Strejf af fred og musik, der gør en forskel

”ME AND MARIA spiller for sind og ro – og det og meget andet, har vi taget en snak med dem om”

Fotograf: PRESSEFOTO

ME AND MARIA har som duo eksisteret siden 2015, hvor Johannes Pehrson og Maria Anna Rosenberg blev forenet i et poetisk og dybt makkerskab. Johannes kom med en baggrund fra rockbranchen, mens Maria primært havde begået sig i musicals. På papiret måske et umage par, men virkeligheden viste hurtigt noget andet, og de har i den grad fundet deres egen vej – og en musik, der taler åbent og direkte til og om sjæl og sind.

Og netop sind er et ord, som man ikke kommer uden om i forbindelse med duoen, der i de senere år utrætteligt via deres musik, talks og koncerter har omfavnet tabuer omkring psykisk sårbarhed, selvmord mv. Helt konkret har de eksempelvis givet en masse koncerter på lukkede psykiatriske afdelinger, og har derved givet en masse af det indhold til psykiatrien, som Maria selv oplevede, der manglede, dengang hendes egen mor var indlagt. Ambitionen er fortsat at holde fokus omkring denne del af deres koncertvirke, men naturligvis også at komme ud og spille på helt almindelige spillesteder, i kirker mv.

De har netop udsendt deres tredje album ”Strejf af fred” (CD/digitalt), der ligger i naturlig forlængelse af deres to tidligere studiealbum. Album fyldt med danske, melankolske, poetiske, smukke sange, som tør at tage fat i det svære i livet. De giver plads til angst, ensomhed og sorg. Man bliver taget med ind i et univers, hvor det er okay at have det svært. Men under det hele er der en følelse af, at det hele nok skal gå – på trods – og der er strejf af både lys og håb. Kort sagt – ligefremt, ægte og ærligt.

Dette afspejler sig også i, hvordan musikken er indspillet. Alt er baseret på live takes og indspillet på gammeldags vis. Man mærker simpelthen musikerne, og den følelse, de har, mens de optager. Basguitaren har en anderledes blød lyd og vokalerne blander sig fintfølt med hinanden og skaber en til tider nærmest meditativ oplevelse på en malende, stille lyrisk, sfærisk rejse.

Og netop tætheden i deres klang og samspil fornemmede man også ganske klart på det LIVE album ”Ud af ingenting”, der udkom digitalt i juli måned i år. Side 33 fik en snak med dem om året, der snart er gået, om udsigten til året der kommer, og lidt af det løse. Interviewet bringer vi i to dele. Første del får du her.

INTERVIEW

SIDE 33 – I har i år udsendt live albummet “Ud af ingenting” – og her den 18. november udkom så jeres tredje studiealbum “Strejf af fred” (CD/digitalt).

Dermed har I udgivet hele fire album siden jeres debut i 2019. Fire album, hvor der fornemmes en klar rød tråd omkring fokus på freden og roen i musikken, der skal omfavne mørket, lyset, troen, håbet og tvivlen i tekst universet. 

I havde forinden udsendt en enkelt en EP – “The Beauty of Allowing All the Sad Songs” – med fem engelsksprogede sangen.

Kan I fortælle lidt om hvad årsagen var til at I endte med at gå over til at synge på dansk, og hvordan I fandt frem til jeres meget personlige udtryk, og hvordan I siden har arbejdet med at udvikle det over nu fire album?

Me and Maria

”I 2017 udgave vi en dansk single. Det var en sang, der kom lidt ud af ingenting, lige pludselig skrev vi en på dansk. Den faldt virkelig i god jord hos folk, og til koncerterne kunne vi mærke, at vi forbandt os bedre med publikum gennem det danske sprog. Herefter satsede vi kun på dansk, og har stille og roligt lært mere og mere.

Det er bare noget andet at skrive på sit modersmål og lytteren tager også imod på en anden måde. Det er med til at understøtte følelsen af ægthed og “ligetilhed”, som vi gerne vil have i musikken. VI har bedre styr på nuancerne på dansk end, vi have på engelsk, og det fjerner det beskyttende filter, vi nogle gange kunne gemme os bag på engelsk.”

SIDE 33 – Det nye album “Strejf af fred” ligger tematisk i forlængelse af jeres tidligere materiale. Men har hele den her mere indelukkede tid de sidste par år, pga. COVID-19 pandemien, ellers på nogen påvirket jeres tilgang til selve sangskrivningsprocessen – og synet på jeres mission og vision med jeres virke?

Me and Maria

”Nedlukningerne gav os mulighed for virkelig at fordybe os i sangskrivningen og samtidig kunne vi tage nogle flere chancer, fordi der var så meget tid til at eksperimentere.

Jo mere vi skriver og indspiller, jo sjovere synes vi, det er at lege med ikke at søge det perfekte, at give plads til små fejl og at forsøge at optage alt live. Jo mere sjæl, vi kan få med, jo bedre.

Vi har for nylig haft det fantastisk hyggeligt med at se “321 McCartney,” hvor Paul fortæller om Beatles tiden. De turde lege og prøve af, de skrev og skrev og skrev og var ikke bange for at smide ud og komme videre. Det er vi meget inspireret af.

Vi vil også gerne skabe plads til alle følelser med vores musik, sådan at lytterne mærker, at det er okay, hvad end de føler… Derfor forsøger vi at skabe plads til, at der ikke er noget “rigtigt og forkert”, når vi skriver og spiller. Det skal være i orden, men musikken skal have lov at udvikle sig uden, vi piller for meget ved den – hvis det giver mening”

SIDE 33 – I er kendt og respekteret for jeres store fokus på området omkring sindslidelser – og i optræder jævnligt på behandlingssteder m.v.

I år er der endnu flere musikere, der er blevet mere åbne omkring egen og andres psykiske sårbarhed. Har I via møder med kollegaer eller publikum kunne mærke, at der rent faktisk sker fremskridt på området, og at det nytter at kæmpe videre mod de tabuer, der jo desværre stadigvæk eksisterer?

Me and Maria

”Vi mærker helt klart, at der er mange, der gerne vil tale om psykisk sygdom og nedbryde tabuer. Der er masser, der genkender det, vi fortæller om, både omkring håbet om mere kreativitet eller hyggelige aktiviteter i psykiatrien, og de oplevelser Maria har haft som pårørende. Der er en stor taknemmelighed for, at nogen kan sætte ord på det, også de sange, der handler om selv at have det svært. Det overraskede os i starten, hvordan folk tog imod, og der ligesom var en masse efterspørgsel.

Til en koncert for nylig fortalte en af gæsterne om sin far og hans kamp med psykisk sygdom, og stoppede så op bagefter, og sagde til os, at det havde han ikke snakket om i mange mange år, men lige nu var det bare så nemt. Fordi rummet til vores koncerter får en følelse af, at man godt kan tale om alt uden at være mærkelig, uden at være alene, uden at skræmme nogen. Det er så dejligt at se, at den tendens spreder sig mere og mere gennem andre modige mennesker, der står frem. Så ja, det nytter noget, det ruller afsted som en snebold”

SIDE 33 – I nåede jo heldigvis at få afholdt en del koncerter her i 2021 – senest en stor efterårs- og vinterturne. Hvad har det betydet for jer igen at kunne møde jeres voksende publikum, der ude i virkeligheden.

Me and Maria

”Det er jo bare noget helt andet at komme ud til folk, at møde dem, have øjenkontakt og at have mulighed for bagefter at snakke med dem. Det er her, vi virkelig mærker, at det giver mening, at vi skriver musik, ikke bare for vores egen skyld, men den betyder faktisk noget for dem, som kommer og lytter. Det er jo en fuldstændig vild gave at få som kunstner, og vi er simpelthen så taknemmelige.”

SIDE 33 – De sidste par år har jo mildt sagt været anderledes for alle – og ikke mindst for aktører i musikbranchen. Men omvendt plejer man jo også at sige, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hvordan har det generelt påvirket jer som udøvende musikere – hvad har I lært om branchen, om jer selv – og hvordan ser i frem mod 2022?

Me and Maria

”Det gav os mulighed for at øve en masse og som sagt fordybe os i sangskrivningen, og optimere vores udstyr. Det har betydet, at når vi endelig kunne spille live, har de hver gang været en bedre oplevelse end sidst, for dem, som kom.

Hvis man hænger i, bliver ved at udvikle sig og undersøger rammerne på ny for, hvad der kan lade sig gøre, også under en pandemi, kommer man hele tiden fremad. Sådan har i al fald været for os. Og så elsker vi bare at komme ud og spille! Pandemien har i den grad gjort os taknemmelig for hver en koncert, og det er jo sådan set meget sundt.

Vi har med vilje planlagt det meste fra foråret, da vi havde frygtet, vi igen blev ramt af smittespredning. Vi krydser for, der bliver gode muligheder til den tid. Hele efteråret har vi oplevet stor interesse og fået masser af uopfordrede bookinger, men så snart smitten igen begyndte at true, begyndte bookere etc at holde igen. Vi håber, tendensen snart går en anden vej.”

Især til jul kan savnet over én, som man har mistet fylde endnu mere. Vi vil gerne minde om, at man ikke er alene med den følelse. Og vi vil gerne tænde lys for alle dem, som ikke er med denne jul – alle dem, som er savnet, alle dem, hvis navn aldrig glemmes

– Meand marie om sangen “Den du var”

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.