Bag kunstnernavnet Penny Police gemmer sig sangerinden og sangskriveren Marie Fjeldsted, der kalder sig selv introvert anti-stjerne, og som sådan skaber hun en varm og drømmende pop-lyd, pakket nænsomt ind i ofte ganske begavede kompositioner. Foreløbig har det resulteret i et album – helt tilbage i 2012 – og siden fire EP’er.
Hun evner stemningerne og følelserne i musikken – og formår på smuk vis, at finde en personlig drivkraft og stemme, som er både smittende og betagende. Nu er der så endelig et nyt album “Be Lucky”, som udkommer via Celebration records den 27.09, og den anden single “Make It Move”, med tilhørende video er netop udsendt i dag.
Og den dæmper bestemt ikke forventningerne! Den er kort og godt en ren og skær skønhedsbehandling af øregangene. Tjek selv.