To internationale topnavne tilføjet til Tønder Festival 2022

”Madrugada og The Mavericks er med til at tydeliggøre bredden i næste års program”

Fotograf: PRESSEFOTO

Midt i de genopblussede bekymringer om pandemi og smittetal kan det måske være en god idé at drømme sig lidt frem til sommeren 2022, hvor vi må forvente, at vi er et sted, hvor det igen er sikkert at tage på festival uden af sætte eget eller andres helbred på spil.

I så fald kan det på vanlig vis være en god idé at holde øje med hvad Tønder Festival sætter på programmet af kvalitetspræget handmade music.

Indtil i dag har der været præsenteret et solidt og driftssikkert program med en del gamle kendinge tilbage på festivalen – tilsat nogle nyere, spændende og på disse breddegrader mere ukendte navne – f.eks. Saint Sister, Katie Pruitt, Dave Gunning og Sean Rowe.

Der har på en eller måde manglet et mere opsigtsvækkende triumf kort, men sådan et kaster de så afsted i dag med tilføjelse af det norske internationale topnavn Madrugada. 

De fik deres gennembrud i 1999 med debutalbummet “Industrial Silence”, og deres mørke alternative rock med noter af folk og country hittede ikke blot i hjemlandet, men også i resten af Europa. I år 2000 spillede de på Roskilde Festival – og de følgende år voksede Madrugada sig endnu større i både popularitet og kunstnerisk udfoldelse.

Men i 2007 døde bandets guitarist Robert Burås blot 31 år gammel. Året efter besluttede bandet at gå hver til sit i forbindelse med udsendelsen af bandets sjette og foreløbig sidste studiealbum, der blot bar titlen ”Madrugada”.

Forsangeren med den dybe baryton vokal Sivert Høyem har siden haft en ganske succesfuld solokarriere – der senest i år har udmøntet sig i EP’en ”Roses of Neurosis”.  

Men han er også tilbage hos Madrugada, der blev gendannet i 2018 og efterfølgende drog på en stor og succesfuld Europaturné i 2019, som blandt andet havde tre danske stop på turen. Glæden ved at vende tilbage som band i 2019 var ikke til at tage fejl af. ”Jeg har aldrig nogensinde følt mig så komfortabel på scenen. Jeg har heller aldrig fået så stort kick af at stå foran et publikum” har Sivert Høyem udtalt om turneen. Samme år udgav de singlen ”Half-Light” hentet fra lydsporet til ”Amundsen” filmen.

Her i 2021 har bandet udsendt tre singler – senest “The World Could Be Falling Down”, der til fulde beviser, at bandet har evnet at tage tråden op fra fortiden, samtidig med at de tror på nutiden og på værdien af livserfaring, som et fortsat fremadrettet og skabende plus.

Koncerten på Tønder Festival bliver den eneste festivalkoncert i Danmark i 2022. Men kan man ikke vente til 25.-28. August, så kommer de på en klub tour i foråret, hvor de gæster Train i Århus den 14. marts, Vega i København dagen efter, og Posten i Odense den 16. marts.

Udover Madrugada er amerikanske The Mavericks tilføjet til programmet for Tønder Festival 2022. De var der senest i 2018, hvor de skabte en fest for de fleste med deres farverige cocktail af country, folk, blues, tex-mex, twang, latin og rootsrock. Publikum kan nu så ikke bare glæde sig til at opleve bandet, men også frontfigur, sanger og sangskriver Raúl Malo solo, som en del af Tønder Festivals efterhånden stærke tradition ‘Gentlemen’s Circle’, hvor en række sangskrivere er på scenen, skiftes til at synge og spille, og undervejs spiller med på hinandens sange.

Foreløbig offentliggjorte navne til Tønder Festival 2022 er nu:

The Mavericks (USA), Madrugada (NO), Keb’ Mo’ (USA), Cara Dillon (IRL), Eilen Jewell (USA), Cedric Burnside (USA), Michael McGoldrick (ENG), Red Hot Chilli Pipers (SCO), Katie Pruitt (USA), Tami Neilson (CAN/NZ), The Ballroom Thieves (USA), Ian Noe (USA), Blue Rose Code (SCO), Blazin’ Fiddles (SCO),  Bjørn Eidsvåg (NO), Dave Gunning (CAN), Saint Sister (IRL), The Henry Girls (IRL), The Once (CAN), Christopher Paul Stelling (USA), Sarah Hagen (CAN), Signe Svendsen (DK), Rikke Thomsen (DK), 9Bach (WAL), Ordinary Elephant (USA), Hymns from Nineveh (DK), Anna Tivel (USA), Jerron Paxton (USA), Del Barber (CAN), Jeffrey Martin (USA), Sean Rowe (USA).

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.