THE SAVAGE ROSE og Arena Næstved støtter Ukraine

”Planlagt koncert bliver støttekoncert, og unikke freds t-shirt lanceres”

Fotograf: Brian Selander

Den stort anlagte koncert i lørdags på Rådhuspladsen i København er heldigvis så langt fra de eneste musikalske initiativer, der tages i disse dage omkring støtte til Ukraine.

– Det er nu, vi skal skilte med vores krav om fred i verden, og samtidig støtte Ukraine i sin kamp for frihed, og vi oplever, at mange søger efter lokale initiativer, siger således direktør i Arena Næstved, Jakob Brixvold.

Og intet er naturligvis mere oplagt, end at tage initiativet sammen med et af de mest fredselskende orkestre i Danmark, The Savage Rose. Den planlagte koncert i Arena Næstved d. 18. marts, bliver derfor nu til en støttekoncert, hvor bandet og arenaen sammen donerer 50 kroner pr solgt billet til det ukrainske folk.

T-shirts for Fred – limited edition

Samtidig med støttekoncerten lanceres en t-shirt med det globale fredstegn i blå og gule farver. Danskerne viser i disse uger deres engagement og sympati for det ukrainske folk, og kan ved at købe denne t-shirt for 250 kr. sprede det enkle budskab om fred i verden i gult og blåt, som et stærkt dansk statement.

På koncertaftenen sælges t-shirten i en særlig Arena Næstved edition, hvorefter den sælges online til hele landet.

Overskuddet ved salg af t-shirts går ubeskåret til ofrene for den aktuelle krig i Ukraine. Donationer fra både billet- og t-shirtsalg gives via kampagnen Sammen for Ukraine.

Initiativet er sat i værk af Arena Næstved, The Savage Rose, Bullet Booking, grafiker Daniel Buchwald og T-shirt firmaet worldoftshirts.

Koncertbilletter til The Savage Rose kan købes via arenanaestved.dk – og du kan allerede nu forudbestille t-shirts på https://worldoftshirts.dk/products/savage-rose.

Krig vs. fred

I en fælles meddelelse fra The Savage Rose udtaler de i forbindelse med den kommende koncert:

Et forår af skønhed og fred, blev i et nu, forvandlet til ondskab, krig og død. Vi i The Savage Rose, sender vores støtte og ønske om fred til det ukrainske folk, og alle vores fredselskende søstre og brødre verden over, der må flygte fra krig.

Endnu engang hører og ser vi magtsygen og et slæb af dræbende våben voldtage og knuse mennesker og jord.

Lad os nu afslutte denne ondskabens epoke, og skabe en ny og anden virkelighed der bygger på respekt og kærlighed til livet. Vi citerer og synger fra Nordah/Griegs digt til ungdommen, Kringsatt av fjender:

“Krig er foragt for liv, fred er at skabe, kast dine kræfter ind, døden skal tabe.”

Nyt fra Naja Rosa

I Savage Rose finder man blandt andre Naja Rosa på kor. Hun har tidligere udgivet tre album i eget navn, det seneste ”These are the times”, der udkom tilbage i 2014.

Men nu er Naja Rosa endelig klar med nyt. Første single ”Break The Chain” er netop udkommet, og er en forløber fra hendes kommende album “Closer To The Sun”, som udkommer senere på året på familiens nystartede label South Harbour Records.

Sangen handler om at bryde gamle vaner der holder én fastlåst i giftige mønstre. Vokse med livets omskiftelighed og stå ansigt til ansigt med såvel egne som andres dæmoner. ”Break the Chain” handler om at nægte at være en del af den onde cirkel.

Og det er vel netop det vi alle håber lidt ekstra i disse tider. At få brudt kæderne og få bugt med den ondskab, der står bag de aktuelle krigshandlinger i Ukraine.

Sangen er ligesom resten af albummet lavet i samarbejde med Naja Rosa’s faste samarbejdspartner Anders Holm (The Savage Rose, Jan Harbeck, Balstyrko etc) og produceren Brian Batz (Sleep Party People, Anders Riis, Where Did Nora Go, Katinka Band m.fl.) – og føles heldigvis som et varmt pop-korn i en kold tid.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.