Total Hip Replacement udvider besætningen og horisonten

”Nyt album og stor Danmarksturné i 2022 skal slå et slag for mangfoldighed, diversitet og global samhørighed”

Fotograf: PRESSEFOTO

Det energiske og groovy aarhusianske orkester Total Hip Replacement har allerede via to album bevist, at de er et bevægeligt band, der er præget af en grænseløs nysgerrighed i sit samlende udtryk. De lader sig meget svært genredefinere, men lader de åbne musikhjerter indsamle inspiration i varmblodige kogekar, der kan indeholde momenter af både world, reggae, roots, jazz, soul, og pop.

Total Hip Replacement er efterhånden et ganske erfarent, anerkendt og populært live orkester både nationalt og internationalt og på den kommende turné – der starter den 14. april 2022 i Viften i Rødovre – kommer de forbi 15 danske byer, samt Ghana, Grønland og Sverige. I samme måned udkommer deres nye album, som har en helt særlig baggrund.

Albummet er blevet til i vinteren 2021, da musikerne fra Total Hip Replacement drog til Accra i Ghana og i et tæt og ærligt møde formede et 9 mands band – sammen med nogle af de bedste unge ghanesiske musikere. I fællesskab har de skrevet og indspillet et album i det legendariske studie Kwashibu Music i tæt samarbejde med produceren og musikeren Kwame Yeboah (Pat Thomas & Kwashibu Area Band, Cat Stevens, Craig David m.fl). Både gamle og nye stjerneskud fra den ghanesiske musikscene er også med på det nye album: highlife legenden Pat Thomas, hip-life rapperen Worlasi, den GRAMMY-nominerede reggae-stjerne Rocky Dawuni og topmusikere fra Ebo Taylors band, Kwashibu Area Band og Santrofi.

”Vi er helt vildt spændte på det her projekt, der er kulminationen på et samarbejde vi har haft med dygtige ghanesiske musikere igennem de sidste mange år. Musikken er helt klart skrevet med henblik på at blive spillet live og forhåbentlig skabe ekstatiske øjeblikke mellem os musikere og et dansende publikum” – udtaler bandets forsanger Victor West Hosbond

Med et varmt og opløftende udtryk og en stærk kerne af samhørighed, handler sangene om møder på tværs af forskellighed, eksistentielle problematikker, romantisk kærlighed og kampen for social lighed. Victor West Hosbond fortæller om processen og tilblivelsen omkring albummet:

”Musikalsk er det en meget spændende rejse, hvor vi har skrevet alle numrene sammen og på den måde er musikken blevet en ægte blanding af Total Hip Replacements reggae/pop-fusionsunivers og ghanesiske stilarter, herunder særligt highlife musikken.

Vi havde nogle skitser med hjemmefra, som vi arbejdede på dernede, og så lavede vi også nogle numre fra bunden. Så kom produceren Kwame Yeboah faktisk også med nogle skitser som vi så lavede videre på, så der kom nogle ret anderledes skrive-processer i spil. Sangskrivningen var ret tæt på det vi også oplevede mens vi var dernede, hvor vi for eksempel var ude og spille en koncert, hvor arrangørerne bare kørte ret dårlig stil ift til musikerne og ikke gad betale og sådan. Så skrev vi dagen efter en lille slagsang der hedder “Same Work Same Pay”.

Jeg synes der er kommet en livsglad, original og energisk smittende lyd ud af det og vi kan ikke vente med at møde publikum. Særligt er det vores budskab at der skal prikkes til nysgerrigheden og at forbindelserne skal genoprettes på tværs af skel, kulturer og kontinenter.

At møde mennesker fordomsfrit og i disse møder forsøge at forstå hinanden og på den måde få perspektiv på verden og måske endda sig selv, har fra start været kernen i projektet. Vi håber at vi på vores færden kan slå et slag for mangfoldighed, diversitet og global samhørighed som har været under voksende pres de sidste år.”

Forventningens glæde er til tider den største. Det bliver det næppe i dette tilfælde, hvor der kan ses frem til et inkluderende og energisk liveshow, med et 10 mand/kvinde stort band på scenen, en stram blæsergruppe og tunge dansable grooves.

Det store band består af Total Hip Replacement & Anyankofo (DK/GH). Anyankofo betyder ’venner’ på fante – og det er derfor det, som de har valgt at kalde Ghana bandet, der her på turen består af tre af dem, som de skrev albummet sammen med.  

D. 14 april 2022 – Viften, Rødovre

D. 15 april 2022 – VoxHall, Aarhus

D. 16 april 2022 – Arctic Sounds Festival, Sisimiut (Grønland)

D. 20 april 2022 – Katuaq, Nuuk (Grønland)

D. 22 april 2022 – Moriska Paviljongen, Malmö (Sverige)

D. 23 april 2022 – Falsetten, Faaborg

D. 28 april 2022 – Huset I Hasserisgade, Aalborg

D. 29 april 2022 – Kedelhuset, Silkeborg

D. 30 april 2022 – Generator, Ringkøbing

D. 05 maj 2022 – Mejeriet, Sønderborg

D. 06 maj 2022 – Mantzius, Birkerød

D. 12 maj 2022 – Kolding Egnsteater, Kolding

D. 13 maj 2022 – Walthers Musikcafé, Skanderborg

D. 14 maj 2022 – POSTEN, Odense

D. 19 maj 2022 – Pavillonen, Grenaa

D. 20 maj 2022 – Spillestedet Thy

D. 21 maj 2022 – Sølballegaard, Mols

D. 27 maj 2022 – Lille Vega, København

Tidligere i år udsendte Total Hip Replacement singlen ”The King” – men den får lov foreløbig lov at stå lidt alene som en lille godbid af en sidestikker. Fra det kommende album forventes det at der kommer et par singler inden albumudgivelsen. – formentlig sidst i november og i midten af januar.

Varm op til koncerterne og albummet med denne albumteaser.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.