Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter klar med ny musik

”Ny single er en rejsende fortælling med poetisk slagkraft”

Fotograf: PRESSEFOTO

Den 65-årige digter og forfatter Søren Ulrik Thomsen har efterhånden gennem 40 år med nøje udvalgte ord leveret levende lyrik og dannet progressiv poesi om menneskets dybeste tvivl, ensomhed, dødelighed og skrøbelighed – men også om håb, kærlighed, natur og liv. Han fik sin litterære debut med digtsamlingen ’City Slang’ i 1981, der siden i 1984 blev musikalsk fortolket af Lars H.U.G på dennes debutalbum, der også bar titlen ”City Slang”.

Forbindelse mellem ord og musik har Søren Ulrik Thomsen siden 2010 igen aktivt genoptaget via orkestret Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, der er ’spoken word’ i et inspirerende grænseland mellem fusion og eksperimental jazz – og det der måske ligner. Et grænseland, hvor temperaturerne skifter og hvor verden eksisterer både i sort/hvid og i farver i en endeløs søgen efter det helt rette flow, der kan løfte både ord og musik på en endeløs og tidsubestemt rejse.

Den 4. februar udsender de deres tredje album ”I vintersolen” via Blue Blitz Music. Et album, der tager udgangspunkt i Søren Ulrik Thomsens to ældre digtsamlinger ”Nye digte” (1987) og ”Hjemfalden” (1991).

I fredags udkom første smagsprøve fra albummet , i form af singlen “Dybblå skyers bulede kufferter”. Her kan man næsten allerede fornemme, at Søren Ulrik Thomsen (oplæsning), Mikkel Grevsen (trompet), Maja Hartnack (trommer), Malene Brask Olsen (trommer), Janus Rønn Lind (klaver), Anders Kirkegaard (guitar), Erik Olevik (bas), og Anders Bach (trommer) virkelig har savnet sammenspillet efter lang tids fravær.  

“Da vi mødtes i studiet, havde vi ikke spillet sammen i næsten tre år. Vi riggede til, lavede lyd og tog et første take på det nummer, som hedder “Den sidste time er døgnets bedste”. Det var magisk for os at mødes i studiet på den måde.

Mange af numrene tog vi kun et par gange. Det var en enormt intens periode med et nærvær, som vi føler har lagt sig ned over albummet”

Mikkel Borrisholt Grevsen (komponist).

”I vintersolen” er reelt også et møde mellem generationer, da digtene blev skrevet på den tid, hvor Søren Ulrik Thomsen var på samme alder, som medlemmerne i Det Glemte Kvarter er i dag.

 

”At skrive musik til Søren Ulriks digte er intenst. Digtene sætter sig i kroppen og kalder på at blive behandlet på en måde, så musikken rent faktisk tilfører noget nyt til teksterne. Derfor er der ofte lang vej til, at musikken flyder. Men det er som om, at når digtene først har fået fat – så er inspirationen endeløs. Lige indtil der er lukket igen. På den måde er digtene en utilregnelig katalysator for kompositionerne, hvis tilblivelsesproces man ikke selv kan kontrollere”

Mikkel Borrisholt Grevsen (komponist)

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.