Lou Reeds andet album, produceret af David Bowie og Mick Ronson, udkom den 8. november 1972, og regnes for en af de store glamrock klassikere på linje med Bowies Ziggy Stardust alter ego-beretning, selv om Transformer er meget andet end gøende glamrock og for den sags skyld Reeds mest succesfulde single og signatursang Walk on the Wild Side.
Rocken får sit i den indledende Vicious, der er inspireret af en samtale med Andy Warhol, hvor popkunstneren over de fleste spørger, om ikke Reed kunne skrive en sang med den titel omhandlende en ondskabsfuld type, der konstant dasker til folk med en blomst. Den syrlige sarkasme skinner igennem teksten og måden at fremføre den på hen over et skarpt riff og Ronsons guitarkaskader.
Andy’s Chest tager udgangspunkt i den ekstreme feminist og forfatter Valerie Solanas’ mordforsøg på Andy Warhol i 1968, der nær havde kostet ham livet. Nummeret blev oprindelig indspillet af Velvet Underground i 1969, men først udgivet langt senere på outtakes albummet VU (1985).
Versionen på Transformer er langsom og dvælende båret frem af Herbie Flowers karakteristiske basspil og Bowies korstemmer. Andy’s Chest er Reeds hyldest til sin mentor, der gav Velvet Underground al tænkelig støtte i form af penge og berømthed. Den smukke ballade Perfect Day tager over og udkom som dobbelt a side single med Walk on The Wild Side den 24. november samme år.
En perfekt dag
Perfect Day er Reed i en af sine mest blide og ømme momenter. Selskabet Eagle Vision har gennem en årrække kørt en fin serie med titlen Classic Albums. En af dem handler om Transformer, hvor Mick Ronson kommer til orde på yderst beskeden og selvironisk vis. Den oprindelige gartner fra Hull i England og poeten fra Brooklyn, New York havde mere end svært ved at forstå hinandens engelsk.
Ronson stemte regelmæssigt Reeds guitarer under indspilningen, en opgave Reed ikke tog synderlig tungt, men han havde stor respekt for Ronsons arbejde og ikke mindst hans strygerarrangement på Perfect Day. Ronson kunne både læse og skrive musik samt håndtere diverse instrumenter. Hangin’ ‘Round rocker effektivt derudaf, før side A slutter med Walk on the Wild Side båret frem af Flowers vuggende kontrabas figurer.
Walk on the Wild Side er en lyrisk ode til storbyjunglens galleri af transvestitter, prostituerede og narkomaner samt tager vovelige emner op som stofafhængighed, oralsex og antiborgerlig modkultur i almindelighed. I sangens vers nævnes eksisterende personer med navn og øgenavn, og flere af dem færdedes som skuespillere, starletter og hangarounds i kredsen omkring Andy Warhols Factory, hvor han producerede sin brugskunst og eksperimenterende film.
Den enkle og prunkløse Make Up kører lidt i samme tema og besynger kvinders hang til sminke og selviscenesættelse i nattens funklende neonblink og skær af kulørte lamper. Satellite of Love er et af sættets ultimative stjernestunder, men var tiltænkt Velvet Undergrounds Loaded i 1970. Bandets demoversion nåede dog ikke med på den oprindelige lp, hvilket skulle vise sig at være Reeds held.
Bowie sætter aftryk
Dyrk Bowies vokale arrangement udført af ham selv når sublime højder. Reed har om Bowies evner som sanger og kor arrangør udtalt: ‘He has a melodic sense that’s just well above anyone else in rock & roll. Most people could not sing some of his melodies. He can really go for a high note. Take Satellite of Love. There’s a part at the very end where his voice goes all the way up. It’s fabulous.’
Det er vanskeligt at være uenig med Reed i disse betragtninger. Den noget overgearede Wagon Wheel er umiddelbart albummets svageste indslag, hvorimod New York Telephone Conversation er en ganske sjov parodi på hang til sladder og gøren sig til i de rette kredse. I’m So Free er gedigen glamrock af en kaliber, der ville have passet fint ind på et David Bowie album fra samme periode.
Slutpunktet sættes med den overraskende jazzede og noget corny Goodnight Ladies, der imidlertid er i besiddelse af den fornødne charme til at tage de sidste stik hjem med trompet, saxofon og tuba. Transformer er alt i alt velspillet og velproduceret over det meste af linjen og fortjener såmænd sin klassikerstatus og forsynede Reed med flere hits og ørehængere end normalt.
And the colored girls go ‘do doo do doo do do doo’.