Mig og… det hedder, Tina D og mig:

Jeg skal på ingen måde tage den mindste smule af æren for, at TINA DICKOW i dag, både har et godt navn i udlandet, eller, at hun i dag har status som én af Danmarks største sange-sangskriver-stjerner.

På Journalisthøjskolen i forrige århundrede lærte jeg af Århus Stiftstidendes navnkundige sportsjournalist, Knud Esmann, der blandt meget andet var ved ringside til én eller flere af Muhammad Alis boksetitelkampe, at, som Esmann belærte os journalistelever:

“Du skal vide, at som journalist kan du komme lige så tæt på en begivenhed, som en fladlus kan komme på en fødsel, men du kan aldrig blive en del af begivenheden”

Nå men, første gang, jeg mødte og hørte Tina Dickow var i januar, 2000 i VoxHall, hvor Ester Brohus var aftenens headliner, og der måske var én eller to andre håbefulde, unge sangerskrivere end Tina D. på plakaten. Jeg var reporter for DR P4´s dengang, splinterny musikjournalistiske program, ’Det Er Dansk’ med Søren Rebbe som vært og mener at huske, men det kan være en efterrationalisering, at jeg fandt den meget unge Tina Dickow særdeles interessant og lovende.

Året efter, 2001, udgav Tina Dickow sit debutalbum ”Fuel”. Så måtte jeg til Århus igen og interviewe debutanten, en yderst tænksom og dybt spekulerende debutant, der var nærmest umulig at interviewe, fordi hun både skulle tænke sine svar godt igennem, før der kom noget ud af munden på hende. Og lige så snart de gennemtænkte svar lød, var hun i gang med at korrigere, rette på sig selv, fortvivlet søgende efter den helt skarpe formulering…der aldrig kom.

Som rutineret radiojournalist har jeg altid småpralet med, at jeg kan klippe mig ud af alt, så det gjorde jeg efter bedste evne med mit første Tina Dickow-interview og, jeg tror, det lykkedes for mig at få et hæderligt resultat ud af det, i bedste fald, hæderligt, godt, tror jeg ikke, det var.

Men vi fik snakket godt, før og efter interviewet og, jeg kom til at interviewe Tina D op gennem 00´erne, da hun udgav sine tre følgende albums, ”Notes” (03), ”In The Red” (05) og ”Count To Ten” (07).

Don’t think Twice It’s All Right to sing Halleluja

Plus, at da Tina Dickow, stadig stort set ukendt, i 2001, ganske solo, uden band, sang ”Don´t Think Twice It´s All Right” til fejringen af Bob Dylans 60-års-fødselsdag i Den Grå Hal, Christiania, var jeg tilstede i hallen og blev så bjergtaget, nok mest over, at det unge håb blandt en del af tidens større danske navne ikke knækkede sammen over nervepresset, men sgu osse over, at hun faktisk lykkedes langt hen af vejen med at gøre Dylan-klassikeren til sin egen sang.

Skideflot, og så ringede jeg til Tina D et par dage efter, om hun ikke havde lyst til at komme i ’Det Er Dansk’-studiet med sin guitar og synge ”Don´t Think Twice” for lytterne. Det havde hun, tog toget den lange vej fra Århus til Næstved, sang og spillede Dylan-sangen, som vi klippede ud og senere spillede en del gange ved passende lejligheder i ’Det Er Dansk’.

Jeg var osse tilstede i Kerteminde, da ROSA, Dansk Rocksamråd i efteråret 2001, stod for en “SPOT EN HALV”, ikke en rigtig Spot-festival, men noget der lignede og en fejring af 25-året for den første danske musiklov, hvor en række kendte som ukendte kunstnere fik til opgave at synge tre af deres danske favoritsange.

Det var der Tina Dickow sang TV-2-hittet, ”Alt Hvad Hun Ville Var At Danse”, så sangens ophavsmand lige pludselig forstod sin egen sang, og året efter, den første udgave Udenfor Sæsonen-koncertrækkerne på Bornholm, havde Steffen Brandt valgt at synge sine første Udenfor Sæsonen-koncerter på klippeøen med Tina Dickow som makker.

Det var også der det var første gang, Steffen Brandt og Tina Dickow sammen, sang Brandts geniale, danske udgave af Leonard Cohens ”Halleluja”.

London tur/retur

Så flyttede Tina Dickow til London for at gå benhårdt og all in på karrieren, men udgav så i 2002 en sangskitse-samling, ”Notes”, der trods (eller på grund af) en lidt nødtørftig og småskramlet produktion blev noget af et gennembrud i Danmark med sange som ”Room With A View”, ”Warm Sand” og ”Break Of Day”.

Da londoner´en Tina Dickow sendte ”Notes” ud på det danske marked, var hun hjemme i Århus en søndag, hvor hun og hendes trofaste danske band, før, i pausen, eller efter en AGF-superligakamp på Århus Stadion spillede et par numre.

Mig på stadion, husker intet om fodboldkampen eller, om fodboldpublikummet overhovedet ænsede underholdningen i forbindelse med kampen, men en time eller to efter slutfløjt på stadion havde Tina D og mig aftalt at mødes inde ved åen, midt i Århus Midtby for at interviewe om Notes-pladen.

Nu var Tina Dickow allerede meget nemmere at interviewe, og vejret var fantastisk så vi sad i en time eller to, efter interviewet og bare snakkede, sludrede og sladrede om alt og ingenting, ikke mindst selvfølgelig, om hvad F…, Tina D havde gang i med at flytte fra hyggelige, trygge Århus til sin ensomme, stræbsomme London-tilværelse. Da var det, at Tina D på et tidspunkt udbrød: “Jeg tror det her er første gang siden, jeg flyttede til London, at jeg har haft en længere personlig samtale med andre end mine nærmeste.”

Jeg er ved at læse ”Tæl Til Tina”, Tina Dickows totalt velskrevne selvbiografi, hvor jeg kan konstatere, hvor ensom, Tina D var i sine London-år, hun lavede stort set ikke andet end at sidde på sin stamcafé, kigge ud af vinduet og få sange ud af det og rende til business-møder i jagten på at blive someone.

Men hun gav aldrig op, for F…. en sej tøs!

Tina Dickow gav heller ikke op, da det endelig lykkedes at score en pladekontrakt med Sony i England, der i sidste øjeblik annullerede kontrakten, så Åbyhøj-pigen stod med sit lange lyse hår i postkassen, men kunne bruge indspilningen af den plade, der skulle have været ud i England, til hjemmemarkedet.

Hjemlig succes og sceneskræk

”In The Red” kom Tina Dickows for-alvor-gennembrudsplade i Danmark, året var 2005, til at hedde, den skulle jeg selvfølgelig osse interviewe hende om til “Studie 4” , som kammerat Rebbe og undertegnedes musikmagasin på P4 i mellemtiden havde skiftet navn til.

Det foregik en lørdag formiddag, hjemme hos Tina Dickows overordentlig søde mor og far i Brabrand, i mit eget føde-, ungdoms- og barndoms-hood, hvor Tina D tog imod med kaffe og brød i en knaldrød kjole, som jeg jo kun kunne fortælle om og beskrive i radioen. Det var før, vi alle rendte rundt med et kamera i telefonen og kunne lægge billeder på hjemmesider og sociale medier.

Aftenen før, havde Tina Dickow stået på den største SPOT-festival-scene i Ridehuset og givet en efter alt, hvad jeg husker, ret så overbevisende koncert. Hvad der kom med i radio-interviewet og, hvad der var før- -efter-interviewet-snak, husker jeg ikke, men jeg glemmer aldrig, hvad Tina Dickow fortalte mig, da jeg roste hende for gårsdagens SPOT-koncert, hvor jeg mente, at hun var ved at blive en rutineret scenekunstner, der var kommet over den tidlige ungdoms scenenerver og præstationsangst:

“Ved du hvad, det var det, DU så. Mens jeg spillede, sang og virkede så overbevisende, kørte der hele koncerten lang en film i mit hoved, hvor jeg var grim, sang falsk og hele tiden spillede forkert. Det var sådan den koncert var for mig”

Jeg kan stadig få kuldegys af skræk og medlidenhed af at have været indviet i, hvor forfærdeligt nogen, mange af vores idoler på scenen har eller kan have det, når de gør det, de skal forestille at være bedst til og elsker højest på Jorden.

Jeg tror osse, jeg var hjemme hos Dickow´s i Brabrand to år efter, da Tina Dickow udgav sit fjerde album, ”Count To Ten” i 2007, men husker ikke lige så meget andet end, hvilket dejligt hjem, hvilken dejlig familie, Tina D kommer ud af. Mor´en, Inge og mig var nærmest pennevenner i de år, fordi hver gang, vi havde ét eller andet med datteren i radio´en, så skrev Inge og spurgte om, hun kun få en kopi på kassettebånd og selvfølgelig, kunne hun det, jeg trak en kopi, puttede kassetten i en kuvert, der straks røg i “udgående post”-bakken med kurs mod 8220 Brabrand.

Året 2007 var for mange andre end mig i DR, et annus horribilis med fyringer en masse på grund af vilde budgetoverskridelser i byggeriet af DR-Byens Koncerthus og almindeligt, nej ualmindelig sygt ledelseskaos.

Schwamm Darüber, en ny P4-redaktør lukkede Studie 4-musikmagasinet og jeg måtte søge andre græsgange, hvor det ikke hørte til pensum at følge med i Tina Dickows stadig opadgående karriere-kurve, så jeg har faktisk kun set hende to gange siden:

For 5 år siden til Musicdays i Odense, hvor min gode, gamle makker, Søren Rebbe interviewede Tina D på en scene, og sørme flettede afspilning af en kopi af vores eksklusive optagelse af ”Don´t Think Twice” fra 2001 ind i interviewet.

Og så, så sent som torsdag i sidste uge, hvor jeg efter at have rådyrket Tina Dickows ny og første album på dansk, ”Bitte Små Ryk”, MÅTTE være tilstede til hendes første koncert efter udgivelsen og gengav, hvad jeg havde oplevet her på Side 33.

Noget at glæde sig til

…og PS, nu har jeg sgu lige købt billet til Tina Dickow i Tivoli Friheden, Århus med gæster: Lis Sørensen, Kjartan Bjørkbom Arngrim, Pauline, samt selvfølgelig, Steffen Brandt.

Hallelujah, bare det bliver en lun maj-aften i Århus, stor, er jeg sikker på, at den bliver, om det så regner, stormer eller sner!