Don Henley, døbt Donald Hugh Henley, født den 22. juli i Gilmer, Texas, er stadig vokalist og i et vis omfang trommeslager hos Eagles, der igen er turne aktuelle fra september 2022, hvor de er rundt i Canada. Men hans samlede karriere indeholder meget andet end ’kun’ at være medgrundlægger af et af de mest elskede, feterede og mest sælgende bands i USA siden starten af 70’erne.
Henley er det eneste aktivt tilbageværende medlem af det oprindelige Eagles, hvis levetid strakte sig frem til midten af 70’erne, hvor Joe Walsh kom med efterfulgt et par år senere af bassisten Timothy B. Smith. De tre nævnte udgør grundstammen i Eagles anno 2022.
Ud over trommeslager og vokalist kan Don Henley kalde sig guitarist, sangskriver, producer og politisk aktivist, der ytrer sig jævnligt og blander sig i beslutningsprocessen, hvor det er muligt ved at donere anseelige beløb til formål, der står hans hjerte nært, og ved at deltage velforberedt og velargumenterende i senatshøringer om musikere og navnlig sangskriveres økonomiske, juridiske og ophavsretlige vilkår, når det gælder kommerciel udnyttelse af deres materiale.
Henleys let hæse og udtryksfulde vokal kan høres på Eagles rockklassikere og indtrængende ballader som Witchy Woman, Desperado, Best of My Love, One of These Nights, Hotel California, Life in the Fast Lane, The Long Run og Get Over It. Hans solokarriere efter Eagles opløsning i 1980 startede med albummet ”I Can’t Stand Still” (1982), der indeholder solide sange som Talking to the Moon, Dirty Laundry og Johnny Can’t Read, der antyder harsk kritik af et USA i Reagan årene, Henley ingenlunde brød sig om som svoren og gavmild tilhænger af Demokraterne.
På ”I Can’t Stand Still” får Henley assistance fra tidligere Eagles folk, medlemmer af Tom Pettys Heartbreakers, studiemusikere i topklasse samt diverse kendte gæstesolister. En formel, der gentog sig på de følgende soloudgivelser. I 1984 markerede Don Henley sig som en af årtiets væsentligste og mest holdningsprægede kunstnere med ”Building The Perfect Beast”, der er spækket med kvalitativ sangskrivning velproduceret, velarrangeret og velspillet ud i mindste detalje.
Albummet er tidstypisk 80’er lyd med rigelig kant ført an af pop- og rockhits som The Boys of Summer, All She Wants to Do Is Dance, Not Enough Love in the World og Sunset Grill. Sange, hvor det politiske bliver personligt og vice versa. Nostalgi versus realitet og tomhed versus stillingtagen i et amerikansk samfund under opbrud, hvor teknologiske landvindinger inden for computer og genforskning tog langsomme, men sikre skridt, som antydet i pladens titelnummer.
Man with a Mission og Drivin’ with Your Eyes Closed er Henley, når han er rockin bedst.
Fans og lyttere generelt måtte vente fem år på ”The End of the Innocence” (1989), igen med kompositorisk materiale af høj klasse: Titelsangen, The Last Worthless Evening, The Heart of the Matter, How Bad Do You Want It? New York Minute og If Dirt Were Dollars. Modne, intelligente sange om uskyld, ungdom, voksenliv, brudte relationer, grådighed, moralsk forfald og det farlige liv i en storby som New York. Og kreditlisten af medvirkende er direkte svimlende, kan man forvisse sig om ved selv at tjekke liner noterne.
Der skulle gå yderligere 11 år før udgivelsen af ”Inside Job”, hvor materialet dog ikke er helt på højde med de to forgængere. Dog er der ej tale om et decideret dårligt album, og line uppet af sangere og musikere imponerer stadig. Henley tager sig god tid med sine egne produktioner.
Hans foreløbigt seneste album, ”Cass County”, udkom i 2015 og pendler mellem country, folk og rock, Americana, der beviser Henleys uomtvistelige håndelag både som melodimager og fortolker af andres sange. Selv denne signatur, der ikke er den store country fan, må give sig. ”Cass County” skinner tindrende klart og slipper nær godt fra det hele.
Vokalt i en alder af 68 er Don Henley stærkt kørende her sikker i sine fraseringer og virkemidler. Take A Picture of This, That Old Flame, Praying For Rain og Train in The Distance tæller blandt højdepunkterne, fra et album, hvor Henley ikke længere behøver at bevise noget. Der er ro over feltet, og harmonierne og hver en linje sidder, hvor de skal. Afklaret og stilistisk markant. Skulle det vise sig at blive hans sidste udgivelse, stoppes der på toppen med æren fuldt ud i behold.
Eagles frontmandens stemmeklang har været særdeles efterspurgt på filmsoundtracks og hos en række kendte kolleger. Live og på plade har Henley sunget duet og kor med blandt andet Joni Mitchell, Kenny Rogers, Elton John, Brad Paisley, Patty Smyth, Roger Waters, Aerosmith, Randy Newman, Johnny Cash, John Fogerty, Linda Ronstadt og Vince Gill, der siden 2017 er fast medlem af Eagles som guitarist og vokalist.
Det politiske og aktivistiske engagement hos Don Henley fylder mere og mere, som årene er gået. Ud over de indledningsvist nævnte mærkesager har han brændt for bæredygtig udvikling, økologi og bevarelsen af naturskønne områder. Det anslås af Washington Post, at Henley siden 1978 har doneret omkring fem-seks millioner kroner til Demokraterne og dets spidskandidater senest Joe Biden.
I flere sange ytres der kritik af Irak invasionen og Bush administrationen generelt. Don Henley er estimeret til at være den fjerde mest velhavende trommeslager efter Ringo Starr, Phil Collins og Dave Grohl. Henleys indsats bag sættet hos Eagles i 70’erne har været lagt an på et solidt sving og tilpas enkelthed, der gjorde det muligt ligeledes at koncentrere sig om vokalen. Trommespillet på soloudgivelserne er mestendels uddelegeret til andre, og live siden 80’erne gør han sig overvejende som sanger og rytmeguitarist. Don Henley, en vigtig stemme i tiden, har dog ikke definitivt lagt trommerne på hylderne endnu. Heldigvis.