Den 71-årige amerikansk fødte Tamra Rosanes, der i 2018 blev dansk statsborger, har efterhånden boet i Danmark i mere end 50 år.
Da hun ankom til Danmark i starten af 70’erne var hun en ung og ret uprøvet sangerinde, der aldrig før havde stået på en scene. Men inde i hende brændte musikken for at komme ud. Og hvad er mon det værste der kan ske, hvis man tager chancen? Ja, sådan tænkte hun dengang og har faktisk gjort det siden, og derfor fejrer Tamra Rosanes nu sit 50-års jubilæum, som en sanger og sangskriver, der i den grad har sat et smittende og varigt aftryk på den danske musikscene.
Hun startede med at optræde i Tivolis Vise Vers Hus, hvor hun blev opdaget af Noller fra Brødrene Olsen, og hun blev i de følgende år en af landets mest benyttede korsangerinder. Hendes vokal kan blandt andet høres på forskellige evergreens som ”Disco Tango” (Tommy Seebach), ”Sig godmorgen” (Grethe Ingmann), ”Man skal aldrig sige aldrig” (John Mogensen), ”Fed lykke” (Thomas Helmig) samt ”Ingen Regning” og ”Istedgade” (Peter Belli)
I 70’erne var hun også en del af den populære gruppe Flair , sammen med blandt andre Sanne Salomonsen. Gruppen fik blandt andet udgivet et album produceret af selveste Hank Marvin fra The Shadows. Senere var hun en del af den mere country orienterede gruppe The Pack. Samarbejdet med Sanne Salomonsen blev genoptaget i 2001, hvor de to og Lis Sørensen udgav et stærkt sælgende album under navnet Cowgirls.
Siden 1987 er det dog primært via sin solokarriere, at hun har udviklet sig til en sand country-ambassadør i Danmark. Genrens mange facetter er rundet via 15 album, hvor det undervejs er blevet til et utal af minderige duetter, ikke mindst med selveste John Prine.
I forbindelse med hendes jubilæum har hun netop udsendt sit første album i 4 år. Albummet ”New better Day” er en ganske personligt album, der er indspillet i København, Nashville og på Samsø. Hun har selv skrevet de fleste af albummets 12 sange med fortællinger om sen kærlighed, bad cowgirls og livet, der nok kan slå sine sving, men bliver ved med at have overraskelser og gaver, hvis man bare husker at rette pilen mod lyset, som det lyder i sangen ”Rusty Old Arrow”.
”Albummet er en collage af sange, som ikke bare skulle ligge i skuffen. Townes Van Zandts ”Catfish Song” handler om at blive ældre, og selv om jeg altid har elsket den sang, betyder den noget mere for mig, når jeg synger den i dag. ”Johnny Be Good To Me” skrev jeg efter et hårdt brud, ”Number One” skrev jeg den dag, jeg mødte min nye mand, mens ”Love Love Love Love Love Love” blev skrevet til mine sommerhusnaboer, da de skulle giftes. På den måde er det et album, der viser alle sider af mig. Både den sårbare og optimistiske.”
– Tamra Rosanes
Også på andre måder er albummet personligt. Tamra Rosanes’ søn Noah Rosanes (The Billy Surfs, Ida Gard m.fl). har produceret flere af sangene blandt andet ”Breathe Again”, der ligesom titelnummeret allerede har gjort sig rigtigt godt på DR P5.
At det blev countrymusikken, der blev Tamra Rosanes’ kald, lå ellers ikke i kortene fra begyndelsen.
”Jeg er ikke fra Texas og er bange for heste, men alligevel er country min musik. Jeg elsker melodierne, historierne og hele attituden. I Danmark var country en fremmed ting, da jeg startede. Det var noget, man kendte fra kassettebånd på tankstationer, og jeg kunne fornemme de korslagte arme, når jeg gik på scenen. Men jeg ville vise, at country kan have kvalitet, og i dag er genren heldigvis accepteret. Jeg kan mærke, jeg betyder noget for mange, når jeg kommer rundt.”
– Tamra Rosanes
Udover albummet bliver 50-års jubilæet fejret med en lang række koncerter i Danmark her i efteråret. Hun er godt halvvejs i sin turne, og spiller i morgen den 02. oktober ekstra koncert på Bartof Station på Frederiksberg, og siden har hun yderligere 7 jubilæumskoncerter her i oktober, sammen med sit velspillende band, anført af den gode Morten Wittrock som kapelmester.
