Endnu en uge er gået – og endnu engang er denne skribent blevet ramt af en helt ny og uventet musikalsk forelskelse. Det selvbetitlede debutalbum fra amerikanske Bones Owens har i den grad spillet sig under huden, og direkte ind i musikhjertet med en effektfuld råstyrke af uhørt karat. Det udkom den 26. februar digitalt og er nu også ude i på CD og i vinyl format via Thirty Tigers, der jo som sådan ikke er et pladeselskab, men mere en musikselskab, der tilbyder distribution og management til uafhængige artister – ikke ulig f.eks et selskab som vores hjemlige Stille Støj.
Den opgave har Thirty Tigers foreløbig med succes løftet for artister som Jayhawks, Brian Fallon, Tyler Childers, Lissie, Josh Ritter, Will Hoge, Mary Gauthier, Delbert McClinton, Garland Jeffreys, Alanis Morrisette, Bruce Hornsby, Colter Wall, Darlingside, Lucinda Williams, Parker Millsap, Patty Griffin, Ryan Bingham, Sturgill Simpson, Jason Isbell, Shelby Lynne, Allison Moore, Ian Noe, Bros Landreth, David Ramirez, John Moreland, John Prine, Morgan Wade, The Steel Woods, Joan Osborne m.fl.
Bones Owens har tidligere i 2014 og 2017 selv udgivet to mini-album ”Keep it Close” og ”Make Me No King” samt EP’en ”Hurt No One” – og de har mere end antydet at vi her har at gøre med en usædvanlig råstærk sanger og sangskriver – som med nutidig no-bullshit tilgang og en historisk nysgerrighed evner at mikse rock, blues, roots og indie.
På coveret til ”Bones Owens” ser man en nedbøjet Bones Owens i Stetson hat og en stilfuld western skjorte. M køber du albummet som et country album, så er du gået helt galt i byen. Selvom han nu lever i Nashville, er det en rustik og beskidt rock lyd i trio format, der er grundstenen på dette album. En lyd der er så langt fra salig Buck Owens – som han i øvrigt ingen relationer har til – som det næsten kan lade sige gøre. Til gengæld er der masser af Outlaw attitude i selve musikkens sjæl.
Optaget live direkte til bånd midt en COVID-19 tid som en tæt power trio bestående af ham selv på guitar, Julian Dorio (Eagles of Death Metal, The Whigs) på trommer og bassist Jonathan Draper (All Them Witches). Resultatet er 11 numre, der alle rammer plet med en spilletid generelt omkring de 3 minutter.
Der er masser af rå riff, rytmisk drive, tempo og timing i et musikalsk univers, der ikke er bange for at mikse blues, classic rock, garage rock, indie rock m.v. – og på teksttiden fortælles blandt andet historier om opvæksten i og omkring Missiouri. Et nærmest perfekt roadtrip på 37 minutter hvor Bones Owens tager dig på udflugt gennem sydstaternes sumpområder, og gennem land og by – med skæbnefortællingerne, drømmene og livslysten som makkere.
En musiker som Bones Owens kommer naturligvis ikke ud af de blå. Han har spillet musik siden han var 6 år, skrevet sange siden han var 13, og han har spillet i diverse bands på gymnasie og på college , og så har han har været tour musiker og spillet med f.eks. Bon Jovi, YelaWolf, Mikky Ekko, Reignwolf og Whiskey Myers.
Det er netop de mange år på landevejen, der har inspireret ham til sangene på det nye album, med tanke på at det er sange, hvor energien skal føre an og kunne mærkes når de forhåbentligt engang skal luftes live. Lad os håbe at det også bliver på en dansk scene – eller en festival – om de bliver til noget i år – for Bones Owens er den slags artist som både på Roskilde Festival og Tønder Festival vil være et af den slags navne, der med ret stor garanti vil blive husket og snakket om efterfølgende af deres altid nysgerrige publikum.
