STEMMEN, SANGENE OG ENGAGEMENTET

”JOAN BAEZ 80 ÅR”

Fotograf: Album Cover (beskåret)

Sangeren, sangskriveren, guitaristen og aktivisten Joan Baez, der i dag den 9. januar fylder 80 år, har for millioner verden over haft status af en vigtig stemme, når det gælder kampen for fred og social retfærdighed. Storhedstiden lå i 60’erne og 70’erne, hvor langt hovedparten af hendes mere end 30 soloalbums er udgivet. Fra slutningen af 80’erne blev tempoet sat markant ned, og siden 2003 har Baez kun ladet høre fra sig tre gange på pladefronten senest med det velmodtagne og Joe Henry producerede ‘Whistle Down The Wind’ i 2018, som efter forlydende skulle blive den sidste lp i karrieren.


Baez’ professionelle og private relation til Bob Dylan, der ligeledes runder de 80 år til maj, fylder markant i den samlede fortælling om hendes liv og kunstneriske virke. Yderst få artister har kontinuerligt fortolket så mange Dylan sange som Baez, der generelt er kendt for at give et nyt bud på andre kendte sangsmedes materiale ud over de mange såkaldte traditionals fra den amerikanske folkemusik kultur, hun flittigt indspillede i starten af den professionelle løbebane, der tog fart omkring 1959-60.

Folk musikken er rygraden i Baez’ produktion, der også har taget afstikkere til folk-rock, Americana, country, gospel og latin. De tre første udspil, ‘Joan Baez’, ‘Joan Baez, Vol. 2’ og ‘Joan Baez in Concert’ (1960-62), gjorde hende til et internationalt kendt navn på folk scenen, der i de år tog en tydelig drejning mod deciderede protestsange med politisk indhold. Baez lærte sig at spille guitar og ukulele og foredrog repertoiret med sin karakteristiske sopranklingende vokal tilsat en god portion vibrato.

Det lange sorte hår, den alvorstunge mine og intense udstråling bidrog yderligere til hendes unikke karakter. Baez blev samvittighedens stemme i en tid præget af enorme omvæltninger og øget bevidsthedsgørelse med march i gaderne i håb om, at ‘The Times They Are A-Changing’, som Dylan udtrykte det i 1964. Baez, der med årene valgte at fokusere mere og mere på egne kompositioner, nåede sideløbende at sætte sin personlige signatur på numre begået af så forskelligartede kunstnere som The Allman Brothers Band, The Beatles, Jackson Browne, Leonard Cohen, Woody Guthrie, Violeta Parra, The Rolling Stones, Pete Seeger, Paul Simon, Stevie Wonder, Bob Marley, Mark Knopfler og John Hiatt.

Senere tog hun livtag med sange, der stammer fra mere kontemporære navne a la Ryan Adams, Josh Ritter, Steve Earle, Natalie Merchant plus Joe Henry. Fra Baez kataloget bør også ‘Any Day Now’ (2LP udelukkende med Dylan numre, 1968), ‘Diamonds & Rust’ (1975) og ‘Pay Me Backwards’ (1992) nævnes.

Det politiske og sociale engagement kom allerede fra 50’erne til at fylde lige så meget som musikken, hvilket skyldes, at de to spor kører parallelt og er hinandens forudsætninger. Baez involverede sig i det meste ikke mindst den sorte borgerrettighedsbevægelse i 60’ernes USA stærkt tilknyttet den karismatiske leder og taler Martin Luther King. Baez lod generelt stemmen, sangene, budskaberne og den seksstrengede lyde overalt, hvor nogen ville lytte, og dem var der mange af.

Anti Vietnam krig bevægelsen blev hurtigt en hjertesag for Baez, der deltog i et hav af demonstrationer, hvilket førte til flere anholdelser for civil ulydighed. I 1972 blev hun del af en fredsdelegation, der drog til Nord Vietnam for at udbrede deres syn på menneskerettigheder og for at levere julepost til amerikanske krigsfanger. Baez kritiserede senere kommuniststyret i Hanoi for at have skabt et inhumant mareridt i landet efter den amerikanske tilbagetrækning fra den vietnamesiske krudttønde i midten af 70’erne. Menneskerettigheder i almindelighed blev på tilsvarende vis Baez’ hjertebarn, der varmt har støttet Amnesty Internationals arbejde gennem årtier.

Kampen mod dødsstraf og for bøsser og lesbiskes rettigheder står ligeledes på listen over mærkesager sammen med miljømæssige emner, kritik af den amerikanske involvering i Irak, Occupy Wall Street bevægelsen og støtte til Obamas bestræbelser på at blive præsident i USA i 2008. Dog har Baez præget af en vis desillusion udtalt ej længere at have noget ønske om at blande sig direkte i partipolitiske anliggender.

Som et vigtigt kultur- og samfundshistorisk vidne samt optrædende musiker har Baez medvirket i en lang række koncert- og dokumentarfilm. For dem med særlig interesse for det nær mytologiske forhold til Bob Dylan, anbefales D.A. Pennebakers ‘fluen på væggen’ klassiker ‘Don’t Look Back’ (1967) plus de grundigt udfoldede fortællinger i Martin Scorseses ‘No Direction Home’ (2005) og ‘Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story by Martin Scorsese’ (2019), hvor Baez i de sidstnævnte film er ganske åben omkring emnet.

Et trefoldigt leve i anledning af den runde dag skal lyde til en af de største personligheder på den internationale musikscene gennem snart 60 år. Personligt er jeg ikke glødende fan af Baez’ folkesange og høje toneleje, det er jo til syvende og sidst en smagssag, men hendes betydning for folk genrens udvikling hverken skal og kan på nogen måde forklejnes. Det kolossale arbejde for de humanitære værdier og mål, Baez utrætteligt advokerer for, aftvinger dog absolut respekt hos denne signatur.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.