Hermed min månedlige musikalske bouillonterning fra mig til jer, vedrørende nye udgivelser. Januar startede som vanligt lidt langsomt, men nu er der kommet fart over feltet, og mine anbefalinger går i retning af:
MÅNEDENS (INDIE) FOLK ROCK
”Rammer rent uden at tilføre unødig musikalsk sminke”
LUMINEERS – ”Brightside”. Genre: indie folk / Folk rock. Udgivet 14. januar
Lyden af Coloradobandet Lumineers med Wesley Schultz’ stemme i front sender mig straks på tidsrejse tilbage til en bilferie hvor ”Ophelia” fra Lumineers’ andet album (2016) kørte på repeat, mens de østrigske alper for forbi. Det album var en kæmpe succes, med f.eks. 710 millioner plays på Spotify til netop den sang. Hvis nogen kunne bære betegnelsen ”stadion-folk” er det Lumineers, der i den grad evner at få deres sange ud over scenekanten.
Dybt rørende sædeskildringer
Lumineers’ sidste album ”lll” fra 2019 var en helt anden sag. Det var et mere nedtonet konceptalbum, der kom med tilhørende kortfilm. Alle sange handlede om misbrug i en eller anden form. Det var et album fuldt af dybt rørende sædeskildringer, hvoraf flere stadig forekommer mig uafrystelige, derfor slår jeg lige et slag for det album også.
Det ny album “BRIGHTSIDE” er på mange måder, som en tilbagevenden til kernekompetencerne fra de første 2 album. Det dér med at skrive en ørehænger og sætte den i scene med klaver, guitar, trommer og lidt bas og så ellers se til, at sangen kommer ud over scenekanten. 9 virkelig gode sange afviklet på 30 minutter, så er der er ikke meget tid at fedte rundt i, og det gør Lumineers heller ikke. De rammer rent med deres håndholdte musik uden at tilføre unødig musikalsk sminke.
MÅNEDENS DANSKE
”Rammer den perfekte balance mellem respektfuld hyldest og egensindigt udtryk”
PER VERS + BENNY ANDERSEN – ”Sidste omgang”. Genre: Rap/Spoken word. Udgivet 14. januar
Jeg har skamrost Per Vers før her på siden, og jeg kan se at Mads Kornum har anmeldt albummet overstrømmende andet steds her på siden, så jeg melder mig bare i koret. Det er smukt, og Per Vers har fundet den helt rette balance i sin kombination af respektfuld hyldest og egensindigt udtryk.
”På en mere personlig note kan jeg fortælle, at min nu afdøde svigerfar aldrig holdt en tale (og han holdt mange), der ikke startede eller sluttede med et Benny Andersen citat. Nærmest som Per V gør det her. Min svigerfar ville således have elsket dette album. Jeg hører min svigerfar tale igennem Benny Andersens stemme og gammel mandsdiktion.”
MÅNEDENS SANGSKRIVER
”Blødt og raffineret”
AOIFE O’DONNOVAN – ”Age of Apathy”. Genre: Singer-songwriter. Udgivet 21. januar
Aofie O’Donnovan er den ene tredjedel af den amerikanske folktrio I’m With Her, som har spillet mange koncerter i DK for fulde huse. Alle medlemmerne har solo karrierer og dette er tredje soloudspil fra O’Donnovan.
På samme måde som I’m with Her er det blødt og venligt i udtrykket, ingen store armbevægelser, men et album fuldt af gode akustisk iscenesatte og ind imellem ret raffinerede sange, med lidt Joni-Mitchell-feeling her og der. Et album jeg varmt kan anbefale.
O’Donnovan skulle have spillet her i februar på Alice i KBH, men koncerten er udskudt til oktober næste år.
MÅNEDENS BAND / INDIE ROCK
”Har fået Beatles, Radiohead og Coldplay ind med modermælken”
PALACE – ”Shoals”. Genre: Lyrisk indie-rock. Udgivet 21. januar.
Som Elbow, jeg skrev om her på siden for nogen måneder siden, så kan englænderne noget med at lyde som et band. De er flasket op på Beatles, Radiohead og Coldplay, og det er jo den bedste skole man kan går i. ”Shoals” er Palace’ tredje album.
FRA DEN VIDE VERDEN
”En fremragende singer-songwriter, der skriver på spansk”.
SILVANA ESTRADA – ”Machita” – Genre: Singer-songwriter. Udgivet 21. januar.
Silvana Estrada er mexicaner, men ikke noget folklore her. Hun er ”bare” en fremragende singer-songwriter, der skriver på spansk. Så har man lyst til at høre andet end engelsk i sit musikloop, kan jeg anbefale man tager et lyt på Estrada.
MÅNEDENS AMERICANA
”Englene synger med”
BRENT COBB -” And Now, Let’s Turn to Page..”. Genre: country/gospel. Udgivet 28. januar
Brent Cobb er dyb forankret country og Americana. Han er ikke en fornyer, men han er rigtig god. Han plejer at være country nær singer-songwriter, men denne gang er han gået ombord i en række religiøse hymner.
Cobbs album er produceret af hans far, Dave Cobb, som er en af de helt store Nashville producere. Vi taler op mod 20 Grammy Awards under bæltet, og albumproduktioner med kunstnere som Rival Sons, The Highwomen, Jason Isbell, Brandi Carlile, John Prine, så det er ikke underligt at det lyder særlig godt og helt rigtigt.
”Selvom jeg bliver notorisk utryg, når talen falder på Gud eller politik i sammenhæng med musik, har jeg fuldstændigt overgivet mig til dette album, der lyder utrolig godt.”
Flere ANBEFALELSESVÆRDIGE ALBUM:
BRIMHEIM – “Can’t hate myself into a different shape” (indie rock)
ANAIS MITCHELL – “Anais Mitchell” (singer-songwriter/folk)
PUNCH BROTHERS – “Hell on Church Street” (Folk-revival)
JAMESTOWN REVIVAL – “Young Man” (Folk-revival)
PENNY & SPARROW – “Olly Olly” (Americana/folk)
AURORA – “The Gods We Can Touch” (Scandi indie)
CAT POWER – “Covers “(indie covers)
ALBUMS JEG HOLDER UDKIG EFTER i den kommende tid:
Black Country New Road – “Ants From Up There”
Alt-J – “The Dream”
Big Thief – “Dragon New Warm Mountain I Believe In You”
Emily Wells – “Regards to the End”
Mine favoritsange, fra de albums jeg skriver om her og meget andet god musik i øvrigt, kan I altid finde på min åbne Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I listen to”. Følg min playliste (det gør man jo ved at smide et hjerte efter den) og kom tilbage hver uge og lyt med på alt det, jeg går og finder.
