Slukøret – dagen derpå!

"Radio24syv satte Danmark i omdrejninger - satte noget på spil"

Fotograf: Mads Kornum

Lad os nu bare sige det højt – elller LOUD om man vil. Så har snæversynet vundet nok en politisk sejr i vores lille andedam, der åbenbart rummer lidt flere piratfisk end forventet. LOUD skal være en ny radiokanal for de unge – dvs. en radio for dem under 33 år. De samme lyttere som Danmarks Radio P3 higer efter med samme iver som en dansk bank er på jagt efter det næste gebyr og minusrente.

Det er radio i snævre rammer med klokkeklar aldersdiskrimination . Kassetænkning af værste skuffe. Endnu en klods til bunden af det simple samfund, hvor vi foretrækker at opdele, udstøde og udelukke,  i stedet for at samles – og inspirere på tværs – af hinanden, af forskellighederne.  

Og værst af alt er det på bekostning af en radiokanal – Radio24syv – der som folk og radiostationer er flest – har været fuld af både skidt og kanal – men de har været båret af begejstring, bevægelighed, en bramfri tone – der har kunne mærkes både bravt, broget, brændende og buldrende.

Kort sagt har de været den B-Side, der har gemt guldet – men aldrig lovet grønne skove – direkte til den nysgerrige aktive lytter, der ser i øjnene at både livets sjove og mere skyggefulde kan vendes mere end bare en vej. Personligt blev jeg aldrig kernelytter – dertil er jeg for stor musikelsker – så lange musikpauser kører mit indre jeg bare ikke optimalt på.

Men det er min klare opfattelse – at Radio24syv igennem sin levetid på 8 år har gjort en målbar og langsomt øgende forskel – over land til by, fra ung til gammel, fra blå til rød, og hvad vi nu ellers ynder at opdele os i af kategorier i vores trygge kasse af klassetænkende samfundsdebat. Derfor er det en skandale af rang, at den nu må lukke.

Side 33 er derfor blandt mange andre ganske slukøret i dag. Men jeg kan for vores vedkommende love, at vil arbejde 24-7 for den brede og bevægelige musikformidling – og forhåbentlig undervejs få ligeså geniale idéer som Radio24syv, og tro på at vi evner at føre dem ud i livet lige så godt.

Tag nu bare deres musikserie MONOGRAM. Hele 30 forskellige kunstnere – der gik i studiet og i et take indspillede 3 numre. Typisk to af deres egne, og så et cover nummer. Se det var public service. Det var musik formidling i sin reneste form, og det gav et væld af mindeværdige numre, som heldigvis er foreviget i LP format.  Og det med så forskellige artister som Teitur, Kira Skov, Poul Krebs, Folkeklubben, The Blue Van, Michelle Birkballe, Østkyst Hustlers, Juncker og Orgi-E.

Sidstnævnte indspillede nummeret ”En mands dæmoner” i et unikt samarbejde med The Opa-Opa Orkestar – og teksten er på denne dag så ekstra rammende – og rørende – omkvædet lyder : ”Vi ku’ så meget – Vi gjorde så meget – Nu er det som om der er fyldt med ingen ting”

Radio24syv satte en stor del af Danmark i omdrejninger – satte noget på spil – sammen må vi nu finde alternativer. Men tro mig – det skal nok komme. Hvis vi er nok der vil.   

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.