TILLYKKE OG TAK TIL TROELS TRIER!

”Fra rød mor til grøn far på farten – også som 80-årig”

Fotograf: Frank Nielsen

Multitalentet, kunstmaleren, sangeren, sangskriveren, satirikeren og frontmanden i Røde Mor, Troels Trier, har efterhånden solid erfaring i at runde de skarpe hjørner.  I dag begynder hans liv i 80’erne her i starten af 20’erne. Er du forvirret? Beklager, men så er det måske fordi du aldrig fik oplevet Triers Triste Trio eller fik serveret bøf med løg på pladetallerkenen, alt imens Røde Mor aldrig kyssede frøen, men hyggede sig på bænken ude foran Stardust Bodega – og telefonen bare sagde DING og ellers ingen ting. Og har du ikke oplevet bare lidt af det, så det ok at være forvirret eller bare lidt grøn af misundelse.     

For mange velvoksne mennesker har Troels Trier været der hele tiden. Den kreative kasket har efterhånden været aktiv kunstner i omkring 60 år – og i år er det 50 år siden at han som en del af kunstnerkollektivet Røde Mor pladedebuterede med – EP’en – ‘Johnny gennem ild og vand’

Røde Mor blev en kendt og elsket (og i visse kredse hadet) skikkelse på den danske kulturscene, og satte nye standarder for sceneshow, politisk humor og højt energiniveau live frem til, orkesteret kørte i garagen i 1978. Dog har de været samlet i ny og næ ved særlige lejligheder – også sidste år, hvor en af vores fremragende fotografer Frank Nielsen naturligvis var på pletten.


Også Side 33’s egen koncert-oplevelses-konge Kurt Baagø var på pletten sidste år i forbindelse med et af de show, som Troels Trier aktuelt er på tur med – ”Fra rød mor til grøn far”. Og Baagø var mildest talt begejstret – så meget at man kan mærke at det stadig sidder i fingrene på ham her et par måneder efter, hvor han i dagens facebook opslag på Side 33 blandt andet skriver følgende:   

”80, det er godt nok mange år og mange lys at puste ud. Men er der én, der har luft til at puste 80 fødselsdagslys ud i ét hug, så er det Troels Trier.


Ihvertfald har Troels Trier, der fylder rundt i dag, luft til igennem to sæt at spille, synge og fortælle sin egen historie som kunstner i one-man-showet  ”Fra Rød Mor Til Grøn Far”. Og i pausen sælger Trier reproduktioner af sine kunstværker, for den røde mor/grønne far ER jo både billed- og scenekunstner.

I showet fortæller Trier, hvordan det gik til for 50 år siden, at han begyndte at skrive sange og synge dem i kunstnerkollektivet Røde Mor, hvor han i forvejen var i gang med datidens street-art, plakaterne, de politiske plakater, der, udover deres kunstneriske værdi, var pokkers effektive til at tromme folk sammen til demonstrationer mod Vietnam-krigen.


Røde Mor og det senere partnerskab med Rebecca Brüel er det, vi kender Troels Trier allerbedst fra, mindre kendt, men forhåbentlig ikke helt glemt er, de soloalbums, Trier udgav i anden halvdel af 1970´erne, da luften var ved at gå ud af Røde Mor. ”Rosa”, ”Larsbjørnsstrædes Vinduer”, ”Kys Frøen” og ”Dukkehuset” hedder fire af de Troels Trier-albums, jeg lige kan komme i tanke om, hvor den raspende spradebasse, om ikke falder ned som et engleblidt lam og glemmer alt om politik, men viser en anden, mere privat og personlig side af sig selv.


Bøf med løg, måske den står på bøf med løg som rund fødselsdagsmiddag med Fru Rebecca på Nordfyn i udkants-Kerteminde i dag. Tillykke igen her fra Side 33 og god fornøjelse til både Troels Trier og hans publikum ved de kommende ”Rød Mor Til Grøn Far” shows”

31.01 – Kulturium i Ishøj

02.02 – Dexter, Odens

09.02 – Viften, Rødovre

15.02 – Realen, Fanø

05.03 – Huset i Hasserisgade, Ålborg

15.03 – Ryslinge Forsamlingshus

03.04 – Paletten, Viborg

OBS: Ovenstående indeholder uddrag af Thomas Vilhelm’s hyldest til Troels Trier – offentliggjort som opslag på Thomas Vilhelms Facebook side dags dato.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.