Mens vi venter på – om Corona pandemien og genåbning tillader det – at Toto – nu i deres femtende bandformation – tager på endnu en europaturne – blandt andet med koncerter den 12.08 på Paradepladsen i Viborg og to dage senere i Forum Black Box i København, så udfylder bandets eneste tilbageværende originalmedlem – guitaristen Steve Lukather – samt den mangeårige forsanger Joseph Williams tomrummet med to dugfriske soloalbum, der udkom samtidigt den 26. februar. Udgivet både som album hver som sig, og i en limited samlet box udgave.
To album, der på livsduelig vis bekræfter billedet af et par vedholdende og formstærke veteraner, der ikke hviler på nogle former for laurbær, og som stadig har masser at byde på. Det er også to album, der viser noget af den imponerende musikalske bredde, der reelt set er kernen i hele universet omkring Toto.
Holder du mest af den mere polerede og mest velproducerede side af Toto, så skal du søge henimod Jospeh Williams albummet ”Denizan Tenant”, der i den grad har det iørefaldende og rytmiske Toto aftryk på især numre som ”Never saw you coming”, ”Liberty Man” – for ikke at tale om ”Black Dahlia”, der gæstes af keyboard troldmanden David Paich, der pga. sygdom har pensioneret sig selv fra Toto. Også Lukather gæster albummet på det ligeledes ganske Toto farvede nummer ”Remember Her” samt på det lidt overraskende valg af et Beatles cover i form af nummeret ”If I Fell”.
Inspirationen fra 60’ernes og 70’ernes primært britiske rockscene har altid kunne anes når Steve Lukather har udsendt solo materiale – omend åbningsnummeret ”Along for the Ride” på det nye album ”I Found the Sun Again” ubetinget også vil vække genklang hos fans af Totos langt mere rockorienterede og direkte udtryk, som reelt var udgangspunktet for bandet – og som de momentvis er vendt tilbage i studiet, og altid har holdt fast ved i LIVE formatet.
Beatles er sandelig også repræsenteret på albummet med selveste Ringo Starr som gæst på det Beatles-ish ”Run To Me. Et ærligt og reelt rockalbum, der ikke skriver sig i historiebøgerne, men på fin vis bærer tonerne fra historiebøgerne videre – blandt andet via ud over nyt materiale at byde på nogle ganske glimrende fortolkninger af Traffic, Joe Walsh og Robin Trower.
Toto har i den grad også selv bidraget til historiebøgerne – ikke mindst med det seks gange grammy belønnede ”4” album fra 1982. Men at de er så meget mere end det, skal man ikke grave længe efter. 14 studie album er det blevet til i alt, siden debutalbummet med gennembrudssinglen ”Hold the line” udkom tilbage i 1978. 14 album, der samlet viser hvad det er enheden – bandet og brandet – Toto kan, og som gør at de her 43 år efter stadig kan holde linjen varmt til et stort og loyalt publikum, og formår at overbevise nye generationer om at særligt ”4” er en rockklassiker, som man bare skal have i enhver nystartet pladesamling med almindelig respekt og nysgerrighed for rockhistorien.
Side 33 tog sig i den anledning en snak med en der har fulgt Toto hele vejen – og helt tæt på – fotograf Henrik Hildebrandt. En fotograf som læsere af Side 33 nok vil have bemærket for en af del af hans fængende live reportage fotos, som han i tidens løb leveret til siden her og i hundredetal af til f.eks. VI unge og Gaffa.
Han stod også sammen med forfatter Thomas Vilhelm bag ”The Stars Are Out Tonight” (2019) – en kombineret tekst- og fotobog om nogle af rockmusikkens største stjerner – og her finder man blandt andet fantastiske det-helt-rigtige- øjebliksfoto af navne som Frank Zappa, Phil Lynott, Iggy Pop, David Bowie, B. B. King, Mick Jagger, Steven Tyler, Paul McCartney, Alice Cooper, Tina Turner, Kiss og naturligvis Toto.
Henrik Hildebrandt beretter:
– ”Jeg har fulgt bandet siden deres første album i 1978 – og live så jeg Toto første gang i Falkoner Teatret i 1982 – hvor jeg naturligvis tog en del koncertfoto, og samtidig mødte jeg dem så ’tilfældigt” på Hotel Scandinavia. Den daværende sanger Bobby Kimball havde brækket benet, så han gik med krykker (også til koncerten) – og rygterne gik op til at koncerten ville blive aflyst. Det gjorde den heldigvis ikke. For det blev i den grad et brag af en koncert.
Det var et band på toppen, der lige havde udgivet ”4” – og det hele spillede bare for dem. De peakede simpelthen der. Jeg har set bandet i alt 28 gange, og den koncert står altså stadig som en af de tre bedste.
Der gik så lidt tid før jeg skulle se Toto igen og det var i 1987 i Valby Hallen. Her mødte jeg bandet igen og der mødte jeg også deres Tour managere Mark Hartley og Martin Cole, og især sidstnævnte blev jeg rigtigt gode venner med, hvilket åbnede mange døre de kommende år. Desværre er han ikke længere omkring bandet. Men det var ligesom her, at den mere nære kontakt til bandet opstod, og i årene der fulgte brugte de mine billeder på f.eks. tour hæfter, cd’ere og på nettet – og også den mangeårige trommeslager Simon Philips (med fra 1992 til 2014) har fået billeder på bestilling til hans hjemmeside.
En anden af de stærkeste LIVE oplevelser var ”The Seventh One Tour” koncerten i Valby Hallen i foråret 1988 – samme år som de spillede på Roskilde Festival. Til denne koncert dedikerede de i øvrigt fra scenen et nummer til mig ved navns nævnelse. Det gjorde da én lidt stolt, og er med til at gøre at det en af de koncerter man husker lige lidt bedre end nogle af de flere tusind andre koncerter jeg ellers har set i årenes løb. Her var det med Joseph Williams i front – og man fornemmede virkelig et band, der var tilbage på toppen på baggrund af den fantastiske modtagelse at albummet ”The Seventh One”, anført af pophittet ”Pamela”, havde fået. Det efter en både kommercielt set og kunstnerisk set lidt lunken periode med de to album foregående album ”Isolation” og ”Fahrenheit”.
Når det er sagt så skal jeg da ikke være bleg for at indrømme, at jeg rent faktisk har ”Isolation” som mit favorit Toto album. Det er det eneste album med sangeren Fergie Frederiksen (Trillion, Le Roux) i front. Jeg syntes bare han var en fabelagtig sanger, der passede nærmest perfekt i Toto’s musikalske univers, der også på ”Isolation” balancerede flot mellem pop og rock. Desværre nåede jeg aldrig at se dem live med ham i front, og det kommer heller ikke til at ske, idet han desværre døde i 2014.
Joseph Williams er efter min mening klart det rigtige valg i front for Toto i dag. Bobby Kimball er færdig, selv som gårdsanger – og har slet ikke stemmen længere. Det opdagede jeg allerede tilbage i 2007 da Toto optrådte på Ringsted Festival, hvor han flere gange måtte gå fra scenen og få luft fra et medbragt hjælpemiddel til inhalation. Jeg snakkede med ham bagefter – og han sagde selv, at den vidst ikke var helt god i dag.
Det syntes Steve Lukather åbenbart heller ikke. Han værdigede ikke Bobby Kimball et blik eller ord efter koncerten, og et år var Kimball fortid i Toto! Men sådan er Lukather. En flink og ligefrem fyr, festens midtpunkt, men også en hård hund. Enten er du ”one of the boys” og ”my brother” – og helt inde i varmen, eller også er du ude. Det er meget sort og hvidt med ham, og han er tit ’fucked up’ over det ene eller andet når han udtaler sig eller man taler med ham. Personligt har jeg altid snakket godt med ham de gange vi har mødtes.
Der er jo også historien om sangeren Jean-Michel Byron, som det åbenbart var pladeselskabet SONY der insisterede på skulle være forsanger i bandet i forbindelse med indspilningen af nye numre til opsamlingsalbummet ”Past to Present”. Steve Lukather gad ham simpelthen ikke, og han var da også ude igen da albummet ”Kingdom of Desire” udkom to år efter.
I 2019 trak Lukather reelt stikket ud af Toto, idet Susan Porcaro-Goings – enken efter Jeff Porcaro, der døde i 1992 – og indtil da virkede som den interne leder af bandet – havde slæbt Lukather og David Paich i retten i et spørgsmål, der så vidt det er kommet frem mest handlede om håndtering af copyright rettigheder – og fordeling af overskud af forretningen Toto. Der blev indgået et forlig, som ikke blev offentliggjort, men det gjorde at Steve Lukather meldte ud at Toto nu var historie, idet han følte at forliget gjorde en fortsættelse umulig.
Corona epidemien fik dog ham og Joseph Williams på andre tanker – og de er nu klar med den femtende udgave af bandet, med et hold af nye musikere omkring sig, idet blandt andet Steve Porcaro, der ellers var et af de originale medlemmer af bandet, valgte at stå på ’den anden side” omkring retssagen. Så der røg det gamle venskab. Det er derfor lidt barskt sagt en form for Toto-light udgave vi kan forvente på landevejen senere på året.
Jeg tænker at de også vil benytte lejligheden til at spille en del af deres solo materiale. Vi skal nok få ”Rosanna”, ”Africa” og ”Hold the Line” – men ellers vil de som de i øvrigt altid har været fantastiske til nok plukke bredt fra både bagkatalog og altså nu noget mere fra eget nye solo materiale.
Det i øvrigt noget af det der er så fedt ved at gå til en Toto koncert. Du får altid minimum 2 timers musik – til tider næsten tre – med sætlister, der ændrer sig løbende i løbet af en turne, og hvor overraskelser altid indfinder sig. De er aldrig forudsigelige som f.eks. AC/DC og Status Que.
Man kan mene hvad man vil om Steve Lukather, der jo på mange måder er indbegrebet af en rockstar i alt hans gøren og laden – hans udstråling, påklædning og med et ganske turbulent og omskifteligt privatliv osv. Men der er altså en årsag til at han er så bredt respekteret i professionelle musiker kredse. Han kan sine ting og mere til. Det er ikke tilfældigt at han som studiemusiker medvirker på mere end 1000 album. Han elskede at gå i studiet, og som han sagde til mig engang – ”er jeg i København kan folk da bare ringe, hvis jeg skal kigge forbi studiet – jeg gør det gerne gratis”.
Det måske også forklaringen på han i dag ofte klager over han ikke økonomisk har fået nok ud af en ellers udadtil succesrig og lang karriere. Jeg tror han ligesom som mange andre fra den periode har været for naiv, og ikke haft nok forretningsforståelse i de store år. I dag har alle jo en personlig manager, der sikrer rettigheder, aftaler osv. Og så skal man jo heller ikke glemme at Toto altid har været større i Europa end i hjemlandet USA. Mærkeligt nok. De fik dog en opblomstring her i 2018, da det populære indie-rockorkester Weezer hittede i USA med deres nye version af monsterhittet og klassikeren ”Africa”, men så hev førnævnte retssag ligesom brodden ud af den nye spire.
På den personlig plan er den største oplevelse nok da hele bandet dukkede op til mit 25-års fotograf jubilæum i 2006. Jeg holdt jubilæet ved firmaet PH hvor jeg havde udstilling med mine billede, og der kom Toto så og de var der cirka 1 time og gik rundt med mig og så udstillingen og snakkede hjemmevant med mine gæster.
Og så var der jo rent faktisk en temmelig legendarisk koncertoplevelse, der overstråler dem jeg allerede har omtalt, og resten af de koncerter jeg har set med dem, nemlig koncerten på Park Café i København den 29. maj 1998. Et lille inviteret publikum, og en koncert som Toto angiveligt skulle bruge på at teste om det nu var Bobby Kimball eller Joseph Williams man skulle satse på som forsanger. Det er den eneste koncert jeg har set med dem begge på scenen. Det blev en af disse once-in-a-lifetime oplevelser, hvor humøret mildt sagt også var højt bagefter koncerten. Bassisten Mike Porcaro (død 2015) havde fødselsdag og bandet havde derfor hyret en stripper til at komme på scenen under koncerten. De billeder beholder jeg nu på min egen nethinde!
De seneste år har det været noget sværere at komme tæt på bandet. Deres management og live arrangørerne er blevet meget mere firkantede, og til en koncert i Falkoner Teatret fik jeg nok fotopas, men skulle stå bagerst i salen på niveau med publikum – og uden adgang bagefter. Toto er blevet et mere topstyret brand på en helt anden måde – en stor professionel forretning – og derfor er kontakten desværre også ændret med årene. Men jeg satser da på at den kan genoprettes – og jeg hos Lukather stadig er ’one of the good guys’ !
Hans søn Trev Lukather – som han har fra første ægteskab med skuespilleren og musikere Mary Currie – tvillingsøster til den måske mere berømmede Cherie Currie fra The Runaways (feat. Joan Jett og Lita Ford) – er også musiker, og den 14. maj kommer der et debutalbum med hans band LEVARA – en rocktrio med et modern take på en lyd som fans af f.eks. Journey vil elske. Ikke mindst når de måske opdager at selveste Steve Perry er med som gæst på singlen ”Chameleon”.
Så historien om Toto – og alt det omkring – er altså alligevel på ingen måde slut. Så jeg holder linsen klar og glæder mig over at de er et band der på alle måder stadig er meget mere end ”4”. “
OBS! OBS! OBS!
Har du lyst til at købe et unikt og originalt foto af TOTO – måske fra en af de bedste koncerter du selv har været til – så kontakt gerne Henrik Hildebrandt via hans hjemmeside http://henrik-hildebrandt.dk/ og hør om mulighederne.
