Amerikansk rock i luksusklassen tilsat ørehængere, fængende riffs, oldschool r&b og blues med bund i leveringen på scenen. Den slags forbinder næppe kun mig med Steven Haworth Miller, bedre kendt som Steve Miller, født den 5. oktober 1943 i Milwaukee i delstaten Wisconsin. Guitaristen, sangeren, sangskriveren og keyboardspilleren, der også er skrap på en mundharpe, er ydermere blevet kaldt Stevie ‘Guitar’ Miller, The Joker og The Gangster of Love.
Den danske forbindelse
Miller, der er opvokset i Dallas, Texas, har i starten af 60’erne under sine rejser i Europa faktisk gået på Københavns Universitet, hvor han i et semester læste sammenlignende litteratur på baggrund af meritter fra lignende studier i USA. Tæt på at være endelig færdig droppede han ud for ene og alene at hellige sig musikken til morens glæde og farens fortvivlelse.
‘Growing up in Dallas, being part of that phenomenal music scene. I found a way to do what I really wanted to do, which is so important for a kid. Near the end of college, my parents said, ‘Steve, what are you going to do?’ I said, ‘I want to go to Chicago and play the blues.’ My father looked at me like I was insane. But my mom said, ‘You should do it now.’ So I went to Chicago. And that was a special time. I played with Muddy Waters and Howlin’ Wolf. I got to work with adults and realized music was what I wanted to do, what I loved’ har Steve Miller fortalt om sine unge og første voksne år.
I 1966 etablerede han Steve Miller Band og arbejdede sig fra slutningen af 60’erne og frem til starten af 80’erne op til at blive et gigantnavn i USA med adskillige hits og helstøbte albums og er særlig kendt for nummeret The Joker fra pladen af samme navn i 1973. The Joker er netop udkommet som et ganske imponerende og informativt boksset, i en 50 års jubilæumsudgave, og der indeholder masser af bonusmateriale, heraf otte numre, der aldrig har været udgivet før. Boxen kan findes som download, og købes som 2xCD eller 3xLP + 7 (se trailer nedenfor).
Mødet med McCartney
Det oprindelige Steve Miller Band tog udgangspunkt i psykedeliskfarvet bluesrock og melodisk højtflyvende ballader ambitiøst produceret med flotte detaljer i det yderst velklingende vokalarbejde, hvilket kan høres på udgivelserne Children of the Future (1968), Sailor (1968), Brave New World (1969), Your Saving Grace (1969) og Number 5 (1970). De er blandt andet kendt for klassikere som Living In The USA, Gangster of Love og Space Cowboy.
Fra den periode kan ligeledes kompilationen Anthology anbefales med tilføjelsen af Celebration og My Dark Hour, hvor Paul McCartney medvirker på vokal, bas, trommer og guitar. Miller dukkede i slutningen af 1969 op i London i det studie, hvor McCartney havde sin gang, for at høre om han kunne arbejde der, mens han var i byen. McCartney, der samme dag havde været i totterne på resten af Beatles omkring ansættelsen af manageren Allen Klein, som han var blevet advaret imod af Mick Jagger, takkede ja til at spille med sin amerikanske ven i håb om at sprede de mørke skyer i horisonten for en stund.
De to M’er klæder hinanden ikke mindst på My Dark Hour, en hammer af en rockmavepuster, der demonstrerer hvor fremragende folk, vi har fat i her. Tjek endelig nummeret ud, klangen af deres stemmer sammen og McCartneys trommespil. Sir Paul er et monster på det instrument.
Succesfyldt stilskift
Steve Miller Bands stilskifte mod det mere polerede og mainstreamprægede rockudtryk satte ind fra The Joker fra 1972 og det gav kommercielt pote i godt 10 år frem. Fly Like an Eagle pladen og titelsangen banede vejen mod superligaen i 1976 sammen med singlerne Take the Money and Run, Rock’n Me og Serenade.
‘And We Got To Get Down To Swingtown.’ Det kom lytterne i stor stil i 1977 med Book Of Dreams, der nærmest er plastret til med pletskud inklusiv Swingtown, der er en fast del af hans sætliste, der også tæller Jet Air Liner, True Fine Love, Jungle Love, The Stake og Winter Time, alle fra Book Of Dreams, der er tæt på at være en Greatest Hits-samling i sig selv.
Abracadabra (1982) viste med titelskæringen, at den kommercielle del stadig kørte i højeste gear efter skiftet til et nyt årti.
Kan man spille blues i baltøj og opstyltet firserlook, lød mit skeptiske spørgsmål august 1983 under transmissionen af Rockpalast udendørsfestival fra klippeøen Lorelei nær floden Rhinen i Tyskland. Ja, åbenbart, når man er Steve Miller og har en kapacitet i sit band som førnævnte Norton Buffalo, der blæste igennem, som var han fra en anden planet, og Miller fedtede heller ikke just med tingene. Denne sensommeraften stod den på hårdtpumpet amerikansk professionalisme udsat for stedvis dårlig overstyrer lyd, der skæmmede koncerten med en af tidens hotteste navne.
Harmonisk bluesman på et lavere blus
Steve Miller er en kompetent og dreven bluesman med evne for at skrive sange, der harmonisk og melodisk sidder, hvor de skal og klangligt iscenesat, så han får det optimale ud af dem. Men på flere senere albums gik der lovlig meget sport i den med afprøvning af elektronisk tingeltangel og nye keyboards, en retning han dog har forladt i det nye årtusind på Bingo! (2010) og Let Your Hair Down (2011), der er de seneste studiealbum fra Millers side. Begge er vintage bluesrock, fyldt med fortolkninger af de gamle mestre af Chicago Blues stilen, som han også dyrkede i starten af karrieren. Begge album blev iøvrigt indspillet ved samme session, hvor Norton Buffalo heldigvis nåede at sætte sine sidste aftryk inden han beklageligvis gik bort i 2009, blot 58 år gammel.
Nu har Steve Miller som så mange andre i sin generation rundet de 80. Omkring 2006-07 turnerede han flittigt i USA, og folk strømmede til, som havde tiden stået fuldstændig stille. Og dømt ud fra live-dvd/cd’en, der fulgte efter turneen, fik de fremmødte noget for pengene: Tight swingende rytmesektion, en guitarside i højt gear, glasklare korstemmer og en ekvilibristisk mundharpespiller i føromtalte Norton Buffalo.
Den jordbundne, velformulerede og sympatisk virkende Steve Miller har ikke udgivet et album med nyt materiale i nu 40 år. Det foreløbige (eller måske mere sandsynligt endelige) punktum blev sat i 1983 med det ganske udmærkede pop-rockende Wide River album.
Steve Miller er heldigvis stadig aktiv på livescenerne, og har aktuelt yderligere seks koncerter i hjemlandet på programmet for i år, mens der ikke er programsat nogle for 2024.
Måske han efter godt 60 år i branchen stille og rolig bevæger sig hen imod et mere tilbagetrukket otium. Det skal i så fald være ham vel undt. Hans bidrag til musikhistorien vil uomtvisteligt holde i mange år fremover, hvilket hans optagelse til The Rock and Roll Hall of Fame i 2016 og til The Songwriters Hall of Fame i 2022 så fint bevidner. Men fakta er at han rent faktisk stadig i den grad har noget at byde på med sin karakterfulde og blåtonede stemme, som åbenbart er og vedbliver hans evige joker i ærmet – se blot nedenstående aktuelle optagelse.
