Solisten og sidemanden NILS LOFGREN fylder 70 ÅR

”Tillykke til elitegymnasten og guitarekvilibristen, der har stået bag mange af de helt store stjerner”

Fotograf: Mads Kornum

Neil Young og Bruce Springsteens akrobatiske superguitarist Nils Lofgren fylder rundt i dag (født den 21. juni 1951 Chicago, Illinois og døbt Nils Hilmer Lofgren). Hans mor var italiensk og faren af svensk afstamning. Som femårig begyndte Nils Lofgren at spille klassisk akkordion, fordybede sig herefter i klassisk musik og jazz, men skiftede i teenagertiden over til piano og guitar.

Under High School tiden vakte Lofgren opsigt som springstærk elitegymnast, evner han senere inkorporerede i sit sceneshow som solist. I slutningen af 60’erne grundlagde Lofgren bandet Grin, der udgav fire fine albums i 1971-73, og flere af numrene fra den periode har overlevet Lofgrens sætlister gennem adskillige år, og med god ret.

Lofgren var på et tidspunkt på tale til at blive medlem af The Rolling Stones, og skrev og udgav på den baggrund i 1975 en hyldestsang til Keith Richards, ‘Keith Don’t Go’. Nummeret, der er med på Lofgrens første og eponyme soloalbum, indledte hans superbe Rockpalast koncert efteråret 1979. I en alder af 14 år sad jeg måbende foran skærmen i Sønderjylland for at følge denne atletiske sprællemand brillere med den ene perfekte solo efter den anden, mens jeg drømte om selv at blive rockstjerne en dag.

Nils Lofgrens saltomortaler og seksstrengsleg fra nævnte aften kan som et lille trøstende hæfteplaster erhverves på dvd. Juli 1987 fik jeg imidlertid muligheden for at opleve Lofgren solo uden band, hvor repertoiret ydermere bød på enkelte Neil Young klassikere. Mere Young senere i portrættet her.

I midten af 80’erne blev Lofgren en del af Bruce Springsteens E-Street Band og medvirket på en række af hans udgivelser heriblandt ‘Tunnel of Love’ (1987), ‘The Rising’ (2002), ‘Working on A Dream’ (2009), ‘Wrecking Ball (2012), ‘High Hopes’ og ikke mindst ‘Letter To You’ (2020), Bossens bedste udgivelse i årtier.

Beklageligvis kommer Lofgren efter denne skribents smag for lidt til sin ret i E Street Band, hvor det hovedsageligt er Springsteen og Little Steven, der deler aftenens soli mellem sig. Det kan virke som spildt luksus at have en så profileret instrumentalist som Lofgren med en lang solokarriere bag sig på holdet, men omvendt råder Springsteen over en gennemkompetent guitarflanke med mange klang- og valgmuligheder, der er særdeles velegnet til hans foretrukne stadionrockformat.

Særlig interessant er dog Nils Lofgrens parløb med Neil Young, og Lou Reed, der er værd at dvæle lidt ekstra ved. I 2019 fik Nils Lofgren tilbuddet om at vende tilbage i Neil Young regi som officiel del af Crazy Horse i stedet for det originale medlem, guitaristen Frank ‘Poncho’ Sampedro, der forlod holdet i 2018. Det trækker dog ingenlunde fra på Youngs 39. album ‘Colorado’ (2019). Tværtimod.

Samarbejdet med Neil Young startede i 1970, hvor Lofgren medvirkede på ‘After The Gold Rush’ som guitarist, sanger og pianist. I løbet af 70’erne og 80’erne er det blevet til en del optrædener hos Young live og i studiet. Nævnes bør her ‘Tonight’s The Night’ (1975), der reelt set er en Crazy Horse lp dog krediteret Young solo, og den noget alternative synth- og electronica dominerede ‘Trans’ fra 1982. Lofgren har ligeledes spillet med Crazy Horse uden Young på plade og i koncertsituationer.

Omkring 1979 blev Nils Lofgren ringet op af Lou Reed, der havde lyttet til et bånd med diverse sangideer, som Lofgren havde fremsendt efter aftale. Ovenpå̊ et sandt tre dages arbejdsraseri var Reed klar med hele 12-13 færdige tekster, som Lofgren venligst måtte skrive ned efter diktat. I første omgang deltes der pænt i porten. Tre Lofgren/Reed sange endte på førstnævntes fjerde studie LP ‘Nils’ fra 1979. Tre andre numre fandt vej til Lou Reeds ‘The Bells’ (april 1979).

Resten af materialet røg på overskudslageret. I 2013 døde Lou Reed, og Lofgrens solokarriere lå ’lit de parade’ gennem længere tid. Lofgren genoptog den del med maner i 2019, hvor seks suveræne Lofgren/Reed samarbejder udgjorde rygraden på ‘Blue With Lou’. 1979 hilste på 2019 og vice versa. Dermed skulle alle numre begået af denne kreative konstellation i en kort, men yderst resultatgivende fase, således være i spil ud fra lidt simpel hovedregning.

Lou Reeds krasse og koncise rim og remser møder Lofgrens virtuost gnistrende guitarspil bakket op af en mere end blot kompetent rytmegruppe bestående af bassisten Kevin McCormick og trommeslageren Andy Newmark, gamle kendinge i Lofgrens rækker. Nils Lofgren behøver ingenlunde at skjule sig for eller bag Bruce Springsteen, Neil Young eller Ringo Starr for den sags skyld. Sidstnævnte har han også har spillet med i en del år i de første udgaver af hans All-Starr band.  

Stort tillykke med de 70 til Nils Lofgren, en sympatisk virkende mester inden for sit fag. Som sanger kan han af og til virke lidt spag med sin lyse vokal, hvilket dog opvejes tifoldigt af guitarspillet. Der er stort set ingen der lyder som Lofgren på det instrument. Tjek især de mange liveoptagelser, og live album, der findes med ham, hvor manden fra Chicago, Illinois i særligt inspirerede stunder når det sublime.

BONUS INFO – af Mads Kornum

Nils Lofgens evner som LIVE artist er vel dokumenteret på utallige officielle LIVE udgivelser – senest “WEATHERED” – Nils Lofgren Band Live fra 2020. Der er er tale om en dobbelt CD, hvor han for første gang i over femten år optræder med et fuldt rockband. Nemlig det band han turnerede med  i slipstrømmen på det mesterlige comeback album – ”Blue with Lou” – som var hans første soloalbum siden 2011. Ellers er hans mest vellykkede og gennemførte LIVE album ”Night after night” fra 1977 – og det akustisk baserede ”Acoustic Live”, der udkom i 1997 på dobbelt CD, men nu er ude på LP for første gang.

Hans mentor Neil Young har han hyldet i 2008 på albummet ”THE LONER – NILS SINGS NEIL”, der er udgivet på CD.

I 2014 udkom boksen ”Face the Music” – der bestod af hele 10 CD’er med både studie og live materiale fra hele den på det tidspunkt 45-årige lange karriere – samt hele 40 ikke tidligere udgivne numre. De 40 numre er her i 2021 udgivet digitalt under titlen ”Bonus tracks”. Samlet som solist og med Grin står Nils Lofgren næsten 20 album.

Nils Lofgren har optrådt mange gange her til lands – naturligvis som en fast del af E. Street Band siden 1984, og han optrådte også til et brag af en legendarisk koncert med Ringo Starr & His All-Starr Band på 10’øren på Amager, hvor han delte scene med blandt andre Burton Cummings, Timothy B. Schmit, og Joe Walsh (iført klaphat).

Året før var han en del af – Carlsberg Fri Rock Tour 1991 – der i samme weekend i juli havde valgt af forkæle publikum med både Nils Lofgren og Santana på programmet. Først i Ålborg, siden i Valby Idrætspark, og til sidst i Odense. Jeg var førsterække vidne til koncerterne i Valby og Odense, og så to artister på toppen af deres karriere levere minderige optrædener, der blev toppet af at de to mestre fik lyst til at dele scene undervejs. . To af verdens bedste og mest personlige guitarister, der bare spillede op til hinanden – med masser af respekt og spilleglæde.  En unik oplevelse for livet.

Nils Lofgren har også optrådt på Midffyns Festival i dens velmagtsdage og på Smukfest (dengang Skanderborg Festival). Hans foreløbig sidste visit i Danmark var i Amager Bio i 2006. Lad os håbe han stadig har mange miles på landevejen af byde på, så vi snart får ham at se igen i eget navn.

En hofteoperation satte for en del år siden en stopper for de akrobatiske trampolin stunt på scenen – men til gengæld har Nils Lofgren så kastet sin kærlighed på stepdansen i stedet, som det blandt kan ses i et par af nedenstående videoer.

Nils Lofgren – Skanderborg Festival 1994 – Foto af Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.