Det er primetime på en cafe i det indre København og foran os står der en kæmpe cafe latte og jordbærkage, der ikke kan undgå at blive spist op. Gry Harrit har fyldt sit taletidskort helt op og der opstår hurtigt en intim og spændende dialog ved vores bord. Rummet omkring os forsvinder i baggrunden, hvor glimt af ansigtsmasker og håndsprit – som dominerer hverdagslivet anno 2020 – kun sporadisk dukker op i periferien

Gry Harrit – der i flere årtier har sunget kor med hvem som helst og hvor som helst – lige fra unge spirende kunstnere, til de store og etablerede som f.eks. Poul Krebs, Allan Olsen, Ivan Pedersen og – ikke mindst – Sebastian – er hoppet ind  i og ud af den musikalske verden – for kun at finde tilbage igen, stærkere og klogere og med en stor beslutning! Det bliver kun på hendes egen måde fremadrettet.

Som samtalen bliver dybere, er det tydeligt at mærke, at der er to stærke sider af Gry Harrit. Den helt private og den offentlige side, begge sider står i stor kontrast til hinanden og viser en stærk og samtidig meget følsom kvinde.

Gry Harrit har netop udgivet sit andet album ”Transformer” – en EP med fem numre. Hendes debut i eget navn hed meget sigende “Album” og udkom i 2015.  Men der er lidt skår i glæden lige nu, da der ikke er planlagt nogen koncerter fremadrettet eller nogen release events etc. pga. de aktuelle Corona restriktioner

• ”Hele situationen er så usikker, så jeg ved ikke om der bliver noget lige foreløbig, men jeg håber på at det ændrer sig MEGET snart. Ikke kun for mig, men for alle i branchen”

Gry Harrit har en hjemmeside – www.gryharrit.dk – med en shop, hvor der kan købes både vinyl og CD’er, og derudover er hendes musik på hylderne hos de fleste vinylbutikker.

SIDE 33 – Hvordan og hvornår kom interessen for sang og musik ind i dit liv?

GH – ”Børn har jo en meget naturlig lyst til at synge og spille musik og for mit vedkommende blev det bare ved. Samtidig har det betydet meget, at min far var/er musiker og en musiker, der spillede med de store artister i min barndom og ungdom. Gasolin er nok det største af navnene.

– Han lærte mig at spille klaver og i det hele taget fodre min søster og jeg med instrumenter, koncerter og i det hele taget musik. Måske mest af alt, at det er så dejlig en ting at gøre sammen, at spille musik. Det var det der fik mig til at blive ved. Og det er det stadigvæk. Det er noget socialt, man har sammen.

– Jeg ville gerne have spillet trommer, men det var min søster der fik et trommesæt i fødselsdagsgave, så jeg valgte bassen og mit første band var et heavy rockband, der spillede instrumentalnumre, da ingen af os kunne synge. Det var sammen med tre drenge, der var nogle klasser over mig. Jeg havde et højttaler set up der var lige så højt som jeg selv og den fedeste Fender jazz bas, som jeg fik lov til at låne af min far. Jeg var vel 14-15 år.

– Så var der en anden dreng, der fik mig overtalt til at prøve med et orkester, som sanger, for jeg var jo pige og kunne derfor synge, mente han. Der var allerede en bassist. Jeg tog med for at overbevise ham om, at han tog fejl. Jeg var rædselsslagen og det gik rigtig skidt, syntes jeg, men han syntes at det var fedt. Og så tog det fart derfra. Jeg var så blevet 16 år og andre bands begyndte at spørge, om jeg ville synge med dem.

– Jeg kørte meget med tog og bus i de år, rundt på Sjælland. Fra det ene band til det andet. Også sent om aftenen. Men jeg tænkte ikke så meget over det.”

SIDE 33 – Du er uddannet Cand. Scient. Pol. Hvordan går det i spænd med din musikalske karriere?

GH – ”Det passer fint sammen – inden i mig og i mit liv.

– Jeg blev professionel musiker i en alder af 17 år og levede af det og et par år senere starte det rytmiske konservatorium op, men jeg var allerede langt. Og jeg havde brug for noget andet i mit liv også, kunne jeg mærke. Så jeg tog en HF og det gik godt. Jeg syntes, at det var virkelig fedt at gå i skole igen. Og fik lyst til at læse videre.

– Det fungerede fint undervejs, for der er ikke mødepligt på universiteter, blot man sørger for at aflevere det der skal afleveres. Og eksamensperioderne passede fint med, at det var der hvor der ikke var nogle jobs. Så jeg kunne lige nå at læse op og kom da nogenlunde helskindet igennem. Jeg blev aldrig en tocifret studerende, men fint i den øvre halvdel. Og så tog jeg orlov ind i mellem. Det kunne man dengang.

– Musik er en meget social ting for mig og det at studere er en meget alene-med-en-bog-og-noget-der-skal-læres. Sådan blev det i hvert fald for mig. Jeg deltog på ingen måde i det sociale studieliv, da det for mig lå i musikken. Det var der jeg havde mine venner. Og tjente mine penge.

– Jeg har på en måde to passioner i mit liv. Og de fodrer hinanden. Det har jeg altid ment. Mange har syntes, at jeg skulle vælge, men det har jeg aldrig kunnet. Det er den måde jeg føler mig hel på og når jeg har valgt det ene fra, er det gået mig skidt. Så man skal huske at respektere de passioner man har. At være den man er.”

SIDE 33 – Du har været på musikscenen siden 80’erne – men dit første soloalbum kom du først med i 2015? Hvad var det, der lige på det tidspunkt fik frontkvinden frem i den ellers ganske travle og velrenommerede sidewoman?

GT – ”Jeg fik to børn og trak i samme drag stikket til musikbranchen. Jeg elsker – og har altid elsket – at spille musik, men branchen er skidt. Jeg blev færdig med min uddannelse og tænkte “been there, done that” og accepterede det jeg IKKE havde nået, glædede mig over alt det fantastiske jeg havde oplevet. Og jeg havde det fantastisk godt med det. Det var en lettelse.

-En lettelse der udsprang af, at give fanden i andres forventninger om, og domme over, hvad man skal lave som sanger. Hvem og hvad man skal være. Det forbandede talent, som alle har en mening om. Det betød bl.a. at jeg havde udviklet en ret markant scene- og præstationsangst, som jeg for det meste kunne skjule, men det var ofte svært. Så alt var godt. Og der var jo kommet to børn ind i mit liv.

-Senere fandt jeg så ud af, at det ikke var godt for mig IKKE at spille musik, så da Sebastian ville have mig med på en sommer tour, sagde jeg ja tak. Jeg sagde også ja til bl.a. Moonjam. Men der gik dog et par år, førend jeg besluttede mig for, at være aktiv igen – sådan for alvor.

Jeg mødte Finn Verwohlt og han havde det ligesom jeg. Vi ville gerne i gang igen. Og jeg havde EN ting, jeg ikke havde fået gjort, og det var, at udgive mine egne ting. Det var jeg endnu ikke lykkedes med. Resten af det, har jeg jo prøvet. Der er dog enkelte kunstnere, som jeg meget gerne stadig synger kor for. Sebastian f.eks.

Og for at kunne være “i fred” har jeg da også valgt at stå for det selv. På den måde kan jeg udvikle mit soloprojekt i fred, uden de mange meninger og dommere, der jo er i musikbranchen. Det er en luksus.

Jeg kom hovedkulds ind i musikbranchen som helt ung. Nu er jeg her igen, på mine egne præmisser.”

SIDE 33 – Så gik der hele 5 år inden det næste soloprojekt. Hvorfor gik der så lang tid, hvad er der sket i mellemtiden og hvilke erfaringer har du taget med dig i forhold til reaktionerne på “Album”?

GH – ”Album” var/er på mange måder et klassisk ’debut-album’. Det stritter i mange retninger. Og der var ufatteligt mange følelser involveret i skabelsen af det album, så det var bare om at komme igennem det…….. for at kunne komme videre. Der er noget magisk over at få afsluttet noget. Det rummer en stor læring.

– Jeg ville gerne i nærheden af noget klassisk rock, hvor man kan mærke dem der spiller, hvor energien nærmest sitrer og det tog tid at finde frem til, hvordan vi skulle gøre det, Finn og Jeg. Som sagt, så er musik for mig noget socialt, noget man “gør” sammen med andre. Og musikken skulle lyde som det.

– Det skulle også fortsat være på dansk (selv om jeg da tidligere også har skrevet på engelsk) og jeg baksede meget med at finde mit danske sprogunivers. Et voksent dansk sprog. Og jeg synes det er lykkedes meget bedre med denne udgivelse, selv om jeg stadig er “på vej” med mit sprog. Det er ikke noget man lige gør og lykkedes med på 14 dage. Det er et regulært stykke arbejde… et livslangt stykke arbejde!

SIDE 33 – Din nye EP “Transformer” er igen skabt i samarbejde med guitarist og producer Finn Verwolht. Hvad var udslagsgivende i forhold til at han fik genvalg?

GH – ”Finn og jeg blev ikke “færdige” med at finde et fælles udtryk, da “Album” udkom. Slet ikke. Og vi havde begge så mange idéer, at det bare var naturligt at fortsætte. Og Finn er en ganske unik producer. En fænomenal sparringspartner, både i musikken og i lyrikken. Og vi ledte efter det samme.

SIDE 33 – “Transformer” indeholder seks numre – og er altså en EP. Hvorfor blev det ikke til et helt album i denne omgang? 

GH – ”Finn og jeg kiggede på hinanden og valgte at udgive det, der har en sammenhæng. Vi var ved at være for længe om det, så det var tid til at få sendt noget afsted. Man kan også være for lang tid om at blive færdig. Så nogle gange må man se at gøre status og komme videre. Der ligger flere numre, som tog en anden vej, og de dukker nok snart op i en anden forklædning”.

SIDE 33 – Er udgivelsen af “Transformer” et ønske om at soloartisten Gry Harrit skal mere frem i lyset – eller hvad er dine håb og drømme om din musikalske karriere fremover?

GH – ”Mine drømme handler hovedsagelig om at lave noget fantastisk musik sammen med mennesker, som jeg svinger med, både musikalsk og socialt.

–  Jeg har været i branchen så længe, at jeg har lyst til selv at bestemme hvordan noget skal være. Musikbranchen er en højst besynderlig branche, som man meget hurtigt kan få nok at. Så jeg laver den musik jeg har lyst til. Og det kan da sagtens være, at der kommer nogle andre komponister ind over. Det vil jeg bestemt ikke udelukke.

– Jeg er dog så privilegeret, at de musikere jeg har spurgt om de vil arbejde sammen med mig, gerne vil. Det er et stort privilegium. Det er musikken, det handler om. Og så er det jo klart, at når man selv står for det hele, så er ens navn jo meget i spil. Og det har jeg det ok med. Det er ikke det vigtigste, men det er en præmis for, at få mulighed for at lave det, som jeg har lyst til.

–  Jeg har på mange måder altid været en DIY-woman. Sådan er det bare blevet. Ikke at jeg har ønsket at det skulle være sådan, men nu synes jeg, at det er ganske glimrende. Det passer mig fint.”

SIDE 33 – Du har både LIVE og i studiet sunget kor for det meste af både toppen af poppen og rocken. Er der – når du kigger ned af ‘memory lane” – nogle af disse oplevelser i årenes løb, der lyser klarere op end andre – og som du vil fortælle lidt om hvorfor?

GH – ”Det har altid været specielt at spille koncerter i Tivoli. Det er på mange måder den mest stemningsfulde scene af alle danske scener. Meget tydeligt står en koncert med Poul Krebs og en med Sebastian.

Derudover har jeg haft det meget store privilegier at være fast kor-makker med en af de mest begavede og musikalske sangere i Danmark, Pia Trøjgård. Vi fandt en form, en lyd, som betød, at vi lød som mange flere, selv om, at vi kun var to. Det tjente vi gode penge på. Det venindeskab og partnerskab er jeg meget stolt af den dag i dag. Vi havde 10-15 år sammen, hvor vi professionelt og privat, var en virkelig velsmurt maskine. Vi lavede kor på 70-80 albums, tog på tur med bands, lavede tv-shows. Alt kunne vi håndtere. Det var fedt. Det bedste kammeratskab overhovedet.”

SIDE 33 – Hvis du skulle vælge tre album, som du er særlig stolt af at have været en del af – hvilke vil du så pege på – og kort hvorfor?

GH – ”Den er svær – men en indspilning jeg er særligt stolt af, er en indspilning med Danmarks Radios Underholdningsorkester, hvor vi indspillede med Henning Kvitnes, en norsk sanger/sangskriver, for det lykkedes på en helt særlig måde og var en enestående oplevelse. Men der er virkelig mange ….. ”

SIDE 33 – Du er med på det helt ”LIVE hele vejen” fra Sebastian og skal igen med ham på turne i 2021. Kan du sætte lidt ord på det mangeårige samarbejde – og hvad det er der gør at Sebastian her 50 år inde i karrieren stadig er lige relevant og vedkommende på den danske musikscene.

GH – ”Sebastian er jo en ener. Jeg har været med ham i over 20 år. Og hver eneste gang jeg står på en scene med ham og hans sange – eller i et indspilningsstudie – så slår det mig, hvor høj kvalitet hans sange har. Han er jo en sand mester, forstået på den måde, at han mestrer at komponere de sange han selv ønsker at skrive. Og hans palet er ENORMT stor.

Sebastian kan – som meget få danske sangskrivere kan – forene generationer. Det er ganske enestående. Og jeg/vi oplever det jo, når vi spiller live, hvordan flere generationer inden for en familie sidder sammen og har en dejlig oplevelse sammen. Det er jo fuldstændig uovertruffen at være en del af. Og nu bliver jeg da også spurgt, om jeg vil synge “Stille før storm” live, når Lis Sørensen ikke er der (og det er hun ikke så tit), og det tager jeg da som et kompliment. Det er en stor sang.”

SIDE 33 – At holde en karriere som sidewoman kørende i så mange år må også kræve sit – ikke mindst når vilkårene og økonomien omkring indspilninger mv. har ændret sig. Hvad tænker du gør en god sidewoman/sideman, ud over at man selvfølgelig skal kunne sit håndværk til fingerspidserne? 

GH – ”Man skal være utrolig god til at huske sig selv på, hvorfor man lever det liv som man gør. Ellers bliver man hurtigt en sur og gnaven en af slagsen. Og måske også ked af det. For der er jo ingen sikkerhed eller økonomisk tryghed. Så kommer der nemt for mange stimulanser ind over og det skal man holde sig fra.

– Derudover skal man være utrolig omstillingsparat, som det jo hedder. Og – meget vigtigt – man skal gøre op med sig selv, hvad man IKKE har lyst til at gøre for, at forblive i branchen.”

SIDE 33 – Debatten om sexisme raser i disse tider, også i musikbranchen. Har du en mening om emnet – måske endda nogle oplevelser eller løsninger?

GH – ”Det hedder jo “sex and drugs and rock ‘n’ roll” og det bliver det nok ved med. Og ja, jeg har bestemt en holdning til emnet, der jo i bund og grund handler om magtmisbrug. Og ja, jeg har oplevet mange episoder med magtmisbrug, hvilket også har gjort mig så træt af musikbranchen. Det er måske også derfor, at der er så få “voksne kvinder” i musikbranchen. Man bliver så træt af det ……Men musikken er der jo stadig.

–  Som korsanger kan man f.eks. blive forvekslet med en “glædespige”, og det kan der godt komme nogle lidt pudsige situationer ud af. Man vil jo helst selv bestemme, hvem man vil glæde og – ikke mindst – hvordan.

– Debatten er skarp og god lige nu. Særligt er det interessant, at vi kvinder er ved at opdage, at vi også selv er en del af den kultur. Det er ikke udelukkende “mandens skyld”. Og vi er nødt til at forstå, at det ikke er den enkelte kvindes problem. Det er vores alles problem. Hvis vi holder vores oplevelser for os selv, så forbliver det et personligt problem. Og det skal det ikke være, for det ER det ikke.

– Så stor respekt til de mennesker, der som kendte mennesker deler deres personlige oplevelser i den brede offentlighed- og dermed gør dem (ja) officielle. Det er meget modigt.”