Næsten 10 år er der gået siden at duoen Smith & Burrows ganske overraskende i 2011 udsendte det alternative julealbum ”Funny Looking Angels”. Et album, der siden nærmest har fået kult-status, og for en del måske stadig huskes for især nummeret ”Wonderful Life” – og ”Christmas Song” (med danske Agnes Obel), der fik en del velfortjent og vedvarende opmærksomhed.
Den britiske duo består af Tom Smith fra Editors og Andy Burrows, der primært er kendt som medlem af Razorlight og We Are Scientists samt et par solo udgivelser. Andy Burrows udgav dog også i 2019 et ganske flot duo album ”Reasons To Stay Alive” – sammen med en andet musikalsk kollega Matt Haig. Et album, der stilistisk nok er det tætteste på lyden af Smith & Burrows – der ellers ligger rimeligt langt fra det fans af især Editors og Razorlight måske vil forvente.
De to sangere og sangskrivere mødtes første gang på Glastonbury Festival i 2005 og har været venner siden – og sammen har de fundet et næsten idyllisk udtryk, med masser af passion for den gode håndspillede pop melodi.
På det nye album går de nemlig fuldt ud efter det store og formfuldendte pop-udtryk, med melodierne, arrangementer og vokalarbejdet i fokus – og de lander et album, der er flyvefærdigt – og smukt letter med retning mod den absolut øverste pophimmel, hvor de kan dele deres svimlende og varme pop-korn med ligesindede popsnedkere som Elton John, Paul McCartney, Manic Street Preachers, Del Amitri og Crowded House.
Smith og Burrows deler på albummets 10 sange nogenlunde ligeligt frontvokalen – som de begge mestre til topkarakter – og så træder deres korarbejde i den grad også i karakter. Tom Smith bidrager betagende med sin mørke, fyldige og glødende potente baryton vokal, mens Andy Burrows smører på med sin mere runde og fløjlsbløde vokal.
Albummet er optaget tilbage i 2019 – så er det helt uden COVID-19 indflydelser – og måske også derfor det fremstår så let og fritflydende. Parret tilbragte seks uger i Tennessee-varmen og indspillede dette album – blot de to sammen med med grammy vindende producer Jacquire King (Tom Waits, Kings of Leon, Kaleo, Josh Ritter, Buddy Guy m.fl.) – med et akustisk udgangspunkt og masser vintage-guitarer omkring sig. Det er iøvrigt nogle af disse gamle Gibson-guitarer fra 1940’erne , der inspirerede til LP’ens endelige titel – som en en let omskrivning af de gamle slogan – ‘Only A Gibson Is Good Enough’.
Disse 36 minutters popparade er noget er det bedste og mest tidsløse jeg har fået ind på øregangen i årevis. Tjek f.eks. ”All the Best Moves”, ”Old TV-Show”, ”Parliament Road” og “Aimee Move On”. Det er rent ud hørt mesterligt – ligesom det taktfaste “Too Late”, der frækt låner et lille riff fra Stevie Nicks klassikeren ”Edge of Seventeen”, er det.
Albummet udkom er slutningen af februar, og udkom i går den 23. april endelig på LP. Det er trods titlen meget meget mere end bare ”good enough”. Så er du i besiddelse af bare noget der minder om et sultent og nysgerrigt popøre, så snyd ikke dig selv for denne pragtpræstation. Er der noget der er Toppen af Poppen, så er det et album som dette!
