Tønder effekten kan aflæses på ugens Top-40 VINYL HITLISTE

”Dansk udgivet box-sæt tager højst overraskende ugens første plads”

Fotograf: Brian Selander

Der er hele 11 nyheder på ugens vinyl hitliste – og fem af disse optrådte på Tønder Festivalen, hvor der var godt gang i salget fra Millstream Records på festivalpladsen.

Caitlin Canty “Motel Bouqet” (nr. 17), Mandolin Orange ”Tides Of A Teardrop” (nr. 19), Delgres “Mo Jodi” (nr. 26), Ruston Kelly “Dying Star” (nr. 27), og John Smith “Hummingbird” (nr. 39) udgør den håndfuld af kunstnere, der altså spillede sig helt ud i stuerne til folk.

Højest overraskende er det en box med hele otte album med diverse kunstnere, samlet under titlen ”The Perfect Vinyl Collection” udgivet via det danske pladeselskab Bellevue Entertainment, der er gået ind som nr. 1. Hvad det kanonsalg skyldes har vi ingen forklaring på – måske nogle af vores årvågne læsere har?

Danske JÆRV – der spiller en fyldig alternativ dansksproget pop – går direkte ind som nr. 5 med albummet “Kriger” – og sikrer derved hele fem danske udgivelser på Top-10. The Minds of 99 ”Solkongen” er nr. 2, Volbeat   ”Rewind,
replay, rebound
” er nr. 6 I deres tredje uge på listen, og så er der endnu to Tønder aktuelle navne Claus Hempler ”En kuffert fuld af mursten” og Folkeklubben ”Sort tulipan” , som henholdsvis nr. 7 og 8. Folkeklubben fik i øvrigt overrakt en guldplade i forbindelse med deres koncert til Tønder Festivalen for et salg af 10.000 enheder af albummet.

Side 33 kvitterer med et stort tillykke – det er noget så velfortjent – og skønt at folk-pop-rock med indhold, intellekt, kant,
karma, og glimt i øjet også kan sælge.

Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke at det engelske indie-rock band Ride med ”This Is Not A Safe Place” går direkte ind i Top10 uden nærmere omtale eller anmeldelser i nogle danske medier. Det kalder på respekt til en loyal fanbase!  Og så skal det da også med at gode gamle Keb Mo og hans fremragende ”Oklahoma” tager en plads som nr. 15.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.