Starsailor gæster Danmark i jubilæumsform

”Ny-klassikeren ’Love Is Here’ opføres i sin helhed på aktuel turne”

Fotograf: PRESSEFOTO

I start 00’erne var der igen nye bølger på den britiske musikscene i form af bands som Coldplay, Doves, Elbow, Travis og Starsailor, der på hver sin måde rykkede den i 90’erne så berømmede britpop lyd a la Oasis, David Gray,  Suede, Blur, Pulp, Verve etc. i lidt nye retninger.

I 2001 udgav Starsailor – anført af den dengang bare 20-årige forsanger James Walsh – deres debutalbum ”Love is Here”.

James Walsh havde en af de slags vokaler, man straks lagde mærke til. Som Pitchfork skrev dengang; Walsh’s voice, for his part, makes and breaks the band. Følelserne sad udenpå hos Walsh, og det kunne høres i næsten hver eneste frasering. Indie-melankolien blev dog matchet med en åbenlys kærlighed til det melodiske tilsnit i rockmusikkens DNA, og gav bandet en lyd, der ikke var 1:1 med andre spillere på markedet på det tidspunkt.

Starsailor, der var opkaldt efter et Tim Buckley album, fik hurtigt medvind, og albummet gav bandet et overraskende Top 10 singlehit i hjemlandet form af ”Alcoholic”, og de nåede en andenplads på de britiske albumhitlister. I det hele taget slog albummet an i det meste af Europa, også i Danmark, og som prikken over i’et vandt de vandt prisen “Brightest New Hope” ved den anerkendte NME Awards.

Succesen kom dog lidt bag på det unge og uprøvede band, og det afstedkom en del udfordringer i de kommende år, og på de kommende tre album i perioden 2003 – 2009, der aldrig helt ramte ‘bulls eye’, selvom et nummer som Silence is Easy også gik Top 10 i hjemlandet. Det var ellers tunge navne, der blev sat i spil omkring bandet. Phil Spector fungerede imidlertid ikke som producer på bandets andet album, mens samarbejdet med Ronnie Wood fra The Rolling Stones på titelnummeret til bandet fjerde album ”All the plans” var noget mere vellykket.

Trods anmelderros, så trådte bandet dog kommercielt og kunstnerisk vande, og James Walsh flyttede fra 2010 fokus på en solokarriere, som har kørt siden, senest med to EP’er og et par singler her i 2022.

Men efter fem års pause reformerede Starsailor sig i 2014, og udsendte i 2017 comebackalbummet ”All this life”. Bandets seneste optræden i Danmark var tilbage i 2018 hvor de gæstede Århus Festuge. Men nu kommer de endelig tilbage, og det er efter meldingerne fra den britiske del af turneen i rigtig god form.

I 2021 havde ”Love Is Here” jo så 20-års jubilæum og det er nu her i 2022 blevet markeret med en jubilæumsturne og en jubilæumsudgivelse, tilføjet diverse bonusmateriale af alternative versioner og ikke udgivet materiale. På den igangværende turne spiller de derfor ”Love Is Here” i sin helhed, og som som det eneste sted i Danmark i år kan man opleve dem den 30. september på Hotel Fuglsøcentret i Knebel i Mols Bjerge.

Genhørt er det uomtvisteligt at numre som ”Poor Misguided Fool” og ”Way to Fall” både har nutidig relevans, men også helt åbenlys berettigelse til at blive medtaget som nogle af de toneangivende numre, der satte en ny dagsorden på den britiske musikscene i start 00’erne, og derfor uomtvisteligt fortjener nyklassiker prædikatet.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.