Trioen Me, She & Her – der bestod Pernille Dan, Trille Palsgaard og Susanne Ørum (dengang Marcussen) – vandt ved Dansk Grammy 1996 prisen som “Årets nye danske navn” på baggrund af deres harmoniske og vellydende første album ”Best times”. Det var ikke mindst takket være hittet ”I Count the Minutes” skrevet af en af USA’s dengang varmeste sangskrivere Diane Warren, der i 80’erne og 90’erne i hjemlandet skrev og leverede mere end tredive sange, der endte i TOP 10 i hjemlandet, med artister som Aerosmith, Cher, Laura Branigan, Chicago, Michael Bolton og Ace of Base.
En grammy og et gedigent hit er dog hverken garanti for guld, grønne skove eller et andet album. Me, She & Her gik efter et par år hver til sidst.
Susanne Ørum havde dog mod på mere – og mere end ’bare’ at synge andres sange. Hun havde fået sig et solidt navn som korsanger, og medvirker i de efterfølgende år på udgivelser med f.eks. Poul Krebs, Sko/Torp, Nik & Jay, Nikolaj Steen, Ivan Pedersen, Lis Sørensen og Andrew Strong.
Samtidig var hun i gang med at skrive sange til sit eget album og turnerede også en del i USA. Her kom sågar i kontakt med den legendariske Valerie Simpson, som har skrevet sange som Ain’t No Mountain High Enough, I’m Every Woman og Stuff Like That.
Hun blev også hyret ind som sanger på diverse Disney produktioner, men bedst som hun havde fået drømmerollen, som den lille havfrues mor i Den lille havfrue 3, mistede hun i 2008 sin stemme. Ikke bare et par dage, men i månedsvis, og det tog flere år, før hun igen kunne synge i et omfang, hvor hun kunne føle sig musikalsk fri.
Tilbage i rette element
Der skulle gå yderligere 15 år før at debutalbummet endelig ser dagens lys. En ’ud af det blå’ skilsmisse og en tid som alenemor, satte nemlig solist ambitionerne lidt på stand by. Men i 2017 kom den første single Lullaby for Lou. Det første skridt var NU taget!. Året efter kom de to groovy ørehængere Right Element og Master of your own show. To ganske sigende titler på nogle singler, der ville mere DET. Susanne Ørum virkede i den grad til at være i rette element, og hun havde efterhånden ni sange klar til det længe ventede debutalbum.
Men så satte Covid-19 pandemien en stopper for de næste planlagte skridt, der også involverede en international satsning. Hun begyndte i stedet at skrive sange på dansk og havde rent faktisk held med at få alle tre danske singler spillet i radioen ( Klampenborg station, Vidunderlig timing og Havnet i en blindgyde ).
De to sidste sange blev hun så glad for, at hun gerne ville have dem med på sit kommende engelske album og skrev derfor engelske tekster til dem. Vidunderlig timing er blevet til Lilacs in the Rain, og Havnet i en blindgyde foldes nu ud som Checkmate. Derudover skrev hun to helt nye sange efter covid – nemlig Whenever You’re Around og Be Mine 254 W sammen med den svenske pianist og producer Daniel Fridell.
Så NU er det endelig en realitet – debutalbummet ”Get Real” er klar til at møde verdenen. Et velproduceret og modent soul-pop-r&B album, der emmer af sjæl, historier, og håb midt i håbløsheden. Og selvom de fleste numre efterhånden for sangskriveren var ‘gamle i gårde’, så har Susanne Ørum aldrig været i tvivl om, at de skulle ud og have et nyt liv. For basalt set er de alle baseret og skrevet på tidløse følelser fra et levet liv, der rummer både dur og mol – noget som mange andre forhåbentligt kan relatere sig til.
Et af pladens øjeblikkelige pletskud er You Tell Me, som vi i dag kan præsentere videopremiere på. Om valget af den som single fortæller Susanne;
Med Get Real kan det konstateres at Susanne Ørum har vendt nedture og omveje, til optur og udveje. Minutterne er optalt. Nedtællingen er fordi. Stemmen er for alvor tilbage, og viser nu vejen frem. Respekt! Albummet udsendes via eget selskab digitalt og i fysisk format på CD og LP.
Men eventyret slutter ikke her. Susanne Ørum underviser i dag endda også som vokal coach, og kan i øvrigt berolige de lyttere, der blev begejstret over hendes danske singler, at der både vil komme danske og engelske sange fra hende i fremtiden.