SIDE 33 og fremover ALL THAT… er nysgerrig musikformidling for jer læsere, der er til musik hele livet. Dig der ved at ens livs soundtrack hele tiden kan omformuleres og suppleres, og dig der ved at man uanset alder kan blive helt og aldeles akut musikalsk nyforelsket, selvom man allerede elsker så meget andet.
I vores kommende serie ”Ud af det blå” vil vi omtale artister, som vi selv har overset/overhørt, men pludselig er blevet ramt af. For musikformidling er også en anerkendelse af at ingen kan vide eller opdage alt. Mængden af musik er ustoppelig, men vi har alle en tendens til at kigge i samme retning. Hos ALL THAT… lover vi at kigge og lytte vidt og bredt.
Elias Jung er snart klar med sit femte album
Bag navnet Elias Jung gemmer sig sangeren og sangskriveren Stian Høyer Grønbech, der også er en del af Tromsø bandet The Late Great. Under navnet Elias Jung har han udgivet fire album. Det seneste var PAA DE VILDE SPOR – DIGT AV KNUT HAVSUN (2021), men inden da har han udgivet tre engelsksprogede album i perioden fra 2008 – 2018.
Det sprog er han vendt tilbage til på hans femte album, der udkommer i det kommende forår. Foreløbig er to singler udsendt, og de lover mildt sagt godt for kvaliteten af det kommende album.
Der anes nogle mørke og malende fællestræk med andre store norske sangere og sangskrivere som Vidar Vang og ikke mindst den Danmarksaktuelle Sivert Høyem (fra Madrugada), der gæster Train i Århus og Pumpehuset i København henholdsvis den 3. og 4. april.
Sidste år kom singlen January Sky og midt i sidste måned udkom så The Ashes And The Dust. En straks fængende og frit svævende storladen melodi, leveret som et veltilberedt mix af pop-noir og melankolsk indierock, der samtidig rummer en bittersød historie om længsel og søgen efter mening efter flere skæbnesvangre nederlag.
Sangskriver: Stian Høyer Grønbech
Musikere: Stian Høyer Grønbech, John Eirik Kristiansen, Tone Pedersen, Ariel Joshua Sivertsen
Producere: Ariel Joshua Sivertsen, Stian Høyer Grønbech