Der er få så succesfulde danske bands, der spiller verdensmusik, som The KutiMangoes.
Lige siden deres debutplade ”Afro-Fire” (2014), der gav dem to Danish Music Awards, har de spillet langt ud over landets grænser. Deres glade, imødekommende musik har vundet gehør i store dele af Europa, og det er den succes, bandet gerne vil bygge videre på.
Men de har besluttet, at de har brug for et nyt navn. Det gamle er en hyldest til Fela Kuti, den nigerianske aktivist og musiker, der tilskrives at have opfundet afrobeat, og det var som en kærlighedserklæring til ham og den vestafrikanske musiktradition, at bandet blev til. Men bandet har siden hen udviklet sig, og med det nye navn er de klar til også tydeligt at markere et nyt kapitel i gruppens historie.
Med det gamle navn og titlen på deres seneste album ’Afrotropism’ (2019) har der også enkelte gange været forvirring om bandets etnicitet, især i Storbritannien og Tyskland. På den sidste turne fik de at vide af flere bookere, at deres navn spændte ben for dem. Derfor har de nu skiftet navn til Sunbörn. Navnet betyder solbørn og kommer af deres glæde for varm solskinsmusik, der bringer glæde til lytteren.
Bandet blev for 10 år siden startet af Gustav Rasmussen (Trombone, guitar) og Michael Blicher (saxofon og fløjte) – og består i dag ud over de to af Aske Drasbæk (saxofon), Johannes Buhl Andresen (rhodes, keys), Casper Mikkelsen/Eddi Jarl (trommer) og Magnus Jochumsen (percussion)
Trods navneproblematikken har de rent faktisk som nævnt indledningsvis fået en ganske imponerende international succes. Den succes, håber de nu at bygge videre på. De har allerede fat i lande som Tyskland og Italien, men de ser stadig mange muligheder rundt om i verden som fx Frankrig og England.
Bandet er lige nu i gang med at færdiggøre deres nye og fjerde album. En plade, der denne gang vil blive skabt i samarbejde med andre kunstnere fra hele verden som blandt andre Clap! Clap! (I), Caio Marcio (BR), BIGYUKI (JP), Ida Nielsen/BassIda (DK), DJ Opolopo (S), DJ Francis Mercier (H), og Moderator (G).
I dag udgiver de singlen ”Dancing In The Dusk”, der er første smagsprøve fra den kommende plade, og den binder en ganske fin tråd til navneskiftet. Nummeret giver nemlig plads til eftertænksomhed og melankoli over det, man efterlader bag sig, men også en opløftende forventning om noget nyt. Instrumentalt udforskes der nye klangfarver med fløjter, basuner, ødelagt saxofon og et trance-inspireret beat, der i den grad fungerer, som et varmetæppe i en kold tid.
Så går du og fryser, så se da med her nedenfor og lad dansen give varme, i selskab med de nyudklækkede solbørn.
Se også bandet fortælle mere om deres navneskift her: