Man må mene hvad man vil, men ….
Der er så meget at glædes over her i livet. Der er også så meget at blive træt af. Begge dele kan man som regel gøre noget ved – og man kan ihvertfald altid selv vælge sit eget fokus – og hvem man vil dele det med.
Lad os starte med det sidste. Vi bruger vores højt skattede ytringsfrihed til at udtrykke vores mening om alt og alle – og gerne på tynd is (læs: uoplyst eller mangelfuldt grundlag). En træls og trættende tendens, der naturligt er opstået med at vi har fået muligheden via de sociale medie – som jeg jo så også bruger her (ja ja, dobbeltmoralen lever stadig!).
Er der nok der mener det samme, så kalder man det en shitstorm, og alle medier er på – mens sagesløse firmaer og mennesker må stå for skud. Engang var det kun Ekstra Bladet der evnede den specielle disciplin, hvor øjet mere er på manden end på bolden. Deres motto var “Tør hvor andre tier”. Man det drejer sig da hverken om at turde eller om at skulle tie. Det drejer sig om – og det lærer vi alle allerede i skolen – man skal række hånden op, og sige noget hvis man har et svar eller et spørgsmål. Hvis man ved noget – hvis man vil vide mere – eller hvis man bare har fingeren på pulsen (nye idéer etc).
Man kunne også tænke over ordet – shitstorm. En der slipper kraftige vinde med lort! For ofte er det jo det det er, den menigm/k’s mening, der er så vigtig for den enkelte at komme ud med.
Vedkommende lufter sig som ofte bare for at lufte sig – fordi man kan – ikke for at dele viden eller indsigt – ikke for selv at blive klogere.
Eksempler? Den aktuelle “Eskimo IS” krig og sidste år spillestedet Forbrændingen, der kun bookede kvindelige artister det år. Velrenommerede virksomheder, der kom med gennemtænkte argumenter for deres valg – og naturligvis stod ved dem. Man kan altid holdningsmæssigt være enig og uenig. Sådan må det være. Men hvorfor er det blevet så vigtigt at ens mening om det, hver gang skal luftes i det offentlige rum?
Når virksomheder træffer disse valg, kan vi som forbrugere jo selv træffe et valg – enten kan vi købe deres produkter og støtte virksomheden eller vi kan lade være. Hvorfor er det blevet så sindssygt vigtigt at mene noget om alle disse valg? Og hvornår er en menigm/k’s mening blevet vigtigere end et konkret og velovervejet beslutningsgrundlag?.
I f.eks. ægteskaber, venskaber og arbejdsrelationer er det min fornemmelse, at det er implicit at man følger nogle spilleregler, der er aftalt indenfor lige præcis det forhold eller den relation. Bliver man klogere med tiden ændrer man spillereglerne. Er der en der begynder at kalde den ene ”’Bamse’ og den anden siger – ’det jeg nu ikke lige så glad for at blive kaldt’ – jamen, så stopper vedkommende da med at kalde den anden for ’Bamse’. I modsat fald kalder vi det mobning, og det er mit indtryk at hovedparten af menneskeligheden rent faktisk er modstander af mobning.
Så skal vi ikke kalde shitstorme det som det reelt har udviklet sig – mobning. STOP det da – og gem dem nu til der hvor der er noget reelt – noget fordækt – noget virkeligt dumt af forarges over – og ønske forandring omkring. Og så kunne man jo gøre sig umage, og fremvise kolde og kontakte fakta – og i stedet kalde det ShowStorme – og måske få skabt et cirkus omkring nogle sager, der måske kunne gøre hele vores fællesskab til et bedre sted at være – der kunne sætte en stopper for lovlig skattespekulation, lovlig forurening osv.
Og lad os så minde hinanden om at det altid er klogt at lytte på argumenter – læse om emnet – før man reelt udtrykker sin egen mening. Og så er det bestemt ikke forbudt eller nogen skam at ændre holdning, hvis man er blevet klogere.
Lad os håbe at det samme sker for regeringen og folketinget, der i en svær tid, som de på næsten alle måder ellers har håndteret effektivt og beundringsværdigt har ‘disset’ kulturområdet på en måde, der er tæt på at kunne fortjene en shitstorm. Men der er jo mange andre ting der er vigtige – navnet på en IS f.eks.!
Så lad os i stedet håbe at brancheforeningerne i kulturlivet står sammen, og laver en ’hjælpepakke’ af information til regeringen, hvor de klart og tydeligt fremstiller og redegør for den virkelighed og de konsekvenser, som det arbejdende kulturfolk oplever i disse tider. .
Selv vil jeg fortsat kæmpe for kulturen og dens formidling – og det vil jeg gøre ved at blive ved at lytte til og samarbejde med kloge hoveder og dygtige håndværkere på området – så vi sammen kan finde nye svar og muligheder i vinden – og ikke søge efter svar på et online das med latrinære ytringer skrevet på væggen.
Så spørger du måske – ’klogere af musik, hvad mener du” – tja, jeg vil da blankt erkende, at jeg selv føler at jeg er blevet et både bedre og klogere menneske af at lytte til tekster af – en hurtig Top-5 – Allan Olsen, Benny Andersen, C.V. Jørgensen, Lone Hørslev, og Bisse.
Har du det lige sådan ? Så lad mig høre hvad din Top-5 over sangskrivere, som du føler har gjort dig lidt klogere på livet er? Kom med dit bud – blandt svarene trækker vi lod om en meget eksklusiv CD (hvis du skriver CD i kommentarfeltet sammen med din Top-5). En CD, som rent faktisk aldrig er udgivet herhjemme – men blot er solgt ved koncerter i Irland med den ene af de to aktører Rob Strong.
Der er tale om en blues/rock CD fra øverste hylde – studietroldmanden og guitarmesteren igennem mere end fem årtier – Peter Brander – i et stærkt og glødende samarbejde med den irske legende – sangeren og bassisten Rob Strong – der er så meget mere end det fædrene ophav til Andrew Strong. Med sig har de et super tight hold af studiemusikere – og de har begået en plade med fortolkninger af såvel store blues/rock/soul klassikere – men også fortolkninger af langt mindre kendte numre. En lille perle – der fortjener en stort blues/rock publikum, der også har lidt soul og swing i blodet.
