Sidste single fra Blind Vej Hjem inden debutalbum

”Vil du have den rene vare – så se videopremiere her”

Fotograf: PRESSEFOTO

Den 17. juni havde vi her på siden fornøjelsen af at have videopremiere på den anden single ”Krystalkvinder” fra det nye band Blind Vej Hjem, der består af ganske rutinerede og etablerede kræfter fra den danske musikscene – Rasmus Elk Olsen, Nis Tyrrestrup og Peter Leth.

De mødte oprindeligt hinanden i 2002 i bandet Naut, der blev opløst nogle år efter, men skabte grobund for medlemmernes videre færd på den danske musikscene, hvor de hver især har været vidt omkring.

Rasmus Elk Olsen har udgivet et enkelt soloalbum, og har ellers primært fungeret som tekstforfatter og producer. Peter Leth har også udgivet et soloalbumunder navnet Lost Atom, ligesom han har været bredt omkring som både trommeslager, komponist og producer. Nis Tyrrestrup har spillet med diverse artister og er aktuelt med i Love Shop.

I 2013 genfandt de tre de musikalske og de personlige bånd, som de skabte dengang, og siden har de haft et fælles musikalsk fristed, hvor de kunne mødes og skabe. I første omgang uden fokus på retning og mål. Dette frirum, som passende kaldes Blind Vej Hjem har nu alligevel ført til de ti sange, som udgør bandets debutalbum, der udkommer 20. august 2021.

Produktionen tager udgangspunkt i sangskrivningen og det umiddelbare arrangement som opstår mellem de tre i øvelokalet, hvor optageudstyret står klar. Alle grundlæggende roller er således optaget live, frisk fra momentet hvor de opstod, og efterfølgende er der eksperimenteret med analoge synth, vokal effekter og vintage samplere.

Den 6. august er bandet klar med sidste single inden debutalbummet. Der er tale om nummeret ”Clean”, der med et stædigt britisk tonet 80’er beat griber det maniske i fortællingen.

Forsanger Rasmus Elk Olsen siger om sangens tematik:

” ‘Clean’ er en sang, der beskriver virkelighedsflugt som et grundvilkår. Som sunget af en erfaren misbruger, der med kendskab til alle smertestillende midler har isoleret sig selv bag tremmer, men kun af frygt for ikke at kunne holde sig fra kærligheden.”

‘Clean’ har også har fået sig en billedside, som vi altså eksklusivt kan præsentere som videopremiere. Selve debutalbummet ‘Blind Vej Hjem’ udkommer på vinyl og digitale formater, og vinyludgaven udsendes i 300 sorte eksemplarer.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.