’Side by Side’ – Interview med Knud Møller

”Jeg spiller så vidt muligt på min guitar hver dag. Oftest en time – nogle gange to. Jeg går virkelig til den, tit så sveden hagler ned. Jeg elsker at øve"

Fotograf: Maria Fremming

I vores andet afsnit af serien ‘Side by Side’ – hvor vi flytter det fulde fokus over mod nogle at de mange stærke hårdtarbejdende ‘sidemen’ (som i øvrigt sagtens kan være en kvinde – bare vendt!) – er turen kommet til en gudsbenådet guitarist – der har været en del af den danske musikscene siden slut 70’erne – og som stadig sætter solide – grænsende til det sublime – aftryk både som guitarist og producer . Hans CV kan gøre de fleste forpustede og tæller blandt andet samarbejde med navne som Johnny Madsen, Allan Olsen, Dalton, Peter Belli, Poul Krebs, Ester Brohus, Hans Theessink, Nalle, Slåbrock Band, Laura Illeborg, Laura Mo, Johnny Nørmølle, Freddy and the Phantoms o.m.a.


Jeg når kun lige at svinge bilen ind på gårdspladsen før Knud Møller åbner døren til sit hjem i Hedensted. Med et kæmpe smil og åbne arme inviterer han mig ind i det mest hyggelige og farverige musikstudie man kan tænke sig.

Væggene emmer af historie, fotos og personlige skatte, der dokumenterer nogle af de mange musikalske højdepunkter i hans lange karriere. Jeg får en berigende rundtur i studiet, hvor bl.a. et karakteristisk Johnny Madsen maleri pryder en af væggene, – ’en fødselsdagsgave fra Johnny Madsen’- fortæller Knud Møller.


En smuk violin ligger og stråler og guitarerne står i fine rækker. Jeg tæller hurtigt at der er mindst ti stykker fremme, men får senere at vide at det kun er et udpluk, og at han rent faktisk ejer toogtyve guitarer.   

Knud laver kaffen og vi får sat os i musikstudiet, der bare rummer en personlighed og varme, der fuldstændig matcher manden med de velkendte magiske guitarfingre, der sidder overfor mig.

Og den magi har han efterhånden i over 40 år delt kærligt og passioneret ud af foran flere generationer af begejstrede lyttere. Han er bredt anerkendt, som en af landets absolut bedste guitarister – mange vil rent faktisk mene den bedste. Publikum fortæller ham det også gerne hver gang han er på scenen, ved at råbe “Knud er Gud” – højt, taktfast og gentagne gange. Selv tager dagens hovedperson det nu med ophøjet ro, klædelig beskedenhed og er yderst ydmyg over for sådan en titulering.

INTERVIEW

SIDE 33 – Hvordan og hvornår opstod din interesse for at udtrykke dig musikalsk?

”Det startede meget tidligt. Jeg var 7 år og startede med at spille trommer. Så kom jeg med i et band som 8-årig. Vi skulle spille jobs i ungdomsklubber og sådan noget. Jeg kunne slet ikke komme ind de steder. Man skulle være mindst 13 eller 14 år dengang. Så jeg røg ud af bandet, og de næste par år brugte jeg på at spille blokfløjte, lære at læse noder osv.

Min bror spillede i et band, og det band havde øvelokale i vores hus. Jeg havde forbud mod at være i lokalet, men ligeså snart jeg kunne komme til det, sneg jeg mig derind og klimprede på de smukke, røde Höfner-guitarer, der stod der. Det var jo nok dér, min interesse for guitaren opstod, og til min 11-års fødselsdag fik jeg min første akustiske guitar.

De følgende år fik jeg også en stor interesse for klassisk musik. Jeg begyndte at spille violin som 15-årig og blev senere (1979 – 1982) optaget og uddannet som musikpædagog på konservatoriet med violin som speciale instrument. Jeg brugte ikke violinen så meget i rytmisk sammenhæng, men hvis man lytter godt efter, kan man høre mig og violinen i baggrunden visse steder på f.eks. Poul Krebs´ første to LP’er.”

SIDE 33 – Vilkår i musikbranchen er meget oppe i disse tider. Har du nogle gode råd til yngre musikere, der drømmer om at leve af deres musikalske håndværk?

”Det vigtigste er at have kærlighed til musikken – det skal være drivkraften. Har man ikke den kærlighed, så skal man lave noget andet. Den skal hjælpe én gennem lange perioder, hvor man ikke rigtigt tjener noget, og hvor man må spille trælse jobs for meget få mennesker.

Men bl.a. ved at spille alle de her små jobs modnes man langsomt, men sikkert i faget. Så kommer udviklingen og ens selvbevidsthed i et tempo, som man kan følge med i. Jeg kan ikke anbefale, at man deltager i TV-amatørkonkurrencer, som et springbræt til en karriere. Man kommer til at mangle det fundament, den ballast og lærdom, der ligger i den lange og slidsomme vej. Man ser jo også, at 99% af deltagerne i bl.a. X-Factor aldrig kommer til at beskæftige sig med musik.”

SIDE 33 – Et Gammelt mantra er, at der skal mindst ti tusind timers øvelse til for at man mestrer noget. Et tal, du for længst har passeret. Men skal der stadig øves, selv når man hedder Knud “Er Gud” Møller?

”-Ja, selvfølgelig! Jeg spiller så vidt muligt på min guitar hver dag. Oftest en time – nogle gange to. Jeg går virkelig til den, tit så sveden hagler ned. Jeg elsker at øve. Som musiker når man jo aldrig til et stadie, hvor man siger: ’Nu er den der! Nu kan jeg det, jeg skal kunne’ . At være musiker fordrer udvikling. Ikke nødvendigvis nogen buldrende udvikling, men måske et lille nyt vibrato her, et anderledes bend der eller et par nye sætninger hist og her. Det holder musikken frisk og levende for dig selv, og dermed forhåbentlig også for dit publikum.”


SIDE 33 – Du er uddannet med violin som instrument, men det er guitaren, der er blevet din levevej. Hvordan gik det den vej?

”Jeg har haft mange dejlige stunder med violinen i både folk og klassiske sammenhænge, men jeg mærkede altid en begrænsning i mit spil. Især min bueføring havde mangler, som jeg ikke formåede at rette op på. Jeg læste på et tidspunkt et interview med mesterviolinisten Yahudi Menuhin, og han udtalte: ’Min venstrehånd er arbejdsmanden – min højre er kunstneren’. Jeg tror, at det var medvirkende til, at guitaren så at sige valgte sig selv som mit instrument”

SIDE 33 – Du har både på album og live spillet med tæt på gud og hver mand/kvinde. Er der stadig et opkald, du mangler at få, hvor du tænker -´Den musiker vil jeg gerne spille med?’

Tjaa… Nu spiller jeg jo i mit yndlingsorkester, Johnny Madsen Band. Et band, jeg har spillet med i snart 32 år, og som har givet mig friheden til at spille nøjagtigt, som jeg ville, og som jeg har kunnet udvikle mig i og stadig gør. Sideløbende med Johnny Madsen har jeg gennem tiden haft mulighed for at arbejde med forskellige spændende sideprojekter, store som små. Når man så en gang imellem hører noget dansk musik, som er virkelig interessant, er det nok meget almindeligt at have lyst til at ha´en finger med i spillet.

F.eks. holder jeg meget af Peter Sommers musik og lyrik. Jacob Dinesens musik er også lige down my alley. Jeg har faktisk haft den fornøjelse at spille med hans band som gæst et par gange. Laura Mo er en begavet sangskriver, som jeg har haft glæden af at indspille sammen med. Jeg elsker hendes punkede tilgang til musikken – go´ energi! Der er faktisk ikke så få, jeg gerne vil lave noget sammen med, når jeg nu tænker efter.”


SIDE 33 – Længst – omkring 32 år – har du spillet med Johnny Madsen. Kan du sætte lidt ord på den fælles rejse? Madsen, musikbranchen osv. har jo ændret sig markant i alle disse år, men så på nogle punkter måske alligevel ikke?

”Det startede i 1988 med, at jeg fik tilsendt Johnnys album ’Chinatown, yellow moon og den sorte fugl’, og jeg kunne straks mærke, at hans musik lige var noget for mig. På det tidspunkt opholdt jeg mig i Göteborg, men jeg fik opsnuset Johnnys koncertkalender, og allerede dagen efter var jeg på vej til København, hvor han skulle spille. Jeg kendte hans daværende trommeslager Michael Friis fra min tid i Hjørring, og det blev min backstage adgang til bandet. Dagen efter skulle de spille i Århus. Jeg fulgte efter og fik en snak med Johnny efter en svedig koncert med ca. 8 ekstranumre. Han gav udtryk for, at han manglede en guitarist til at ta´ de mange soloer, så han kunne koncentrere sig om at performe.

Jeg blev inviteret med i bandet, men starten blev lidt turbulent for mig, da Johnny ikke havde clearet min medvirken med de andre. Det resulterede i, at halvdelen af bandet i hvert fald IKKE syntes, det var nogen god idé at ha´ mig med. Det gjorde det ikke ligefrem altid til en dans på roser at turnere og indspille sammen. Siden ændrede bandets sammensætning sig, og det blev til min fordel. Jeg begyndte at producere vores albums sammen med Johnny, og vi fik et meget tættere samarbejde.

Det der med øvelejr før en tour, er ikke noget, vi bruger ret meget tid på. Vi tilrettelægger og øver vores repertoire igennem, typisk på et par dage. Resten udvikler sig, når vi er on stage. Efter at have spillet sammen så mange år kender vi jo hinanden enormt godt, og det gør, at vi kan udfordre hinanden på scenen. F.eks. sker det, at Nello (bassist Niels Nello Mogensen) eller From (trommeslager Henrik From) midt i et nummer spiller et eller andet nyt, som vi ikke har hørt før, og som Johnny og mig så skal forholde os til. Det giver en friskhed til koncerten – og et godt grin.


Udtrykket ‘Ud med Knud’ kommer fra en koncert, hvor vi skal optage en live plade. Vi kan ikke blive enige om, hvad vi skal slutte af med. Alle er sure og råber ad hinanden. Og får også lige fyret vores tour manager i farten. Vi går i mudder til anklerne for at komme op til scenen. Alt er kaotisk, og så siger Johnny pludselig til publikum: ’ Min guitarist Knud Møller siger, at han ikke gider spille ’Johnny B. Goode’. Skal vi ikke give ham fingeren og råbe ‘ud med Knud’.  Det er omkring 20.000 mennesker hurtigt med på og råber taktfast op mod scenen. Der blev jeg godt nok lille! Men siden blev det nærmest en tradition, jeg har valgt at betragte som en slags kærlighedserklæring.”

SIDE 33 – Det virker til, at du er lige tændt og motiveret, uanset om du spiller med Laura Illeborg, Hans Theessink, Johnny Madsen eller en helt fjerde. Hvad er afgørende for dig, når du spiller sammen med andre?

”Det giver ingen mening at spille en koncert, hvor man ikke er tændt og giver sig fuldt ud. Når jeg f.eks. spiller med Laura Illeborg, er jeg ikke så udfordret som guitarist. Her er jeg mere med til at få tingene til at hænge sammen, og holde musikken svævende. I andre sammenhænge er jeg mere den, der spiller soloer og trykker den af. Uanset hvilken rolle man har kræver det nærvær og koncentration.”  

SIDE 33 – Når du ser tilbage på din lange, imponerende karriere, kan du så fremhæve tre albums og tre live koncerter, som du er særligt stolt af at være en del af?

”De tre albums, jeg lige kan komme i tanke om, er ’Halgal Halbal live’ med Johnny Madsen; så er det Ester Brohus  ’Poor Pretty Little Me’, som jeg også er producer på, og så er det Johnny Madsens nyeste album “Godt Nyt”, som Chief One har lavet en fremragende produktion på.

Det var meningen, at jeg skulle stå for denne produktion, men jeg var løbet lidt tør for ideer. Pladeselskabet foreslog – inden jeg selv gjorde – at det godt kunne være en anden producer denne gang. Chief One har et fint overblik og mange gode ideer. Det var en dejlig fornemmelse af frihed ikke at skulle producere – jeg kunne koncentrere mig om at spille guitar.”

De tre vildeste koncerter, jeg har været med til, var i det Kongelige Teater og i Operaen, hvor vi optrådte med trioen Madsen, Møller og From. Den tredje var på Orange Scene på Roskilde med hele bandet. Jeg har spillet en masse koncerter i fantastiske omgivelser, men det, der stikker ud her, er, at det er historiske steder, og jeg bliver helt starstruck af de formidable kulisser, når jeg tænker på, hvem der også har stået på den selvsamme scene. Især på det Kongelige Teater, hvor min store helt, komponisten Carl Nielsen, havde sin debut som dirigent omkring 1912, så vidt jeg husker. Her oplever man virkelig et strejf af historiens vingesus.”

SIDE 33 – Nu har verden stået stille pga. Corona. Hvordan ser det kommende år ud for Knud Møller?

”Jeg håber, at min tourplan for 2021 bliver som i 2020 – men uden aflysninger. Jeg skulle have spillet ca. 100 koncerter i ind- og udland her i 2020, men nåede kun at spille 10.”

SIDE 33 – Det er kun blevet til et enkelt album i dit eget navn: “Den sidste slæderejse” tilbage i 1998. Er det et valg eller en tilfældighed? Eller foretrækker du mere tilværelsen som sideman fremfor frontmand/solist rollen?

”Jeg foretrækker helt klart rollen som sideman. Mit eget album var faktisk bare musikken fra TV-serien ’Den sidst slæderejse’ plus en række andre temaer, jeg har lavet til film og TV”

SIDE 33 – Du er med garanti selv en inspiration for mange yngre guitarister. Hvem er dine egne musikalske forbilleder?

”Det er selvfølgelig også noget, der udvikler sig. Jeg har haft og har mange forskellige forbilleder. Heriblandt naturligvis Keith Richards, som jeg første gang hørte som knægt. Siden blev det Frank Zappa, som jeg lyttede vildt meget til. Jeg tror, jeg har 35 albums med ham – og alle er i øvrigt førsteudgaver. Senere blev det den finske guitarist Jukka Tolonen, som spillede i bandet Tasavallan Presidentti. – En pragtfuld musiker, som jeg faktisk også har mødt. Vi spillede på en festival, fuld knald på, sveden haglede, og der var nok 15.000 mennesker. Efter sidste ekstranummer stillede jeg min guitar, og da jeg kiggede op, stod jeg ansigt til ansigt med Tolonen. Han havde stået og lyttet til vores koncert, og på sit charmerende finsk/engelsk sagde han: ’You play a very good guitar’. Jeg var ved at falde bagover. Tænk at møde sit store idol på den måde.”

”Men den største og vigtigste inspiration, jeg har haft, er uden tvivl guitaristen Mick Taylor fra The Rolling Stones. Han er fuldstændig outstanding!  Og hans måde at spille på har i den grad været grundlaget for den spillestil, jeg har i dag. Mick Taylor har jeg også mødt et par gange – bl.a. på Skanderborg i 1997, hvor vi begge spillede. Mit møde med Taylor blev sat i stand af en journalist fra Jyllands-Posten, der kendte min begejstring for ham. Jeg var lige kommet fra scenen, og mit hjerte sad i halsen af spænding og forventning. Men det viste sig, at Mick Taylor ikke ligefrem var i snakkehumør. Jeg havde i et pænt stykke tid vidst, at det her møde var kommet i stand, og havde selvfølgelig tænkt meget på, hvilke ting jeg gerne ville vende med ham, men ligesom vi havde trykket hænder, forsvandt han ind i sin garderobe, før jeg havde haft mulighed for at sige noget som helst. Fotografen havde heldigvis fået en serie gode billeder af os.

Året efter skulle vi igen spille på samme festival. Jeg mødte op med fotoet fra året før til signering,”Mr Taylor…would you please sign this picture for me?” I den tro, at nu kunne jeg sikkert få en god snak med Mick Taylor...men nej. Han sagde, uden at se på mig,”Year,I´ll sign it…I´ll sign it”. Og så gik han, ligesom året før, ind i sin garderobe igen, og så kunne jeg bare stå der. Men jeg elsker Mick Taylor og hans guitarspil højt, og han er stadig min største inspiration.”


Alt imens Knud Møller fortæller om sine to møder med Mick Taylor tager interviewet en uventet drejning. Knud Møller forlader lynhurtigt sin stol og peger på fotoet af ham og Mick Taylor, der hænger på en rigtig fin udvalgt plads i musikstudiet. Efterfølgende får jeg en Oscar værdig performance af hvordan disse møder udviklede sig. Jeg har ikke følt mig så underholdt i lange tider og så godt tilpas. Det er en meget fascinerende skuespillerpræstation Knud Møller giver og udført til mindste detalje. Det ender med at vi begge får os et ordentlig grineflip.

Knud Møller har stået foran et kæmpe publikum et utal af gange, oplevet så mange fantastiske musikalske stunder, betrådt de største danske scener, og mødt mange af sine største idoler, men slutter vores hyggelige eftermiddag med at konkludere – ’Det at tale om sig selv – i dette interview var mere grænseoverskridende end at stå på en scene Det Kongelige Teater!”.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.