STEVE WINWOOD 75 ÅR

”EKVILIBRISME, TALENT OG DET GYLDNE STEMMEBÅND”

Fotograf: Pressefoto fra officiel Facebook side

Stephen Lawrence Winwood, født den 12. maj 1948 nær Birmingham i England, er bedre kendt som Steve Winwood og en af de mest markante talenter og bedste vokalister, den britiske og internationale musikscene har fostret gennem de sidste 60 år. Hans lyse tenorstemme er i besiddelse af en inderlighed og modenhed, der i topform og udfoldet i det rette materiale nærmer sig en hymneagtig spirituel forløsning i perfekt pitch.

Multiinstrumentalisten, sangeren og sangskriveren, der behersker Hammondorgel, piano, diverse keyboards, guitar, bas, trommer, mandolin og saxofon, er kendt fra bands som Spencer Davis Group, Traffic, Blind Faith og Ginger Baker’s Airforce samt for sin lange solokarriere siden slutningen af 70’erne. Også hans arbejde som sideman og sessionmusiker er værd at bide mærke i, kort sagt en ekvilibristisk mester i sit fag og en af de allerstørste – næppe kun i min bog.

Winwood favner genremæssigt og stilistisk bredt; fra soul, r&b, blues og det mere jazzede over folk og psykedelisk progressiv rock til latin og pop. Under interviews og live på scenen virker Winwood ydmyg, venlig og eftertænksom – ingen ansatser til manerer og pusten sig op, selv om der er rigeligt at prale af for en mand af hans kunstneriske kaliber og kunnen. Det tjener kun den 75-årige stjerne yderligere til ære.

Allerede som fireårig begyndte Steve Winwood at spille klaver, fattede interesse for trad. jazz og lærte sig dernæst at spille guitar og trommer. Han optrådte live med sin musikalske far og ældre bror Muff i pubber og klubber, hvor han sad bag klaveret med ryggen til publikum i et forsøg på at skjule den lige lovlig unge alder i disse øldrikkende og feststemte miljøer.

Stadig elev i den lokale folkeskole i Birmingham skiftede Winwood over til Hammond C-3 orglet og sad ind hos store amerikanske navne som Muddy Waters, John Lee Hooker, Howlin’ Wolf, B.B. King, Chuck Berry og Bo Diddley, når de gæstede England og håndplukkede deres egne såkaldte pick-up bands.

Professionel debut som 14-årig

I en alder af 14 år kom Winwood i starten af 1963 med i Spencer Davis Group, hvor han endnu i puberteten sang blues og soul med en autensitet som en fuldvoksen sort mand fra Sydstaterne, der havde set og oplevet rigeligt. Unge Winwood var en sensation, ældre kolleger væltede ind for at opleve, og Island Records producer og grundlægger Chris Blackwell fik travlt med at indfange den evnerige guldfugl plus orkester. Blackwell så rigtigt, hvilket uopslidelige klassikere som Keep on Running, Gimme Some Lovin og I’m a Man satte tykke streger under.

I 1967 måtte Winwood videre i teksten og dannede Traffic, der desuden bestod af trommeslageren Jim Capaldi, guitaristen Dave Mason og multiinstrumentalisten Chris Wood. Bandet eksperimenterede lystigt klangligt som musisk med afsæt i den tidstypiske psykedeliske rock og skabte fine albums som Mr. Fantasy (1967), John Barleycorn Must Die (1970), The Low Spark of High Heeled Boys (1971) og When the Eagle Flies (1974), før de gik endeligt i opløsning samme år for 20 år senere at blive gendannet på ny med et enkelt studiealbum Far From Home, som et ganske respektfuldt punktum.  

Under Traffics midlertidige pause i 1968-69 etablerede Winwood den kortlivede supergruppe Blind Faith sammen med Eric Clapton, trommeslageren Ginger Baker og Ric Grech (bas). Deres eneste og eponyme album fra 1969 kastede dog to af Winwoods bedste sange af sig, Had to Cry Today og ikke mindst Can’t Find My Way Home. Steve Winwood fik debut som soloartist i 1977 med et album, der blot bar hans navn, men ikke helt lettede fra jorden.

De store hits fra 80’erne lever endnu

Det gjorde toeren Arc of a Diver til gengæld i 1980, hvor Winwood stod for det hele på egen hånd. Den bedårende og nogle år ældre Iben fra EFG-klassen på Købmandsskolen i Aabenraa fortalte om albummet og manden bag i maskinskrivningstimerne, og min nysgerrighed blev vakt. While You See a Chance, Spanish Dancer og Night Train, tre funky poptræffere på stribe, og unge Vilhelm var solgt omkring 1981-82 stykker. Noget kom der da ud af min slet skjulte forelskelse i totalt uopnåelige Iben med den lyse kække korthårsfrisure.

Mr. Winwood fortsatte i 1982 med Talking Back to the Night og slog for alvor igennem fire år senere med det hitspækkede og 80’er velproducerede Back in the High Life, hvorfra titelsangen, Higher Love, Split Decision, Take It As It Comes og Freedom Overspill er værd at fremhæve. Winwoods status som blue-eyed soul superstar fik sågar en tak opad i 1988 med udgivelsen af Roll With It, ikke mindsttakket være det grovsvingende titelnummer.

Numre fra den periode har sågar også bjergtaget streaminggenerationen, og numre som Valerie og Higher Love er på Spotify streamet henholdsvis mere end 112 og 148 millioner gange.

90’erne og 2000-tallet blev magre hvad soloudgivelserne angik. Hverken Refugees of the Heart (1990) og Junction Seven (1997) holder standarden fra de bedste stunder i 80’erne, spørges denne signatur, men heldigvis gik det betydelig bedre med About Time (2003) og især Nine Lives fra 2008, der til dags dato er det seneste album fra Winwoods hænder. Begge de nævnte indeholder hans legesyge og nysgerrigt åbne musikalitet med plads til improvisation og tråde tilbage til 60’erne, 70’erne og Traffic.

Nye folk er kommet til i Winwoods studie- og livebands, hvor der strækkes kollektivt ud i jazz- og latinfarvede passager af virtuos karakter. Det fik jeg mulighed for at opleve live ved hans seneste besøg her til lands, nemlig i KulturVærftet i Helsingør oktober 2010, hvor byens nye og endnu ikke helt færdigbyggede vartegn præsenterede Winwood i stærkt syngende og spillende form. Musikerne bag ham viste tænder, og Winwoods guitar- og Hammondorgelekskursioner steg højt til himmels sitrende af overskud og overlegen professionalisme.

Også som sideman er han konge

Live og i studiet har Winwood bidt skeer med en illustrativ række af stilskabere, legender og stjerner. Her  nævnes i flok Joe Cocker, B.B. King, Lou Reed, Robert Palmer, George Harrison, Marianne Faithfull, David Gilmour, Billy Joel, Talk Talk, Phil Collins, Paul Weller og Gov’t Mule. Stærkt i manges erindring står utvivlsomt også Winwood og Jimi Hendrix’ orgel- og guitarduel på den lange blues version af Voodoo Chile fra mesterværket Electric Ladyland (1968).

40 år senere sang og spillede Steve Winwood og Eric Clapton sammen nummer live foreviget på deres fælles album og dvd Live from Madison Square Garden (2009). Begge versioner når højder af ren trolddomskraft i hver deres udtryksmåde og tidsalder forenet af Robert Johnsons pagt med bluesdjævlen standing at the crossroads i Clarksdale, Mississippi. Sådanne sublime og inspirerede stunder når kun sande enere, og den kategori tilhører Stephen Lawrence Winwood og har gjort det, siden stemmen gik i overgang og forvandledes til lyden af lige dele rå rhythm’n’blues og sweet soul music.

I de senere år har aktivitetsniveauet været dalende, men han har blandt andet været prominent gæst hos Santana på albummet Blessings & Miracles (2021) og seks år før medvirkede han også på Van Morrison’s Duets: Re-Working the Catalogue.  Derudover var han naturligvis med selvfølgelighed på programmet den 7. maj til King Charles III’s Coronation Concert ved Windsor Castle i anledning af kongekroningen. Han optrådte her med en storslået udgave af Higher Love.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.