Med bassisten Steve Priests død 72 år gammel den 04. juni 2020, er der kun et af de originale medlemmer tilbage af Sweet, guitaristen Andy Scott, der stadig turnerer med de mange minder ledsaget af skiftende besætninger i sin version af legenden. Steve Priests havde tilsvarende sin version af Sweet kørende siden 2008.
Engelske Sweet er for millioner inkarnationen af 70’ernes hitliste musik i spændingsfelterne mellem bubblegum pop tidligt i karrieren, senere glam rock og hard rock. Live kunne kvartetten nærme sig et touch af Heavy, når der virkelig blev skovlet til den.
Det særdeles effektive og succesfulde sangskriverteam Nicky Chinn, som forleden fyldte 75, og Mike Chapman sørgede for glamrock/poppen i starten af 70’erne. Ud over Sweet, som de to herrer i en periode var manager for, leverede parret en myriade af ørehængere til navne som Suzy Quatro, Mud, Racey, Smokie, Tina Turner og senere Huey Lewis & The News.
Den klassiske Sweet opstilling, der udover Steve Priest og Andy Scott talte trommeslageren Mick Tucker og frontmanden Brian Connolly, blev grundlagt i starten af 1968, men det egentlige gennembrud lod vente på sig nogle år. Først måtte lytterne kløjes i Chinn/Chapman letvægtere a la ‘Co-Co’, ‘Little Willy’ og ‘Wig-Wam Bam’, indtil der kom glamrock kog under kedlerne ved hjælp af skråle og stampe med hymnerne ‘Blockbuster’, ‘Ballroom Blitz’, ‘Turn It Down’, ‘Hell Raiser’ og ‘Teenage Rampage’.
Slige decibel sager forstod at fremme følelsen af identitet og intens luftguitar/tromme løs på møblementet aktivitet i drenge/pigekamre kloden rundt, mens kvartetten knoklede for berømmelsen og top ti placeringerne iført plateaustøvler, farvestrålende og stramtsiddende dragter og de hårfagre frisurer sat op til perfektion. Larm og lir i gaden. 45 omdrejninger i minuttet vinylerne blev anskaffet og sirligt sat i plasticlommer i min singlemappe, sidenhen bortkommet som så meget andet fra en svunden æra.
Min gode ven i knejtealderen, Henning fra Rødekro, og jeg burde have modtaget fine pointkarakterer for vores indlevelsesevne, når godbidderne røg på grammofonen. Pudsigt nok førte hyppige afspilninger af ‘Turn It Down’ til henstillinger fra Hennings forældre med trusler om fodbold i haven, hvis ikke volumenknappen røg mod venstre. Man anede konturerne af en klassisk generationskonflikt.
Sweet kørte træt i The Chinn/Chapman Show og ville helst selv i gang med at skrive sange og præge albumudgivelserne. Det musikalske håndelag var absolut i orden inklusiv styr på de flerstemmige korvokaler, som hele kvartetten bidrog til i det nær fistelagtige toneleje, når der skulle sættes trumf på. Omkring starten af 1975 fik jeg skillinget sammen til en tur i den lokale Fona gesjæft i Aabenraa for at få fingre i bandets tredje lp ‘Desolation Boulevard’, hvor der uddeles lidt mere hard’n’Heavy hug end før.
Dog røg poppen ikke helt af paletten, hvilket ‘The Six Teens’ og ‘Fox on The Run’ sørgede for. Som ti-årig var mit kendskab til The Who nærmest ikke eksisterende, men jeg bed dog mærke i deres version af ‘My Generation’ – den kunne noget. ‘Desolation Boulevard’ blev tyndslidt, mens perioden med fuselvækst og pubeshår lurede i horisonten. Punk, new wave og disco trængte Sweet mere og mere i baggrunden fra slutningen af 70’erne, og vores veje skiltes. Den troløse forræder fandt nye favoritter til trods for, at et par lømler prøvede at overbevise mig om, at riffet til ‘Love Is Like Oxygen’ (‘Level Headed’, 1978) var det fedeste længe hørt.
Deres ihærdighed prellede af, jeg var kold som is og faldt i stedet over The Police’ debutalbum i min storebrors værelse – goodbeirut til overfladisk glam og bubblegum. I al min hjerteløse kynisme overfor gamle helte bemærkede jeg knap nok, at Connolly forlod Sweet, og Priest overtog forsangertjansen frem mod opløsningen i 1982. Flere genforeningsforsøg fulgte, Connolly døde som følge af svær druk blot 51 år gammel i 1997, og i 2002 var det Tuckers tur grundet leukæmi. Han blev 54.
Interessen for at se og opleve Sweet i amputerede udgaver og holdopstillinger har indrømmet været lig nul, men gensyn med gamle klip via YouTube vækker dog stadig erindringer fra ‘Vilhelms værelse’, hvor de tidligste stjernedrømme blev levet ud, mens pandehåret så småt voksede ned over de kiksede briller med hinkeruder glas i massivt væg til væg stel – ikke just prototypen på et afgudsdyrkende rockstar look.
Senere gik det vist nogenlunde ok. Og slutteligt bør en midaldrende gråssenollike aldrig blive for skidtvigtig til ikke at kunne uddele komplimenter til en instrumentkollega: Mick Tucker var faktisk en teknisk velfunderet og kreativt opfindsom trommeslager med klare jazzrødder i sit spil.
Så fik vi lissom det på det rene….
