Simone Tang er tilbage med singlen “Feelings”

”Med følger der en flot animeret mood-video”

Fotograf: PRESSEFOTO

32-årige Simone Tang lærte sig selv at spille akkorder ud fra gehør, da hun havde fået en guitar i konfirmationsgave. Det har givet hende en intuitiv indgang til at skabe sin egen musik. Den slags, der mere vokser på ørets frie vej end via musiklærebøgernes regler og dogmer.

I 2004 medvirkede hun i MGP med hendes egen sang ”Hvorfor gik du din vej”. Men det var ikke kun musikken hun brugte hendes kreative energi på. Fem år senere debuterede Simone således som skuespiller med den kvindelige hovedrolle som Agnete i Nils Malmros‘ film “Kærestesorger”. Det indbragte hende den største kvindelige filmpris i Kina. Samarbejdet med Malmros fortsatte i hans film ”Sorg og glæder” fra 2013, og året forinden havde hun også en rolle i DR’s succesfulde julekalender ”Julestjerner”.

Men musikken har hele tiden spillet meget mere end en birolle for Simone Tang, der udover guitar også mestre klaver, banjo og bas. I 2019 udgav hun sin engelsksprogede debutsingle “Shame”, der nu er streamet mere end 534.000 gange, og siden fulgte singlerne ”Smiling”, ”We Never Dance” og ”Vera”.

Du kan såmen siden også have set hende hvis du har været til Peter Sommer eller C.V. Jørgensen Teaterkoncert, og du har måske hørt hendes vokal på Artigeardit’s nye album.

Hun har også netop været på tour som korsanger for Tomas Høffding, men er nu klar til at træde helt frem i spotlyset igen. For hun er først og fremmest artist i eget navn.

I en lille lejlighed på Amager, skriver, indspiller og producerer hun sine sange. Og første resultat af de anstrengelser er ude i dag i form af singlen ”Feelings”.

“Feelings” er skrevet ud fra egne oplevelser, og handler om når man er så ulykkelig forelsket at man med de helt store følelser uden på tøjet, kan komme til at gøre lidt halv ynkelige ting, især ovenpå lidt for meget alkohol.

Simone Tang har skrevet og produceret sangen, der med lyden af 70’er trommer, stort kor, sprød guitar og en god portion selvironi, læner sig op af både R&B, Soul og Pop. En absolut straks fængende ørehænger med masser af krymmel. ”Feelings” folder sig nutidigt ud, med et lumsk blik i bakspejlet, mens de fængende melodilinjer løfter det til et af den slags helhedsindtryk, der kalder på en gentagelse.  Det hele skabt med hjælp fra Tobias Kaastrup Nielsen (bas) Rasmus Esbjerg Rydahl (guitar) og Antonia Mrsic (kor).  

”When I try to be cool, I end up like a fool” synger Simone Tang undervejs, men der er nu ingen tvivl om, at det fejlslagne forsøg pudsigt nok er endt i en af årets foreløbig mest cool old-school sange. Fans af f.eks. Eee Gee bør nok tage chancen med et sidespring her.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.