Det danske americana band Barrow – der er centreret omkring sanger og sangskriver Mikkel Bøggild (Ester Brohus, Mike Andersen m.fl) – har i dag udsendt en video med en dybfølt og ærlig fortolkning af ”My Hometown”. I den forbindelse har vi lavet en interview med Mikkel Bøggild om hans begejstring for Bossen.
Springsteen fylder 70 år den 23.09.19 – og på selvsamme dag udgiver I en video med Jeres fortolkning af ”My Hometown”. Hvad er dine bevæggrunde for at hylde Bossen – og hvorfor er valget faldet lige på ”My Hometown”?
”Bruce Springsteen er sådan en gigant, der altid har været der i mit liv. “Born in the USA” er en milepælsplade for mig, som jeg kan huske fra mit barndomshjem, og som altid har åbnet nye lag, efterhånden som jeg selv er blevet ældre. Han er så pissedygtig en iagttager, og kan fremmale steder og følelser med så få og velvalgte ord, så det er vedkommende og samtidig poetisk. Med “My Hometown” får han kogt barndomsminder, raceuroligheder og urbanisering ned til 3 vers og en bro, og får på helt klassisk vis sluttet historien af, som han startede. Jeg kommer selv fra en provinsby med masser af ufaglærte arbejdere, hvor man gennem tiden har mærket lukningen af slagterier og fabrikker. Centraliseringen i de store byer splitter de små samfund ad, der før i tiden havde deres egne skoler, posthuse, rådhuse og arbejdspladser. Det er stadig vigtigt at synge om, også i Danmark.”
”My Hometown” er hentet fra ”Born In the USA” albummet, som endegyldigt rykkede Springsteen op i den absolutte øverste liga af musikere – både kommercielt og kunstnerisk. Set og hørt med både dine musiker, producer og fan briller – hvad er det så, som det album kan, og som gør at det stadig er mindst ligeså holdbart og vedkommende her i 2019, som i 1984, hvor det udkom?
”Jamen, “Born in the USA” er meget speciel, fordi den tipper lidt mellem to æraer. Vi er på vej ind i 80’erne, hvor man begynder at smide musikerne ind i båse og dele indspilningen op i lag, og mixningen går ind i en helt ny fase med Bob Clearmountain, der virkelig åbner op for stadionrock-lyden med den her plade. Men uanset, hvor tidstypisk, den er mixet, så har den stadig lyden af et band, der indspiller alle på én gang, så man virkelig føler live-nerven. Det er, som om, at alt – fra introriffet til “Cover Me” til start trommefill’et på “No Surrender” – bliver spillet som om, at det er sidste chance for at spille noget som helst i denne verden. Og så er det en utrolig bedrift, at lave et så succesfuldt album, der samtidig har så tunge og alvorlige tekster.”
Bruce Springsteen har efterhånden udgivet 19 regulære studiealbum fra og med debuten i 1973. Hvilke af disse album har betydet mest for dig?
”Det giver næsten sig selv, ud fra hvad jeg svarede tidligere. Men jeg vil nok også nævne “Devils and Dust”, som er et soloalbum fra 2005. Det er forfriskende at høre ham uden E Street Band, fordi det nogle gange låser ham fast i et bestemt udtryk, når de er vokset så meget sammen, som de er. Og så kommer sangskriveren lidt mere i fokus. I forhold til det lyriske har “Devils and Dust” været en stor inspiration – prøv bare at læse teksten til “Black Cowboys” uden at høre nummeret. Jeg har lidt svært ved at holde øjnene tørre og hårene nede, når jeg gør det.”
Generelt er Bruce Springsteen i musikerkredse både elsket og æret. Men hvad er det konkret, der er så inspirerende ved ham? Er det sangeren, sangskriveren, performeren eller mennesket (the working class hero) eller en kombination?
”Jeg tror, at det er meget individuelt. Der er noget fantastisk ved at se et hold venner fra New Jersey i pensionsalderen, der for fleres vedkommende har kendt hinanden siden de gik i skole, stå og skabe magi til en koncert. Dén der symbiose, ligesom Stones, at selv når de ikke kan, så kan de godt. Og så er der Bruce selv. For mig har det aldrig været mennesket og personen, der har fascineret mig så meget. Jeg har hans selvbiografi på hylden, men er ikke nået i gang endnu, og det er nok meget symptomatisk. Men det er nok fordi, at han evner så meget at skabe karakterer og personer i sine sange, og sætte sig i deres sted, at de personer for mig bliver langt mere interessante. Og det er jo et kvalitetsstempel – som når der står en stjerneskuespillers navn på plakaten, og derfor går du ind og ser filmen. Men når filmen kører, så spiller han så godt, at du glemmer hvem, skuespilleren er.”
………… interview fortsættes i “Tillykke til Bruce – stort interview med en af de danske disciple – Part 2”
