Ugens VINYL Top-40 har TI ROCKALBUM i TOP-10

”Dansk rock er i omdrejninger med 9 ud af 10 album”

Fotograf: Mads Kornum

Rocken har i en del år været erklæret død i mange sammenhænge, og fokus på genren er i det brede offentlige rum er efterhånden reduceret til noget, der føles mere af nul og niks, end af rullende og rykkende respekt.  

Men det betyder ikke at genren ikke lever, ånder, kæmper og ikke mindst leverer. Det har særligt et aktivt og nysgerrigt pladekøbende publikum opdaget, for de ser på et album, som et sammenhængende værk, og måske også en form for dokumentation på egen identifikation.  

At der så er flere der åbenbart identificerer sig med primitiv og plat pik, patter og pølser rock fra Red Warszawa kan man jo så tænke over eller lade være. For smag og behag er og forbliver som nat og dag, og vi skal ikke her på Side 33 gøre os til smagsdommere over det eller dem. Vi konstaterer blot nøgternt – og uden nærmere omtale – at Red Warszawa og deres 1ste plads til det første album i 10 år “Lade” beviser, at de har et loyalt publikum, der sikrer dem denne uges første plads, foran standhaftige The Minds of 99, der nærmer sig vilde 100 uger på listen med mesterværket ”Solkongen”.

Pladefolket har heller ikke glemt Psyched Up Janis – der for et par uger fik genudgivet hele bagkataloget på vinyl – og for anden uge fastholder alle fem album på listen, heraf hele fire album i Top 10, som nr  3, 4, 7 og 8. Ganske enkelt imponerende.

To danske nyheder har presset sig ind i Top 10 – Black-metal bandet (O) og deres debut ”Skamhan” er kommet flot fra start som nr. 6, lige efter Dizzy Mizz Lizzy, der på sjette uge har bidt sig godt fast i listen.

Også Freddy and The Phantoms gør deres entre på listen med deres skamroste og klassiske hard-rock album ”A Universe of Nothing” som nr. 9 lige foran Pearl Jam, der som eneste udenlandske artist har sneget sig ind i Top 10.   


Det fejrer vi med en musikalsk teaser – en improviseret guitarsolo-outro fra Frederik Schnoor fra Freddy and The Phantoms . Vi talte med ham lige inden udgivelsen – og det blev der en lang og spændende snak ud af, som vi deler med Jer i morgen fredag.


VIDEOOPTAGELSE af Maria Fremming

Af andre rocknedslag længere nede på listen er det værd at bemærke at amerikanske Lucinda Williams er gået ind på listen som nr. 19 med hendes skarpeste album i årevis ”Good Souls Better Angels”, og de svenske hard-rock veteraner Katatonia stadig kan sprudle i mørket og går ind som nr. 22.  


Alt i alt er det nok ikke for meget at fortolke denne uges liste som et tegn på at deres stadig er hudsult efter ROCK i alle afskygninger, og i øvrigt også efter Allan Olsens’ nærværende og kram-gode album af samme navn. ”Hudsult” fra 2017 gør sig bemærket med en re-entry på listen som nr. 35.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.