jeg gøre det. Men jeg er overbevist om, at der må være en gylden middelvej mellem de to.”

Side 33 – Du har spillet bas for Sting, hvilket må være ret udsædvanligt, da han selv er en brillant bassist.

JG – “Det var ganske enkelt fordi, han rent fysisk ikke kunne være til stede. Sting har en dansemusical på Broadway med musik fra Sting og The Police. Sting har rettighederne til alle sine soloalbums, men ingen rettigheder til The Polices materiale. Det betød, at det skulle genindspilles. Så Sting sang sin vokal til Police-numrene i New York. Og jeg skulle spille hans baslinjer i studiet i London. Så vi genskabte bogstavelig talt The Polices musik, så Sting kunne synge til. Så hvis man ser denne musical og høre sangene fra The Police, er det ikke dem du høre. Det var et kæmpe stykke arbejde, for det skulle være en præcis gengivelse.”

Side 33 – Du har spillet musik det meste af dit liv. Har du planer om aktivt at give det videre til dine børn.

JG – “Jeg spiller musik med min søn, som er ti år. Det har ikke været nødvendigt at presse ham overhovedet. Han er sindssygt talentfuld. Han startede til klaverundervisning, men efter tre lektioner hadede han det. Han er ligesom mig. Han vil ikke fortælles hvad han skal gøre. Men han er en fantastisk trommeslager og har samtidig et fantastisk øre for melodier på pianoet. Han er langt foran sin alder. Jeg støtter ham, alt hvad jeg kan, men presser ham ikke, for han er så talentfuld, og jeg vil ikke stå i vejen for hans udvikling.”

Side 33 – Har du nogle musikere eller kunstnere som du ser op til og får inspiration fra?

JG – “Ja, og nogen af dem er lidt obskure, der er en der hedder Francis Donnelly, som ingen har hørt om. Ham elsker jeg som både sangskriver og guitarist. Jeg voksede op med Prince, så han er min gud. Han kunne ikke gøre noget forkert. Så er der Scott Walker, som døde sidste år. Han er min favorit sanger. Trevor Horn er en producer, jeg plejede at købe alt med, han producerede. Hvad bassister angår, er det Paul McCartney og Sting, der er mine to helte.

Og så er der selvfølgelig The Beatles. Jo mere man lytter til dem, jo bedre bliver de. Når man begynder at bryde deres sange ned og analyserer dem, så går det virkelig op for en, at det ikke er så simpelt, som man måske gik og troede. Meget af den musik der blev lavet omkring samme tid som The Beatles, lyder gammelt nu. De gør ikke. Min tiårige søn har ”Here Comes The Sun” på sin playliste. Jeg var ikke fan af dem, da jeg voksede op. Det var først da jeg begyndte at spille musik, det gik op for mig, hvad de kunne. Det er nærmest skræmmende at tænke på, hvad de ville kunne opnå, hvis de stadig eksisterede. Man kan høre det på Paul McCartney. Hans musik er fantastisk, det er ikke gammelmandsmusik. Så hvis de stadig lavede musik sammen nu, ville det være uden sidestykke. Jeg får gåsehud bare ved tanken om, at de stadig eksisterede.”

Side 33 – Så du ville vælge The Beatles frem for The Rolling Stones?

JG – “(Uden tøven): Det har jeg altid gjort og vil altid gøre det! The Stones er, hvad de er og deres sange er unægtelig fantastiske. Men jeg har set utallige bands gennem tiden, der kunne have været The Stones. Hvorimod The Beatles er der ingen, der kan være. Mick Jagger er en fantastisk frontmand, og The Stones er mere et show. The Beatles var overhovedet ikke et show. Det var et studie band, der udviklede sig sindssygt meget på ingen tid. De udnyttede datidens teknologi, uden at det virkede som om de ville bevise noget. Fantastisk.”

Side 33 – Bortset fra din familie, hvad kan du så bedst lide ved Danmark?

JG – “Jeg elsker naturen, jeg elsker sikkerheden. Jeg voksede op i en virkelig hård by. Der var altid en risiko for at få tæsk, hver gang man gik ud. Der blev trukket en kniv imod mig, da jeg var 19 år. Jeg glemmer aldrig, hvor skræmt jeg var i det øjeblik. Det vil jeg ikke udsætte mine børn for.”

Side 33 – Fejrer I dansk eller engelsk jul?

JG – “Begge dele selvfølgelig.”