Wales stolte søn med den umanerligt velsmurte vokal runder i dag 80 år og kan se tilbage på mere end 55 år i showbizz, hvor han har oplevet og nået mere end de fleste. Sir Thomas John Woodward, der fik kunstnernavnet Tom Jones i 1963 inspireret af den britiske Oscar-vindende film af samme navn, er et fænomen gjort af et særligt stof, der stadig synger fantastisk ikke mindst alderen og skavankerne taget i betragtning. En rank tordenkile af power og præsens.
Jones, der i karrieren har sunget et utal af stilarter som rock, blues, pop, R&B, Las Vegas croon, country, dance, soul og gospel, brød sig meget lidt om skolegang og sportslige aktiviteter – han ville hellere synge til familiefester, sociale sammenkomster, bryllupper og i skolekoret, eller hvor hans vokale talenter iøvrigt kunne bruges.
Som 12-årig blev han ramt af tuberkulose og lå syg i det meste af to år, mens han tegnede, læste og lyttede til musik. I teenageårene var han optaget af amerikanske kunstnere som Little Richard, Jackie Wilson, Elvis Presley, Ray Charles og Jerry Lee Lewis – sådan ville han gerne selv lyde. Med sin enorme baritonrøst blev han frontman i den walisiske gruppe Tommy Scott and The Senators, og i 1964 spottede impressarioen Gordon Mills Jones, installerede ham i London samt sørgede for en pladekontrakt hos Decca.
Den første single druknede i mængden, men der var allerede bid med nummer to, ‘It’s Not Unusual’, som oprindeligt blev skrevet til sangerinden Sandie Shaw, der dog gladeligt overlod den til Jones efter at have hørt hans demoversion. 1966 endte som det store triumfår for Jones midt i den britiske beat revolution med Beatles, Rolling Stones, Kinks, The Who og alle de andre. Jones storhittede med Bacharach/Davids ‘What’s New Pussycat’, stod for titelsangen til Bond filmen ‘Thunderball’ og blev nomineret til en Grammy for ‘Årets nye kunstner’.
Herefter slog Jones over i croonergenren og scorede gevinst årtiet ud med sange a la ‘Green, Green Grass of Home’, ‘I’m Coming Home’ og især ‘Delilah’. Han optrådte ligeledes jævnligt i Las Vegas og fortsatte traditionen med minimum en årlig uge i spillebyen frem til 2011. 1969-71 fik waliseren sågar sit eget tv show ‘This Is Tom Jones’. I tre sæsoner, der talte 65 episoder, underholdt værten sig med en imponerende række af gæster fra toppen af underholdnings- og musikbranchen samt det øvrige kultur- og samfundsliv. Ydermere sang han duetter med dem, der ville. Den liste er frygtindgydende. Et udpluk:
Janis Joplin, Stevie Wonder, Wilson Pickett, Cher, Aretha Franklin, The Supremes, Wilson Pickett, Dusty Springfield, Crosby, Stills, Nash & Young, Ray Charles, Ella Fitzgerald, Sammy Davis Jr. og Petula Clark. Uanset stilart og ikonstørrelse var Jones i stand til at synge lige op med dem alle fuldstændig uimponeret af situationen. Tjek blot de mange YouTube klip der findes fra showet og bøj dig i støvet for Mr Jones timing, professionalisme, indlevelsesevne og begejstring. Stærkt smittende ganske enkelt.
Frem mod midten af 70’erne klarede Jones sig stadig ok på hitlisterne særligt med ‘She’s A Lady’, men mistede derefter grebet i en årrække præget af film- og tv optræden plus udgivelser af country albums. I 1988 blev det for alvor comeback time, da han i samarbejde med Art of Noise gav en del konkurrenter baghjul med deres funky fortolkning af Prince’ ‘Kiss’ – Jones var pludselig ung med de unge igen. 1994 tog Jones atter teten efter udgivelsen af ‘The Lead and How To Swing It’ – lyt blot til indledningen af singleudspillet ‘If I Only Knew’, en potent machoman viser vokale muskler.
Succesbølgen steg yderligere mod oversvømmelse, da Jones indsang ‘You Can Leave Your Hat On’ til stripperkomedien ‘The Full Monty’ i 1997. Året forinden gjorde han endda uhøjtideligt grin med sig selv i Tim Burtons udgakkede science fiction-parodi ‘Mars Attacks’. I 1999 afsluttede Jones det gamle årtusind i ren opvisningsstil med duetpladen ‘Reload’, hvorfra ‘Sex Bomb’ endte som en radiolandeplage. Jeg hørte ‘Sex Bomb’ og andre ‘Reload’ numre dagligt under en ferie i Tyrkiet, når den stod på sol, swimmingpool og softdrinks i den stegende sol.
‘Reload’ er Jones i fri dressur med samtlige tricks i ærmet; fra rock og rul, discobeats, tidens toneklang til storladne sjælfulde ballader. Duetten med Van Morrison i ‘Sometimes We Cry’ er titanernes kamp, Iggy Pops ‘Lust For Life’ bidder snerrende fra sig i selskab af Chrissie Hynde, ‘Mama Told Me Not To Come’ grovsvinger tilføjet ‘Stereophonics og Lenny Kravitz hittet ‘Are You Gonna Go My Way’ viser, at heller ikke et hot idol som Robbie Williams er i stand til at stjæle rampelyset i Sir Toms nærhed. Don’t Mess With Mr. Jones, må konklusionen lyde.
Derimod siger det Wyclef Jean producerede ‘Mr. Jones’ (2002) mig ret lidt. Hiphop stil, programmeret dit og dat og alt for skabelonpræget pop misklæder faktisk Jones i svær grad, og det blev der heldigvis hurtigt lavet om på i 2004 med ‘Tom Jones & Jools Holland’ – ren rock og rul, som begge de herrer har svært styr på. Jones turnerede intensivt i nullerne og deltog i dette og hint på tv, som gæst hos andre kunstnere og i megashows til fordel for velgørenhed. 10’erne startede mildest talt forrygende, da Jones diskede op med et af karrierens højdepunkter, nemlig ‘Praise & Blame’, der indeholder suveræne fortolkninger af andres sange.
‘Praise & Blame’, kompetent produceret af Ethan Jones, er en kraftig cocktail af blues, soul, rock og gospel, hvor Jones hiver det bedste ud af de valgte numre (Bob Dylan, John Lee Hooker, Sister Rosetta Tharpe, Pops Staple og flere traditionals). Back to Basic konceptet får Jones til at lyde som en liflig smag af veltempereret årgangsvin i vokale gevandter. Der er meget lidt slid at spore på stemmebåndene, når han synger om hårde tider, livets vinterfase, døden, de højere magters forsyn og håbet om en smule medvind på cykelstierne.
Jones skærer ind til benet og brillerer over hele linjen, mens han brøler sin blues og lader hånt om al den festivitas, der ellers lokker og forlokker mænd i hans internationale stjerneklasse til blot at køre den hjem i automatgear. På ‘Praise & Blame’ råder urinstinktet, når der spilles op mod djævelske kræfter med ild i cigaren. Med Ethan Jones i producerstolen, der samtidig håndterer bassen og diverse akustiske samt elektriske strengeinstrumenter, gentages formlen i 2012 på ‘Spirit In The Room’. Tom Jones slipper langt mere end blot hæderligt fra Leonard Cohens ‘Tower of Songs’, ‘Love and Blessings’ (Paul Simon), Tom Waits’ ‘Bad As Me’ og ‘When The Deals Go Down’ af Bob Dylan – han gør dem nærmest til sine egne.
Tom Jones’ foreløbigt sidste studieudspil så dagens lys i 2015, ‘Long Lost Suitcase’, der er sidste del af den trilogi, der startede med ‘Praise & Blame’. Igen klarer Ethan Jones, der har en betydelig andel i Tom Jones‘ kunstnerisk stærke periode i det forgangne årti, produceropgaven plus det løse. Countrymusikken fylder mere på ‘Long Lost Suitcase’ end de førnævnte, men der er stadig levnet plads til de rudimentære bluesrundgange og fyrig rock’n’soul. Det er Willie Dixons ‘Bring It On Home’, ‘Everybody Loves A Train’ af Los Lobos og soulklassikeren ‘Till My Back Ain’t Got No Bone’ lydlige beviser for.
Skulle ‘Long Lost Suitcase’ ende som Jones sidste plade, er det fint med mig, da han stadig synger glimrende og virker i fuld vigør, selv om forfaldstegnene naturligvis ikke længere helt kan skjules. Jones er stadig aktiv live med koncertdatoer annonceret i 2020/21, når den slags atter er muligt i en COVID-19 tid. Han har optrådt utallige gange i Danmark – senest den 5. juli sidste år i Tivoli på plænen.
De gamle slagere er stadig på sætlisten blandet op med hans personlige bud på en stribe slidstærke rock-, blues- og soulklassikere. Jones kender sit publikum, egne begrænsninger og joker gerne med det. Stil har den gamle sgu.
Et kæmpe tillykke med de 80 til Tom Jones – hvilken mand, hvilken stemme og hvilken personlighed. Der må løftes på hatten og råbes højt hurra for en af musikbranchens største og mest vedholdende giganter med charmen og selvindsigten i behold.
