SIDE 33 sætter Spotify playlister på standby

”ALLE er vi blevet mindre kildekritiske – det må stoppe nu!”

Fotograf: Maria Fremming

Vi må konstatere, at vi lever i en digital tidsalder, hvor kommunikation og nyhedsdeling i den brede term er bliver ekstrem hurtig, kort, og kontant. Det er er der mange fordele ved. Men også en del ulemper.

Side 33 hylder ytringsfriheden, men i lige så høj grad kravet om at være kildekritisk. Vi hylder også gerne debatten, både den saglige og den følelsesladede. Den må bare ikke være baseret på usandheder. ”Den der hvisker, lyver” hedder et gammelt ordsprog. Skal det tilpasses nutiden, skal det vel nærmere være ”Den der råber, lyver”.

Alle har ret til at ytre sig – have en holdning, have sine egne meninger – men alle har vel ikke sine gode ret til at sprede bevidst misinformation eller udokumenterede påstande eller sågar opfinde egne fakta? For det øger risikoen for at direkte usandheder kan holdes i live i cyberspace, og derfor fastholder alt for store dele af befolkningen i en virkelighedsopfattelse, der basalt set er baseret på løgne og spin, frem for fakta og helt almindelig sund fornuft. Det sidste begreb eksisterer der desværre ikke en endelig definition af. Den er ofte baseret på faktorer omkring livsvilkår, landelag, religiøs baggrund osv. Sådan må det være.

Men skal vi fortsat udvikle os i samhørighed og debattere frit, sagligt og åben, så må det kræve at ethvert offentligt tilgængeligt medie, som minimum gør opmærksom på det når indhold beviseligt er ’fake news’ eller helt og aldeles udokumenterede påstande.

Alle medier – og læsere – har et ansvar

Månen bliver aldrig en gul ost, og Neil Young vil aldrig vedblive at være ”Forever Young” uanset hvor mange gange vi skriver det eller påstår det.

Internettet har som en bivirkning gjort at vi samlet set ALLE er blevet mindre kildekritiske – samtidig med at vi er blevet underligt overfladiske i vores informationssøgning, og samtidigt ekstremt dømmende og tvivlende overfor andres ord, motiver og handlinger.

Det er tid til at vågne op, kigge os selv i øjnene, og tage alle de nødvendige verbale kampe med almindelig respekt for de menneskelige og demokratiske værdisæt vi i store dele af verden har levet efter i 100 – 200 år.   

DERFOR kan jeg som indehaver af og chefredaktør på SIDE 33 hverken anerkende eller acceptere, at Spotify ikke vil handle, når det konkret påpeges, at der via dens platform spredes direkte misinformation via en podcast. Jeg er ikke nødvendigvis enig i at der kun er plads til enten Rogan eller Young. Men jeg finder det afgørende, at Spotify fremover påtager sig et ansvar i forhold til aktivt og åbenlyst at bekæmpe ”fake news” og misinformation.

Problemet rækker ud over Spotify

I andre sammenhænge bruger vi gradueringer i forhold til indholdets egnethed – f.eks. ’uegnet for børn’ – eller på fysiske musikudgivelser i USA var der i en årrække advarsler, hvis udgivelsen indeholdt bandeord.  

På samme måde bør Spotify og alle andre medier påtage sig et ansvar, hvor der ved fejl- og eller misinformation opsættes en advarsel til brugeren, og i de værste tilfælde bør de direkte fjerne f.eks. en podcastepisode. Handlinger der på ingen måde skal ses som en begrænsning i ytringsfriheden, men fordi en løgn nu engang er løgn, og derfor ikke bør være en naturlig del af et informationssamfund. Sandheden kan være ilde hørt, men det bør være den, som vi uanset politisk fløj, partifarve, nationalitet osv., fremover som forbrugere efterspørger.   

DERFOR vælger jeg i en ubestemt periode at gå væk fra at henvise til vores spillelister på Spotify. Ikke nødvendigvis optimalt for alle artister, men det er efter min mening nødvendigt, at der fra alle lag af fødekæden i mediebranchen vises noget handling bag ordene.

I stedet vil vi øge fokus på de artister, der udsender videoer til deres singleudspil i vores nye serie “Blik & Musik” – samt have flere korte album præsentationer.

Små hjul, små hjul kan flytte store ting
Du’ et lille hjul
Lille hjul

– fra sangen “Små hjul” – af Erik Grip & Thorstein Thomsen

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en isoleret kamp mod Spotify. Dette er blot en lille delmængde at en kamp, vi som medier, og forbrugere er nødt til at tage, hvis vi fremover vil tage vores demokratier seriøst. Kun på et bredt oplyst grundlag, kan vi hver især finde frem til hvilke ideologier, visioner og værdier vi vil kæmpe for her i livet. I modsat fald får vi opbygget samfund baseret på mistro og mudderkastning. Og det spiller altså ikke i længden for nogle!

     

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.