Ry Cooders karriere har vist, at han som oftest stilsikkert og smagfuldt mestrer og gaber over det meste. Den amerikanske multiinstrumentalist, sanger, sangskriver, filmkomponist, kapelmester og producer, født i Los Angeles, Californien den 15. marts 1947, havde allerede en guitar i hånden som tre-årig og forsøgte sig som banjospiller i forskellige konstellationer i starten af 60’erne uden det store held.
Bedre gik det omkring 1965 som guitarist i Rising Sons med Taj Mahal i front. Gruppens eksistens forblev kort, men nåede at inspirere senere navne som Moby Grape, Buffalo Springfield og Grateful Dead med deres særlige mix af blues og folk. Også tiden hos den excentriske og dopede vildmand Captain Beefheart og hans Magic Band endte forholdsvis hurtigt, dog satte Cooder sit præg på Beefhearts første album ‘Safe As Milk’ (1967) som guitarist og arrangør, før andre lukrative tilbud fristede.
1968-69 arbejdede Cooder on and off i studiet med The Rolling Stones, og resultatet heraf kan høres på ‘Let It Bleed’ (1969), ‘Sticky Fingers’ (1971) og ‘Jamming With Edwards’ (1972) sidstnævnte dog krediteret Jagger, Wyman og Watts. Cooder, der er særlig berømt for sit slideguitarspil ved hjælp af et rør kaldet bottleneck på den ene finger af den hånd, der betjener gribebrættet, satte desuden væsentlige musikalske aftryk på lydsporet til kultfilmen ‘Performance’ med Mick Jagger og James Fox i hovedrollerne.
Tjek hans slidespil på Jaggers solosingle ‘Memo From Turner’ inkluderet i den lange version af filmen – ganske enkelt mesterligt. Keith Richards nævner Cooder med stor veneration i selvbiografien ‘Life’ (2010), hvorimod Cooder er en del mere forbeholden, når det gælder Stones, der gik lovlig meget på strandhugst af hans ideer uden kreditering.
Fra skattet sideman, til solist og filmkomponist
Før udgivelsen af sin egen debut-lp i december 1970 bidrog den yderst foretagsomme Cooder til Randy Newmans andet udspil ‘12 Songs’ (1970) og agerede midlertidig stand in for slide kollegaen Lowell George på Little Feats første plade ‘Little Feat’ (januar 1971), da George under arbejdet med den kom alvorligt til skade med sin venstre hånd. Siden fulgte en imponerende stribe af soloalbums, soundtracks og gæsteoptrædener hos andre kunstnere. John Lee Hooker, Gordon Lightfoot, Ali Farka Touré, Eric Clapton, Van Morrison, Neil Young, Linda Ronstadt, David Lindley, The Chieftains, The Doobie Brothers, og Carla Olson & the Textones har eksempelvis nydt godt af Cooders kompetencer ud over de før nævnte.
Blandt de vigtigste og mest kendte udgivelser i hans solokarriere bør ‘Into the Purple Valley’ (1972), ‘Chicken Skin Music’ (1976), ‘Bop till You Drop’ (1979), der er det første fuldt ud digitalt indspillede album udsendt af et stort kommercielt pladeselskab, ‘Get Rhythm’ (1987), ‘Election Special’ (2012) og senest ‘The Prodigal Son’ (2018) fremhæves. Især 80’erne blev et frugtbart årti for Cooder i rollen som filmkomponist. Han havde allerede skrevet scores til flere hårdkogte westerns, før den tyske instruktør Wim Wenders tildelte ham en særligt udfordrende opgave med den guldpalmevindende ‘Paris, Texas’ (1984).
Hovedpersonen Travis (Harry Dean Stanton) lider af hukommelsestab og vandrer rundt for at finde sin identitet og familiære rødder. Travis færden og de imponerede landskaber ledsages på lydsiden næsten udelukkende af Cooders vemodigt klagende og klingende slideguitar, der lægger sig tæt op ad skuespillernes minimalistiske spillestil. Så følsomt, smukt og rent i udtrykket. Hans funky, robuste og bluesmættede underlægning til ‘Blue City’ (1986), ‘Crossroads’ (1986) og ‘Johnny Handsome’ (1989) er ligeledes værd at nævne. 1997 genoptog Cooder samarbejdet med Wenders på ‘The End of Violence’ (1997) og leverede året efter musikken til Mike Nichols blanding af komedie og politiske satire i ‘Primary Colors’. Det seneste Cooder score kom i 2007 og blev brugt i Wong Kar-wais første engelsksprogede film ‘My Blueberry Nights’.
Hiatt, Little Village og Buena Vista Social Club
Denne skribent blev en hengiven discipel af strengevirtuosens rustikke klangkøkken for små 35-40 år siden og er det stadig. For Cooders bluesbaserede buffet med de mange musiktraditionelle smagsnuancer er nemlig svært vanedannende. Cooder var primus motor i skabelsen af den verdensomspændende og populære Buena Vista Social Club bølge først som album i 1997 senere som dokumentarfilm af samme navn instrueret af Win Wenders (1999) og løbende som flittigt turnerende koncertkoncept baseret på den afrocubanske musikkultur udført af en række aldrende stjerner med hver deres unikke historie at fortælle. Under et besøg på Cuba jul/nytår 2002-03 stod jeg med min daværende kæreste udenfor bygningen til EMGREM studiet i Havana, hvor dette verdenmusikalsk skelsættende ‘Buena Vista Social Club’ album blev indspillet desværre uden at få lov til at træde ind i de hellige haller.
Cooder medvirkede på John Hiatts hudløst ærlige hovedværk ‘Bring The Family’ (1987). Hiatt var efter flere år på flasken en frustreret færdig mand i showbizz, der havde brændt alle broer bag sig. Få måneder før indspilningen af ‘Bring The Family’ tog han en kold tyrker og skrev en række stærkt selvudleverende sange om druk, svigt og bristede illusioner og gik i studiet med et sandt A-hold af venner, der ud over Ry Cooder talte bassisten Nick Lowe og trommeslageren Jim Keltner. De dannede nogle år senere supergruppen Little Village, der kun nåede at udgive et enkelt og eponymt album i 1992, hvor de også optrådte på Roskilde festival.
Sammen med Taj Mahal igen
Stort tillykke med den halvrunde dag til Ryland Peter Cooder, der boltrer sig i de fleste genrer fra blues, rock, gospel, soul over tex-mex, jazz til folk og det mere eksperimenterende. En musikers musiker, der håndterer diverse akustiske og elektriske guitarer, bas, mandolin, bouzouki, banjo og selvfølgelig slide guitar, som altid har vedstået sig sine rødder uden at gå nævneværdigt på kompromis.
Han er i øvrigt aktuel med et nyt album sammen med sin gamle makker Taj Mahal. Sammen har de indspillet albummet “GET ON BOARD: THE SONGS OF SONNY TERRY & BROWNIE MCGHEE” og det udkommer den 22. April via Nonesuch Records.
57 år efter Rising Sons dagene, genforenes de mangeårige venner og samarbejdspartnere altså med et album, der rummer 11 numre med musik fra to Piemonte bluesmestre, som har inspireret dem hele deres liv.
Udover de to hovedpersoner medvirker også Ry Cooders søn Joachim Cooder på trommer og bas
