Singleaktuelle Steph Grace tager på tur med Sean Rowe

”Gæster til December Århus, Malmø og Falkenberg"

Fotograf: Brian Selander

I dag udkommer singlen ”As Far As I Can Go” (digitalt) fra den australske sangerinde og sangskriver Steph Grace. En single, der er med til at understrege at vi her har at gøre med meget mere end et D.I.Y. talent.  Hendes tidligere udgivelser – 2 Ep’er og 1 album (udgivet på eget selskab) – findes i øvrigt under navnet Stephanie Grace, men på grund af navne sammenfald med en anden kunstner er det nu forkortet til Steph Grace.

I foråret sad en lille sluttet kreds af nysgerrige musikelskere, og så Steph Grace – solo – som opvarmning til amerikanske Rod Melancon, der med fuldt band, James Dean look og Marilyn Monroe tattoo, var klar til at indtage hovedrollen på Bartof Station med hud, hår og inventar.

Men med charme, selvtillid og fantastiske nærværende og velskrevne sange formåede Steph Grace, alligevel at stjæle lidt af billedet, og gøre de fleste i lokalet akut musikalsk nyforelskede.

Hun er i disse år bosiddende i Berlin – og der bliver hun formentlig det næste stykke tid, hvis man skal tage titlen på hendes nye single for pålydende. En af disse sange, der stille og roligt spiller sig ind under huden på en – indtil det pludselig sidder svejset fast i musikhjertets store skattekammer af små perler.  

I det månedlige nyhedsbrev vi sender ud til medlemmer af ”Fællesskabet Side” stiller vi hver gang 3 spørgsmål til redaktionen Kurt Baagø og Mads Kornum – blandt andet spørgsmålet ”Hvilke 2 sange har du lidt svært ved at give slip på i øjeblikket?”.

Til det spørgsmål svarede Mads Kornum i seneste udgave blandt andet –

Den 13.09 udkommer nummeret ”As Far As I Can Go” med australske – men i Berlin bosiddende – Steph Grace. Det bekræfter heldigvis det berigende indtryk, som man fik af hende live i foråret, da hun var på Bartof Station, som opvarmning til Rod Melancon. Det er et skønt og tilbagelænet singer/songwriter nummer med masser med nerve og nærvær, og understreger at vi har at gøre med en talent, der umiddelbart har lige der ekstra i alle led”.  

Hun skal i øvrigt optræde på Reeperbahn Festival (18.-21-09.19) i Hamburg her i september og det samme skal danske Penny Police, som pudsig nok rummer mange af de samme dragende kvaliteter som Steph Grace. De udstråler begge en frydefuld ro, der tankevækkende nok er skabt på et aktivt – men altid ulmende og uroligt grundlag, og et søgende sind.

Til december er der mulighed for at opleve Steph Grace live – når hun er 08.12 træder ind på VoxHall i Århus som opvarmning til Sean Rowe – en amerikaner med en kælderdyb stemme ud over det sædvanlige drager nord på – og bor man tættere på den svenske grænse, ja så kommer Rowe og Grace også forbi Folk å Rock i Malmø den 09.12 og i Falkenberg den 12.12.

Sean Rowe er også offentliggjort som en af navnene på Tønder Festival 2020.   

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.