”Punk for pirates” kalder det midtjyske punkrockband Skullclub deres igangværende jubilæumstogt. Et seksmands stort band, der altid er ladet med tonsvis af energi og anarki og altid har velkomne overraskelser med på scenen – og et band, der igennem 11 år har opbygget en loyal og stor fanskare, der ved at mindst en ting er sikkert når Skullclub går på scenen – DER SKER NOGET!
Stilen er er også blevet kaldt søsyg punk-metal-folk med masser af hurlumhej og rom! Fakta er at de med deres eget særegne mix af punk, folk, sing-along og rock ’n’ roll rammer noget, der åbenlyst har været savnet på den danske musikscene. Noget der gør at Skullclubs publikum er en solid blanding af alt lige fra den bankfuldmægtige til havnearbejderen, fra direktøren til den bartender, der serverer for ham. Alle har de det til fælles, er at de gerne vil have en oplevelse, der bryder med hverdagens trummerum.
Derfor valfarter et større og større antal publikum til deres koncerter – også i en tid hvor koncertbilletter ikke ligefrem er tidens varmeste salgsvare. De har turneret siden midten af august – og flere steder er TOTALT UDSOLGT skiltet kommet i brug. Senest ved nogle buldrende brag af koncerter i først den nye nordlige rockborg i Helsingør – Karosserifabrikken – og senest på det charmerende spillested GODSET i Kolding, der er beliggende i byens gamle godsbanegård.
Skullclub er vel kort fortalt et slags dansk bud på hvordan bands som Dropkick Murphy’s, Skambankt, Flogging Molly, The Clash, Pogues eller Motörhead ville lyde hvis de nu var vokset op i midtjysk muld. De leverer et hårdtslående tekstunivers, der har glimt i øjet, festen i hjertet, og har koøjet spydigt og skarpt rettet hen imod livets og egne skyggesider. Der skydes med hjemmelavet provokationskrudt for at give os alle et næstekærligt wake-up call.
Bandet har i årenes løb haft flere forskellige medlemmer – og eneste tilbageværende originalmedlem er forsanger Troels Bjorholm. Ud over ham består bandet anno 2021 af Jonas Quist, Andreas Steinmeyer, Christoffer Skau, Simon Møller Andersen, og Ali Jablonowsky. På Godset var de som en overraskelse gæstet af et par af deres tidligere medlemmer Morten Husted og Thomas Andresen Ebdrup
De arbejder aktuelt på deres tredje album. Deres debutplade ”Gamle ar og nye tænder” udkom i 2014, og fem år senere landede deres seneste udgivelse ”Smækhugger” – og begge har i dag noget der minder om kultstatus. Tilbage i 2011 og 2013 udgav de desuden de to EP’er ”Død og kritte” og ”Klyng dem op”.
Ovenstående citat fra vores gode kollegaer fra GFR er en beskrivelse, der langt fra er helt skudt ved siden af. Det kunne Side 33’s udsendte – Fotograf Frank Nielsen – bekræfte efter nok engang at havde været en del af en Skullclub koncert og en fest, der reelt ikke tåler sammenligning med ret meget på den danske musikscene lige nu.
Men skal du opleve dem LIVE, så skal du altså ikke være for nølende – for de sælger stærkt. Godt nok ikke helt lige så stærkt som Ed Sheeran – men ”hot stuff” er de i hvert fald – og der kun to koncerter tilbage i kalenderen for 2021 – den oktober på SG25 i Haderslev den 20. november og Musikhuset Posten i Odense den 30. december.
Vi fik os en snak med SKULLCLUB om reaktionerne på “Punk for pirates” turen – og om hvad fremtiden mon kan ventes at bringe af nye søsyge tiltag, der kan holde festen i gang.
INTERVIEW:
SIDE 33 – I en tid hvor mange spillesteder og artister sukker over at det er svært at sælge billetter – har I siden 20. august været på togt med jeres ”Punk for pirates” jubilæums tour.
I har været vidt omkring – på udebane i Tyskland – to dage i rockens højbord High Voltage i København, på Voxhall i Århus i forbindelse med festugen – og så har i for nylig spillet to udsolgte koncerter på først Karosserifabrikken i Helsingør og senest på hjemmebanen Godset i Kolding.
Kan I sætte lidt ord på hvordan de seneste par måneders optur har være oplevet fra jeres side – og ikke mindst hvordan det var igen at stå på den matrikel i Kolding, hvor det hele startede for 11 år siden?
SKULLCLUB – ”De sidste par måneder, har vi I Skullclub været ude og spille for et Danmark som tydeligvis har savnet livemusikken. Vores publikum har i den grad været gavmilde med skulderklap og positive tilkendegivelser og det vi har taget med os hjem, er de mange der har fortalt os, at de har savnet netop os igennem de sidste 1,5-2 år.
Først og fremmest er vi blæst fuldstændigt bag over, efter den helt fantastiske opbakning vi har modtaget, her igennem den senere tid. Vi har på denne tour fået så mange skulderklap og positive tilkendegivelser, at det kan være svært helt at kapere.
Da vi i foråret bookede Punk For Pirates tournéen, blev vi mødt af en meget stor velvilje fra spillestederne og da vi endeligt annoncerede den, var der nærmest stormløb på vores facebookside og indbakke – vores fans og følgere har været så utroligt søde, til at skrive kommentarer, tagge deres venner i opslag og på den måde hjælpe til med, at gøre opmærksom på de koncerter vi skulle spille. Måske det er derfor at vi har haft et ganske pænt fremmøde til de koncerter som vi har spillet.
Kulminationen af mange års hårdt arbejde, kom så endeligt på Godset i Kolding, hvor 700 mennesker havde løst billet for at se Skullclub. Det var ret vildt at gå på scenen og kigge ud over så mange mennesker, der stod måske 200 folk iklædt den hvide sømandshat, som efterhånden er blevet en fast del af uniformen blandt vores fans og endnu flere i forskellige udgaver at vores T-shirts – man taber næsten pusten af bare taknemmelighed, når så mange mennesker vælger at skilte så tydeligt med at de kan lide det vi laver.
Fra første koncert på Pitstop i November 2011, da vi havde release på vores første EP ”Død & Kritte”, hvor der vel var omkring 250 og se os spille, efterfølgende udsolgte koncerter på selvsamme scene, hvor i blandt vores julekoncerter, til at måtte rykke over på Godset fordi der simpelt var for mange der ikke fik billet, til nu at kunne sige at vi har spillet et Udsolgt Godset – det gør os helt utroligt glade, at der er så mange mennesker der mener vi har nok at byde på, til at de så trofast møder op gang på gang.”
SIDE 33 – Hvad er det generelt I som band håber og ønsker at kunne give folk med hjem fra en Skullclub koncert?
SKULLCLUB – ”Et blåt øje og et par bøjede ribben – vil nok lyde forkert. Men ikke desto mindre, er det ikke sjældent at vi får meldinger om fans, der har givet den lidt rigeligt med gas i crowdet og derfor er kommet hjem med mindre skader. Vi ønsker selvfølgelig ikke at folk kommer til skade til vores koncerter, men det at nogen holder en fest, laver mosh-pit og stage diver, måske i en sådan grad at det også kan mærkes dagen efter, har faktisk altid været målet med Skullclub. De fleste bands vil gerne ”holde en fest” for deres publikum –Skullclubs publikum er alt lige fra den bankfuldmægtige til havnearbejderen, fra direktøren til den bartender der serverer for ham. Det de alle har til fælles, er at de gerne vil have en oplevelse der bryder med hverdagens trummerum og det får de når de går ud og hører Skullclub live, fyrer den af og fester, skaber nye bekendtskaber og minder. I Skullclub holder vores publikum en fest for os og vi leverer egentlig bare Soundtracket.”
SIDE 33 – I er et band der har været præget af nogle udskiftningerne i jeres 11-årige levetid – men jeg antager at sådan en ny start styrker holdånden og troen på fremtiden som et levedygtigt band?
SKULLCLUB – ”Efter så mange år udvikler bandmedlemmer sig forskelligt. Nogle stifter familie, får karriere og andre prioriteter, hvilket betyder at det kan være svært at bevare gejsten til at ligge og rage rundt på de danske landeveje klokken lort om natten eller stå i øvelokalet og studiet til langt ud på de små timer, når man godt ved, at i morgen står der to rollinger og råber FAR-ar – livet ændrer sig simpelt hen og så er det ikke altid et band passer ind. Vi har løbende måtte sige farvel til medlemmer i bandet, hvilket altid er lidt trist, for vi er jo bare en stor familie, som alle har det til fælles, at vi elsker at spille den musik vi laver og bare gerne vil spille koncerter og udgive ny musik.”
SIDE 33 – Med den modtagelse på scenerne må det været oplagt med nogle flere koncerter i kalenderen. Lige nu er der blot to koncerter planlagt resten af året. Hvornår får de mange sulte Skullclub fans nogle flere koncerter at kunne se frem til?
SKULLCLUB – ”Ja, vi harto koncerter tilbage i år – SG25 i Haderslev den 20. november og Musikhuset Posten i Odense den 30. december. Så skal vi lige holde fri den 31. december og 1. januar og så er det tilbage i arbejdstøjet. Vi har lidt materiale der skal gøres klar til indspilning og så skal vi i gang med at planlægge næste tourné. Vi har allerede flere interesserede spillesteder, som vi er i dialog med og mon ikke vi også skal et smut på græs i festivalsæsonen.
SIDE 33 – I har ikke udgivet nyt album siden ”Smæghugger” fra 2019 – men i skulle arbejde på Jeres tredje album. Er I kommet nærmerede et forventet udgivelsestidspunkt – og kan der forventes at komme nogle singler ud som forløbere?
SKULLCLUB – ”Vi er som sagt i gang med at gøre materiale til næste plade færdigt. Vi har brugt rigtigt meget tid på vores kommende Album, som selvfølgelig skal bære fanen videre og derfor kræver mere arbejde end vores tidligere albums og EP’er – men sådan har det været hver gang vi har lavet nyt, så er vi blevet mere bevidste om hvilket udtryk vi har ville have og hvilke veje vi har villet gå, men også mere kræsne med resultatet og musikken, hvilket i sidste ende betyder at vi arbejder længe med materialet. Vi skal være helt sikre på, at det er de rigtige sange vi vælger til pladen og at vi laver lige netop det øjebliksbillede som vi kan være stolte af og have lyst til at tage på tourné med.
Helt konkret, så er udgivelsesdatoen ikke præcist fastlagt, men vi forventer at kunne præsentere vores publikummer for nogle af de nye numre, på efterårsturen i 2022. Vi slipper nok en single eller to, i løbet af 2022, for at holde varmen.”