Der lugter lidt af fisk! Mågerne skriger og der er havblik i havnen på Skagen, hvor jeg møder en smilende og glad Kasper Daugaard til en snak om hvordan hans liv er, som sidemand og som mand i musikkens tegn.

Kasper Daugaard er opmærksomheden selv og yderst let at være i selskab med, og der går ikke lang tid før jeg både kan se, høre og mærke at jeg sidder over for et menneske, der oprigtigt interesserer sig for andre  end sig selv og viser en bevågenhed omkring den verden vi alle er en del af.  Der opstår hurtigt et energisk ping-pong energifelt af spørgsmål begge veje. Tiden går i stå i en meget medrivende snak.

SIDE 33 – Hvad er din indgangsnøgle til hele den store musikalske verden. Hvordan startede det hele – og hvorfor var det tangenterne der blev dit valg?

KD – ”Som helt lille purk blev jeg passet en del hos mine bedsteforældre, der boede i en stor lejlighed på Frederiksberg. Morfar holdt meget af klassisk musik, gerne afspillet så højt som muligt. Mormor var mere til Kandis. Begge to meget hjertelige, kærlige og lune mennesker med højt til loftet og udpræget humoristisk sans. Ingen af dem spillede selv et instrument, men et klaver – det havde de, naturligvis. Når jeg kom i deres hjem, måtte jeg stort set alt. Og klaveret var af uforklarlige årsager det, jeg allerhelst ville lege med, til trods for der ikke manglede børnelegetøj.

Jeg kan ikke selv huske det, men er blevet fortalt, at jeg ville spille på klaveret, før jeg selv kunne sidde op. Men mormor holdt mig gerne fra ikke at drætte ned af klaverbænken, og så gav jeg ellers ”koncert” for dem. Selvom det ikke altid lød så godt, var de sikre på, at jeg var den nye Mozart. De to søde mennesker.

Da jeg blev 5-6 år, kom der en dag to flyttemænd ind ad hoveddøren hos min mor, slæbende på mine bedsteforældres klaver. Min mormor og morfar flyttede til en mindre lejlighed og forærede mig klaveret. Sidenhen stod det på mit lille børneværelse, og jeg spillede altid minikoncert for dem, når de kom på besøg. Henad vejen blev jeg lidt bedre, sagde de.”

SIDE 33 – Du spiller i mange forskellige sammenhænge – Hardinger Band, B-Joe, The Grenadines. Er det samme værktøjskasse du bruger hver gang og samme indgangsvinkel du går ind med i de enkelte sammenhænge? 

KD – ”Da jeg startede med at spille musik, var det af ren og skær nysgerrighed. Da jeg blev lidt bedre, førte nysgerrigheden til fornøjelse og fordybelse. Trangen til at spille musik er som en forelskelse. For nogle bliver forelskelsen aldrig gengældt, f.eks. hvis talentet ikke rækker, og så bliver det ofte en ulykkelig forelskelse. Jeg har heldigvis altid oplevet den som gengældt, og så bliver det til en livslang kærlighed. Det er selvværdsopbyggende at dygtiggøre sig, så det lå i kortene, at jeg måtte gøre musik til min levevej. Og vil man leve af at spille musik, hjælper det at være dynamisk – så har man mange flere muligheder.

At spille i mange forskellige sammenhænge er for mig lige så naturligt, som det er for de fleste ikke at gå i det samme tøj hver dag. Den ene dag tager man skjorte og slips på, den næste hoodie og sneaks. Jeg er stadig den samme inderst inde, og min musikalitet har mange facetter, som jeg holder af at udforske. Det holder mig skarp, tror jeg.”

SIDE 33 – Som søn af Kim Daugaard er du vokset op med Shu-bi-duas sangkatalog. Giver det en anden tilgang til din rolle og dine bidrag til Hardinger Band i dag? – og kan du undgå at have bare lidt ærefrygt over at skulle være med til at løfte med sådan en kulturarv? 

KD – ”Det er rigtigt, at jeg har fået Shu-bi-duas sangkatalog som guldkorn til morgenmad, lige siden jeg var lille. Jeg har været med på samtlige danske musikfestivaler, før jeg fyldte 10 år, og jeg har set min far stå på scenen og spille foran mange tusinde mennesker gennem årene. Sangene er en del af mit DNA, og jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg har dannet min egen musikalitet og smag omkring deres sange.

De andre i Shu-bi-dua vidste også godt, at jeg selv spillede meget og kunne alle deres sange, og da jeg var barn, jokede de ofte med, at jeg da skulle spille med dem, når jeg blev lidt større. Når jeg i dag står sammen med min far og de andre på scenen, så virker det for mig som en naturlig forlængelse af min barndom. De havde nok ikke forestillet sig, at de selv ville blive ved så længe.

Jeg nyder det vældig meget – og det siger de også, at de gør. Og så kan jeg teksterne, når de selv glemmer dem en gang imellem.”

SIDE 33 – Du blev født som en søn af en af vores lands mest kendte og folkekære musikere – og blev selv internationalt berømt som medlem af Lukas Graham – men virker nu til at finde dig strålende tilpas på de mindre scener uden de største spots. Betyder berømmelse og kendisfaktor reelt noget for dig – og hvad har du generelt gjort personligt for at håndtere begge dele igennem livet?    

KD – ”Det er fedt at blive genkendt. Men det er endnu federe at blive anerkendt.

Jeg spiller musik, fordi jeg ikke kan lade være. Berømmelse har aldrig været en drivkraft for mig – til tider har det endda været en hæmsko. Når man bliver et kendt ansigt, så ændrer mange folk opfattelse af en. Der er pludselig unaturligt mange mennesker, der gerne vil kende dig, men der er præcis lige så mange, der pludselig har en mening om dig. Det kan være udfordrende for balancen, hvis ikke man står godt og grundigt på sine ben i forvejen.

Jeg er dybest set et temmelig privat menneske. En ting, der kan ærgre mig lidt i dag, er, at jeg nok var lidt for længe om selv at opdage det. Så da Lukas Graham slog igennem i hele verden på ganske kort tid, intensiveredes den naturlige opmærksomhed også hurtigt på mig. Det var meget overvældende. Jeg blev til tider en temmelig dårlig version af mig selv – ikke mindst over for mine gamle venner og mine nye venner i bandet.”

SIDE 33 – Du var med på en gevaldig optur som medlem af bandet Lukas Graham fra 2012 – 2016, men du valgte af stoppe i bandet. Er det et valg du nogle gange kan fortryde, nu hvor du ser at Lukas Graham’s succes ikke ligefrem er blevet mindre med tiden? 

KD – ”Den gode side af historien omkring Lukas Graham og mig er, at det var den rigtige beslutning at stoppe i bandet. Vemodigt, trist, men alligevel den rigtige.

Lukas, Mark og Magnus var de personer, jeg havde brugt absolut mest tid med i de 4-5 år, vi spillede sammen, og vi har utallige vidunderlige oplevelser i bagagen. Vi var bandet, der kunne alt sammen. De tre gutter var på det tidspunkt nogle af mine tætteste relationer – vi kunne tale om alt og grine og græde sammen over de ting, som livet bød os – og det var mildest talt ikke så lidt. På godt og ondt.

Men jeg var ikke klar til at kapere den store opmærksomhed, der fulgte med på det tidspunkt, og jeg mistrivedes derfor mere og mere i bandet. Det begyndte så småt også at tære på venskabsbåndene mellem os, og det skulle ikke sættes over styr. Jeg stoppede i bandet og talte nærmest ikke med dem i lang tid derefter, mens jeg stille og roligt kom til hægterne igen. Det har taget flere år for mig at bearbejde det hele, men jeg er glad for at kunne sige, at jeg er kommet styrket ud på den anden side i dag. Jeg har det bedre end nogensinde før. Alene af den grund er der intet at fortryde.

Siden mit exit er der sket meget i bandet. De har lavet endnu et pissegodt album, som storhitter i hele verden. Lukas er blevet far til to. Life goes on – de er stadig mine gode venner, og jeg ønsker dem al mulig succes fremover. Vi har været på en rejse sammen, som jeg ikke ville have undværet.”

SIDE 33 – Når du ser tilbage på din tid i Lukas Graham – hvad står så tilbage som de største oplevelser – de virkelige varige minder?  

KD – ”Det ville være uoverskueligt at remse de største minder op. For når man turnerer med et verdenshit, så er hver dag et nyt eventyr. Jeg ville ønske for alle mine musiker kollegaer, at de kom til at opleve det. Bare én gang i livet.

Til november 2020 kommer filmen om Lukas og os andre, når ”7 years of Lukas Graham” har premiere i biografer over hele landet. Jeg har ikke selv set filmen endnu, men jeg ved, at den går tæt på alt det, som vi har været igennem. Den glæder jeg mig til at se.

En ting, som imidlertid gjorde stort indtryk på mig var, da Lukas for nylig ringede til mig spurgte, om jeg mon havde lyst til at mødes og spille lidt sammen igen? Det nuværende indrejseforbud gør, at Lukas’ amerikanske pianist ikke kan komme til Danmark – så jeg sagde ja! Vi spillede sammen for første gang igen på toppen af Øresundsbroen og efterfølgende to solide koncerter på Gæstgivergården i Allinge på Bornholm efter mere end 4 års spillepause fra hinanden. Magien og kemien har vi stadig sammen, ikke mindst på scenen.”

Se video her – https://www.facebook.com/LukasGraham/videos/339552140580299 (pga YouTube vs. Koda konflikt er det ikke muligt at linke til YouTube video)

SIDE 33 – Det må have føltes som at stå ved en skillevej, at stoppe i Lukas Graham. Hvordan kom du videre derfra, og hvad har ligget til grund for de valg af musikalske samarbejdspartnere du siden har taget? 

KD – ”Nogle mennesker har det bedst ved at arbejde inden for de samme rammer en hel menneskealder. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil hellere afsøge en masse forskellige tilværelser i det samme liv – vi er her alligevel så kort, så hvorfor ikke prøve flere ting? Da jeg stoppede i Lukas Graham, var det fordi, at jeg skulle noget andet. Jeg skulle først og fremmest have styr på mig selv.

Jeg har tidligere lavet musik til tv-programmer, film og reklamer, som typisk er meget konkrete, musikalske bestillingsopgaver, og det hverv tog jeg op igen. Jeg trives rigtig godt med at skrive musik på bestilling.

Jeg begyndte at turnere med Hardinger Band igen – denne gang på keyboards. Jeg var oprindeligt med fra starten i bandet, hvor jeg spillede bas, men min far tog over på den plads, da Shu-bi-dua stoppede, og Lukas Graham tog fart i 2013.

En efterårsdag i 2017 – halvandet års tid efter at jeg trådte ud af Lukas Graham – var jeg med min kæreste på Husets Teater på Vesterbro i København. Her medvirkede en musiker i forestillingen ”Min mor siger”, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg blev meget betaget af og tænkte – ham MÅ jeg spille med en dag. Han var simpelthen så pissegod! Så god, at jeg tog ind og så forestillingen igen. Jeg var helt på røven over hans kompositioner og hans performance. Han hed Laurits Emanuel. Det hedder han i øvrigt stadig.

Vi faldt i snak efter forestillingen og talte om bl.a. Shu-bi-dua, hvor vi begge kunne alle sangene udenad. Han fortalte også om sit band, The Grenadines, og et par uger efter vores første møde ringede Laurits til mig og sagde, at de manglede en pianist til en koncert. Om jeg mon kunne have lyst til at være med? Jeg sagde naturligvis ja, og jeg har spillet med The Grenadines lige siden. I 2019 spillede vi på mange af de store danske musikfestivaller, og vi udgiver snart ny musik – denne gang på dansk. Stay tuned… Vi glæder os meget til at udgive på Dansk og forventer at være klar november 2020.”

SIDE 33 – Man ser dig altid med masser af energi, overskud og spilleglæde – men er der også en anden side af dig, som vi ikke lige ser mens du på scenen?

KD – ”Musik er for mig et håndværk, et sprog, om man vil – hvis man øver sig og har lidt talent at skyde genvej med, så bliver man god, ligesom med så meget andet. Den er ikke længere end det. Jeg har et godt sprogøre for musik – absolut gehør, og når jeg spiller, så ser jeg det meget som at indgå en non-verbal dialog med de andre på scenen. Hvis kemien er der, og man ”taler godt sammen”, kan man ikke undgå at have det skideskægt. Og så er det ret sjovt at være god til noget, som folk bliver imponerede over og godt gider at lytte til igen og igen.

Jeg er et videbegærligt menneske, jeg får konstant nye ideer og forsøger hele tiden at tillære mig nye færdigheder. Udover musik interesserer jeg mig for alt fra natur, verdenshistorie, byhistorie, økonomi, skuespil, periodefilm til scuba dykning, veteranbiler, dyr (især hunde), gør-det-selv-projekter, skiløb, golf, madlavning, øl og vin.

Når jeg i en periode har været meget på scenen, søger jeg ro og fordybelse. Når stilheden så bliver for larmende, søger jeg tilbage til rampelyset. Jeg er det meste af tiden et privat menneske ved siden af scenen. Antallet af mine tætte venner kan tælles på en hånd, og når jeg ikke ses med dem eller med min familie, så holder jeg af at bruge tid alene.”

SIDE 33 – Hvis du skulle fremhæve de største musikalske oplevelser du har haft i alle dine år som aktiv musiker, og hvor du selv har spillet en rolle, hvilke ville du så pege på? 

KD – ”Jeg har spillet foran mange tusinde mennesker. Jeg er blevet set af millioner af seere, da jeg spillede på nogle af de største talkshows i verden. Jeg har spillet koncert på toppen af Øresundsbron og på The Strip i Las Vegas. Det er svært at fremhæve en bestemt oplevelse. Alligevel er der en situation, der skiller sig lidt mere ud – noget, der er musikalsk på en anden måde end i ordets klassiske forstand.

Min sidste koncert med Lukas Graham i USA var til Billboard Awards i 2016. Det var, da sangen ”7 years” havde taget verden med storm. Inden vores lydprøve stod jeg og talte med en meget interessant kvinde, som jeg faldt i snak med foran scenen. Hun var lige blevet færdig med sin egen lydprøve. Hun sang fantastisk, men jeg anede ikke, hvem hun var på det tidspunkt, og det var i grunden heller ikke relevant for snakken.

Hun var begavet, venlig og smuk. En stærk personlighed, ligefrem og alt andet end overfladisk, hvilket desværre er usædvanligt i vores branche. Et helt igennem godt menneske, det indtryk fik jeg med det samme. Jeg boksede som sagt selv med en del ting på det tidspunkt i mit liv, men hun så mig og mødte mig lige der, hvor jeg var og havde brug for at blive mødt. Det var virkelig rart at stå der og vente sammen med hende. Til trods for at vi nok kun talte sammen en halv times tid, nåede vi at tale om stort og småt. Det var ikke flirtende. Vi grinede bare sammen ogberørte også følsomme emner – det var befriende at tale med hende. Det var som om, at vi ikke var fremmede for hinanden. Vores møde gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg tror, at vi kunne have talt videre i mange timer. Vores snak blev imidlertid afbrudt, da scenen var klar til vores lydprøve, og jeg hurtigt måtte sige farvel til hende. Jeg mødte hende desværre ikke igen bagefter.

Senere samme aften fandt jeg ud af, at kvinden, som jeg havde talt med, hed Ariana Grande, og hun synger i øvrigt stadig fantastisk. Hende glemmer jeg aldrig.”

SIDE 33 – Musikåret 2020 har mildt sagt været anderledes, hvad skal der til for at redde det i din bog og med din kalender? 

KD – ”Mit bud på en normal hverdag som før 2020 har lange udsigter. Før der kommer en vaccine mod covid-19, får vi ikke festivaler med fællessang og tusindvis af mennesker skulder mod skulder igen. Pandemien har ramt mange brancher, og vi skal passe på hinanden.

For mit vedkommende har det også haft store konsekvenser. Jeg havde ca. 30 festivalkoncerter, som jeg skulle have spillet hen over sommeren samt en længere efterårstourné, der alt sammen er blevet aflyst. Og de hjælpepakker, der har været tilegnet vores branche, har bestemt hjulpet – og tak for det – men de har desværre ikke kunne udgøre for det økonomiske tab, som jeg har lidt.

Jeg har kæmpet intenst for at omstrukturere min tilværelse og få faste engagementer i kalenderen fremover, så jeg klarer mig, om end slet ikke i samme tryghed som tidligere. I og med at prognosen for samfundets indretning i fremtiden er så usikker, og folk slækker på myndighedernes krav i en sådan grad, at regeringen ikke føler sig tryg nok til at åbne samfundet mere op igen, er mit sikkerhedsnet rent økonomisk truet. Så uanset om man er enig eller ej i myndighedernes anbefalinger og regeringens politik, så ville jeg ønske, at folk ville respektere de retningslinjer, der er stukket ud. Om ikke andet så for, at vi kunne få åbnet samfundet op igen så hurtigt som muligt. Det afhænger mit og mange af mines kollegers økonomiske grundlag af.

Jeg tager nu flere bestillingsopgaver på musik og speak til TV, film og reklamer ind, end jeg har gjort tidligere. Det sidder jeg og producerer i mit lydstudie til daglig, og sådanne opgaver er ikke på samme måde påvirket af myndighedernes restriktioner, som koncerter og lignende.”

SIDE 33 – Hvad skal der være plads til – udover musik – i dit liv?

KD – ”Der skal være plads til indre ro. Jeg bor i København, men jeg holder faktisk meget af at tage ud af byen og få et break fra larmen. Frisk luft smager trods alt bedre end byens støv, og solsortens sang kommer også tydeligere igennem uden for kommunegrænsen.”

SIDE 33 – Hvad kan slå benene væk under dig?

KD – ”Sild og snaps. Og en glidende tackling. Derudover er jeg nok ikke så nem at imponere.”

SIDE 33 – Hvad gør en forskel i dit liv?

KD – ”Det gør en forskel i mit liv at kunne dele det med dem, som jeg elsker og holder af. Ellers ville det blive kedeligt og ensformigt. Jeg tror, at det er vigtigt at have ærlige mennesker omkring sig – at omgive sig med mennesker, som tør sige deres mening, og som man kan være uenige med. Det er vigtigt at være uenige for at blive klogere. Og så er det altså ogsålidt sjovere at være to til at grine sammen af det hele bagefter.”

SIDE 33 – Har du nogle musikalske forbilleder? – og hvilken musik lytter du til af ren og skær fornøjelse?

KD – ”Jeg holder meget af Niels Hausgaard. Ikke så meget på grund af hans sange, men på grund af det, han har på hjerte, og den måde han leverer det på. På fuldstændig samme måde har jeg det med Anders Matthesen. De sjusker aldrig med leveringen af deres budskaber, og refleksionerne og pointerne står knivskarpe hos dem begge. Det er godt håndværk leveret af mennesker, som man kan mærke helt ud i krogene.

Desuden er jeg underligt sommerforelsket i Benjamin Havs tekstunivers. Hans tragikomiske hverdagsfragmenter, som på en god dag bliver til en mosaik afhelstøbt poesi strøget med et krøllejern. Hans tekster smager virkelig af noget, fordi man kan mærke, at der er varme kul på grillen. Jeg kan godt den dag.

Jeg kan komme i tanke om mange, mange flere, men jeg er bange for, at der er snart ikke er ”flere toner” i printeren…

Musik, som jeg lytter til for min fornøjelses skyld? Jeg arbejder tit til sent ud på aftenen, og når jeg kører hjem, hører jeg næsten altid klassisk musik på P2. Det runder dagen godt af og inspirerer mig ofte til at skrive sange selv. Måske et soloprojekt en dag. Hvem ved?”