Vanvittigt mange dybe og varme reaktioner på dødsfald

”Poul Martin Bonde var ualmindeligt afholdt og bredt respekteret i hele musikbranchen”

Fotograf: PRESSEFOTO Skanderborg Festivalklub

Dødsfald er altid tunge. Om de er ventede eller uventede. Reaktionerne på dødsfald afspejler ofte det aftryk den afdøde nåede at sætte her på jord, og det indtryk som den afdøde efterlader. Når det er musikbranchens helt store stjerner der går bort – går der til tider en form for selvsving i hyldesten – og ALLE har pludselig en mening om den afdøde.  

Poul Martin Bonde var ikke en stjerne i traditionel forstand, og derfor er der ikke gået selvsving i hyldesten af ham efter den triste melding om at han afgik ved døden tirsdag efter lang tids sygdom. Til gengæld var han en stjerne i utroligt mange menneskers liv, som han nysgerrigt og arbejdsom tog del i..

Det mærkes i den strøm af meget personlige beretninger fra folk – der har kendt ham og arbejdet sammen med ham – og for hvem han har haft uvurderlig betydning i deres eget liv. For det var sådan Poul Martin Bonde var – han ville andre, han ville andre det godt – for så havde han det selv godt – i bevægelse – hele tiden med øje og øre for nye mål og opgaver.

Vi har samlet et udpluk af de utroligt mange smukke ord der har været på de sociale medier siden meddelelsen om dødsfaldet kom ud – og særligt nogle stærke ord fra hans nære kollega igennem de seneste 7 år på SmukFest kontorerne – Randi Rehmeier – rører og (ind)rammer måske billedet af Poul Martin Bonde . Hun skriver blandt andet:

”Han var den fødte mentor, fordi han var så tålmodig og overbærende, ikke mindst med store egoer, men skubbede samtidigt på. Hvis nogen skulle tænke over, hvordan Poul Martin mon var som chef, så vil mit svar være, at han i hvert fald ikke var typen, der fjernede alle sten på vejen og så kørte dig i trillebør til målet. Fordi han troede på mennesker. Han troede på, at vi kan, og at friheden til at prøve af og udvikle er vigtig for at magi kan ske”

Jeg vil håbe, at mange ude i den store – og ofte selvfede og lidt lukkede – til tider kolde og kyniske – musik og mediebranche – husker på hans måde at tackle verden på og vil lære af at han rent faktisk som et godt, ordentligt, passioneret, vidende, nysgerrigt og næstekærligt menneske kunne skabe masser af resultater – både på den korte og den lange bane!

Og jeg vil håbe at så mange af os i Poul Martin Bonde’s ånd fremover vil tro noget mere på hinanden, stole på hinanden – og ikke mindst gøre os ekstra umage hver for sig, så vi kan skabe nye resultater sammen – mens musikken stadig spiller!

Det er officielt oplyst at bisættelsen afholdes under private former, og at det er Poul Martins ønske, at der sendes bidrag til Smukfonden i stedet for blomster. Kontonummeret: 9762-11375170 “Mrk.: Poul Martin”.

Nedenfor er udpluk af opslag bragt på Facebook den 26.08.2020 :

Poul Krebs – sanger, sangskriver – skriver:

Det er svært det her. Et liv så fuld af liv har tappet mig for ord. Men vi har snakket om det og vi fik det meste med. Adios min ven. Tak for alt hvad du var for min familie og for mig i ufatteligt mange år og alt for kort et liv!

Michel Belli – sanger, sangskriver, musiker – skriver:  

Kære Poul Martin –

Jeg har kendt dig størstedelen af mit liv. Først som ham der fik gnisten tilbage i min fars øjne, senere som ham der tog os børn alvorligt når vi var med på tour. Og de senere år som min fars ven der også var blevet min ven.

Du har altid ville mig det godt, og har haft en finger med i det meste jeg har udgivet. Du har rådet mig, og sat mig i forbindelse med de mennesker der kunne hjælpe mig. Du hev mig til side til mine forældres sølvbryllup hvor vi havde jammet, og sagde at det var fint nok med alle de gamle klassikere jeg kunne. Men hvis jeg virkelig ville noget med musik, så skulle jeg skrive selv. Tak for meget, tak for dig, jeg vil virkelig savne dig.

Steffen Jungersen – journalist, forfatter – skriver :

Desværre har jeg vist ikke flere nekrologer i mig i øjeblikket, men tro mig; ét af de største træer i den danske musikbranches viltre skov er faldet. Poul Martin VAR dér, og han var der altid som inspiration og fødselshjælper for de tiltag, der måtte være, for at bringe dansk musik helt frem i frontlinjen. En sand ildsjæl.

Det føles, som om at én, der bare altid var der i de godt 30 år, jeg har været en del af samme branche, pludselig er væk. Det føles sådan, fordi det ER sådan.

Kondolencer og tanker til Poul Martins familie herfra.

Æret være dit minde, Poul Martin – det er pludselig blevet koldere og mere ensomt herude i skoven.

Marcus Winther-John – sanger, sangskriver, producer, forfatter – skriver:  

Kære Poul Martin, du brændte for musikhistorien og musikhistorierne, både dem du bar videre og dem du var en bærende del af … og dem er der mange af! Jeg er sikker på, at du ville have sat pris på alle historierne FB flyder over med netop nu. Mennesker du har inspireret, hvis drømme du har virkeliggjort og hvis liv du har forandret. Jeg er et af dem.

Vi mødte hinanden i 90´erne hvor du, som nye A&R på Sony, krævede ”en virkelig god grund til at lave et nyt album med Inside the Whale”. Men med kompromisløs positiv energi og en ild for at påbegynde nye eventyr hjalp du selv med at finde den grund, som den varme fortaler for vores skifte til det danske. En idé der kickstartede og udfordrede mig som tekstforfatter og som har formet mig og hele mit liv siden.

Senere var du brobyggeren, der førte mig sammen med Peter Belli og en unik og forunderlig del af min karriere, som jeg aldrig havde set komme.

Sikke en ære at være en del af kernen, da vi i 2016, med dig som producer, tog i Medley og indspillede sidste del af album trilogien (Som Boblerne i Bækken), som du visionært påbegyndte med Peter i 2003. Og så endda med ”Hvor er tiden” på tracklisten. Du forstod nemlig magien i at flette grenene på musikkens stamtræ … og værdien af en fest!

Jeg er stolt af, at have været en lille del af din livslange kreative proces og forbandet taknemlig for at du har været i min.

Peter Sommer – sanger, sangskriver – skriver:

Kære Poul Martin er væk for nu. Men hold nu kæft de her sociale medier virker når vi trænger til at sørge og mindes. Jeg tjekkede dog osse lige mine gamle mails fra PM, som altid var de velskrevne, opadgående, positive, konstruktive og fulde af musik. Fandt osse den her video han sendte mig fordi jeg altid har elsket hans måde at fortælle anekdoten på. Det var hans Ozzy-es! Han vandt mig gang på gang, den store kærlige, legendariske George Martin Bonde. Tak for seriøse grin og mange tanker til alle, der er helt helt tæt.

Maria Hecht – sanger, PR-, salgs- og markedschef m.v. – skriver:

Kære Poul Martin. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Jeg er så ked af det, på din og din families vegne. Som du sagde, da vi mødtes sidste år til en intens og hudløs ærlig time hvor vi lagde vores historier på bordet; det der kræft, det rammer de forkerte. Vi var begge i gang med kemo-forløb og blev enige om vi skulle blive her lang tid endnu. Du var, i en verden af skøre, men også sjove og helt fantastiske show-bizz mennesker, den eneste voksne der tog mig fuldstændig seriøst, rådgav og lyttede tilbage i start 90’erne. Du var vores a&r. På Sony Music blev Sound of seduction kaldt for “børnehaven”, men ikke af dig. Du var på en måde en musikbranchens yndlingsklasselærer – og det var så betryggende, for os der lige var kommet ind med fire-toget. Så ordentlig og omsorgsfuld – altid!

Efter SOS var det din skyld jeg blev ansat på Sony og det vil for evigt takke dig for. Shit, hvor havde vi det sjovt i de 6-7 år vi arbejdede på Sony Music. Og den ære det var, at blive involveret i demoer og få lov til at lytte med og sidde på dit kontor og ryge gule kings og være for fed. Senere, de sidste 8-10 år havde vi en anden tradition, på Smuk fest. Kl. 23 fredag aften, til højre for bøgescenen ved det store træ. Så havde du en lillebitte joint med og den var lige tilpas og kun købt til os – og så fik jeg lov til at ryge 2-3 gange på den og når jeg så sagde “jeg kan ikke mærke noget” så slukkede du den og grinte i fem minutter. i 2014 lavede vi Poul Krebs “Asfalt” sammen på ArtPeople. Den gik #1. Det var så fedt. Jeg blev fyret en måned inden den skulle udkomme, og du kvitterede med at kreditere mig på albummet som executive producer. Det ved vi godt du var, men fuck hvor det sødt af dig. Jeg er så ked af det og sender dig tusinde kys og kram. Du er en stjerne på min himmel.

Marianne Fruergaard – Daglig leder band Academy – skriver:

Min skarpe og sjove mentor, min gode samarbejdspartner, et fantastisk, klogt, reflektererende og humoristisk (musik)menneske er død! Der vil blive et kæmpestort hul i branchen efter ham. Han satte sit gode præg på os alle. Jeg nåede gudskelov at fortælle ham, hvor meget, jeg sætter pris på ham. Han vred sig lidt ubekvemt, for han ville ikke have ros – eller også var det fordi jeg havde drukket lidt for meget rødvin  en mindeværdig aften i KarriereKanonens tegn hvor Poul Martin Bonde og jeg i mange år sad i jury sammen. Det er ikke et år siden Poul Martin deltog engageret i at udvikle fremtidsvisioner for Bandakademiet, et initiativ han faktisk var med til at udvikle fra den spæde start for 14 år siden. Du var kunstnernes mand. Både dem der kæmpede for at komme igang og dem der kæmpede for at forblive i gang. Farvel PM, jeg vil savne dig stort. Mange kærlige tanker til Poul Martins familie; hustru, børn og barnebarn. Og til kollegaer på Smukfest. Æret være dit minde

Jesper Jul – Direktør Pavillionen – skriver:

En stor mand og menneske er gået bort. Jeg har kendt Poul Martin Bonde i rigtig mange år først perifert og senere tæt samarbejde om projekter og i bestyrelse.

Poul Martin havde evnen til at få det hele med, øje på det små og det Store og det i periferien, altid antennerne ude og altid klar med en ny vinkel på tingene. Han var en stor Kreativ kraft med en iderigdom der sjælden er set, havde et godt hjerte rent menneskeligt og et stort hjerte for musikken. Et vidende menneske jeg altid blev klogere af at være sammen med. Det her er et stort tab og et stort savn. Æret være Poul Martins minde.

Dicte Westergaard – sanger, sangskriver – skriver :

Ham her døde i går.. Mr. Bond! phone for Mr. Bond (som engang blev råbt udover en resturant i Polen, imens ham og jeg slog os på maven af grin) er desværre væk. En vaske ægte musik action helt..

Uden ham var Her Personal Pain ALDRIG nået i mål med en plade og det kan siges om en ganske betragtelig slat af den danske musik branche.. Han har hjulpet så mange med hans ønske om mere og bedre musik, skrevet så stort, underholdt så godt og spredt og brugt sit vid på aller smukkeste vis.

Kære Poul Martin , den klat du satte på kortet er større end de flestes, du vil blive savnet af alle os i branchen. Min kærlighed til Kirsten og jer unger

Alex Nyborg Madsen – sanger, musiker, radiovært mv. –

Poul Martin Bonde er død og den danske musikbranche har mistet en af sine vigtigste skikkelser. Han var et dybt engageret menneske og spillede en kæmpe rolle for hele branchen og en lang række kunstnere har nydt godt af hans tæft og fornemmelse for trends og hvordan man kunne gøre ting på nye måder.

De fleste medier har allerede fortalt om hans imponerende cv i musikkens tjeneste, så jeg vil bare bidrage med en tak for alle de gode snakke vi har haft igennem årene. Både som to ligesindede musiknørder og når vi har mødtes i professionelle sammenhænge.

Det har været utallige møder i bøgeskoven i Skanderborg, hvor jeg har deltaget som kunstner med Savage Affair og Led Zeppelin Jam og alle de gange, hvor jeg har dækket festivalen for DR. Billedet her er fra en af de gange i 2012.

I en kort periode var jeg, med Savage Affair også under hans vinger på et pladeselskab. Her var vi nok uenige om retningen for bandet; men stemningen var altid venlig og respektfuld og uenigheden kom aldrig til at præge vores fremtidige møder.

Jeg mødte Poul Martin sidste gang i 2019 under meget hyggelige omstændigheder backstage i Amager Bio efter en hyldestkoncert for Bruce Springsteen. Det blev til endnu en af de hyggelige samtaler om musik og tingenes tilstand i branchen og han var, som altid interesseret, imødekommende og fremsynet.

Poul Martin havde ideer og visioner til mange år ud i fremtiden og det er et stort tab, at han kun blev 62.

Jeg sender de kærligste tanker til hans nærmeste og letter på min virtuelle hat for en mand, der med begge ben på jorden, hjalp andre til at nå stjernerne.

God rejse Poul Martin og tak for alt.

Kurt Baagø – journalist, radiovært – skriver:    

Et navn mangler her:

Poul Martin Bondes

Det var Poul Martin, der døde i går, alt for ung, der tilbage i 1987 fandt på det ny radio-format, en “audio”. En audio var et op til 57 minutter langt synge/hørespil med noget, der lignede en handling, men først og fremmest med gode, originale sange sunget af tilpas store kunstnere. Det med de op til 57 minutter var for, at det skulle passe mellem to radioaviser på P3 – DR.

Den Store Lysfest var den første af to audioer, Poul Martin Bonde fandt på og producerede, den blev sendt på P3 i april 1987. Senere udgav Voss/Torp, Johnny Voss og Nils Torp fra Kliché musikken fra audioen, det var Voss og Torp, der havde skrevet sangene, men det helt store scoop og i dén grad PM Bondes fortjeneste var at Peter Belli, der dengang i 87 var nede, ude og glemt som afdanket og falleret dansktopsanger, via Den Store Lysfest vendte tilbage som rocksanger og fik sig en respektabel karriere igen.

Poul Martin Bonde producerede endnu en audio til P3, Det Blå Hotel med Poul Krebs, Ivan Pedersen, Henning Stærk og Gitte Naur i de syngende hovedroller. Efter Det Blå Hotel døde audio-formatet en stille død, men PMB holdt ved i Danmarks Radio lidt endnu og blev ved med at finde på. I al og meget stor beskedenhed var jeg selv en lille del af den kæmpe-whopper, Den Rullende Rockredaktion, “Danmarks største koncertsal”, hver torsdag aften på P3 med live-optagelser fra ind og udland, reportager, interviews og god musik-journalistik, hvor Poul Martin Bonde og desværre, osse nu afdøde Anders Dohn, var ankermændene.

Nå, men tilbage til Bonde og audioerne: Please, DR, kunne I ikke ære Poul Martin Bonde og genudsende Den Store Lysfest og Det Blå Hotel, det skulle da nok være til at finde ledige 57 minutter på P3, P4 – DR, DR P5 eller P6 BEAT – DR.

Æret være dit minde, Poul Martin og tak, tak for det hele

Kasper Eistrup – sanger, sangskriver, maler m.v. – skriver:

Et stort og usædvanligt menneske er gået videre.

Jeg var så heldig at få lov at være en del af Poul Martin’s liv, i en tid af fælles opblomstring og karakterdannelse. Hvis jeg skal tænke på en person som har gjort afgørende forskel i mit professionelle liv, er det Poul Martin Bonde. Han var den første person som troede på mig, og senere Kashmir. Han så os da vibrationerne i kølvandet af vores andenplads ved DM i rock havde lagt sig. Dette var sommeren 1993 og alle de store pladeselskaber havde forkastet vores demobånd. Vi var i vildrede og uden retningsbestemmelse. Pludselig ringede Poul Martin fra Aarhus, som en kolibri ud af det blå, og sagde: “Skal vi lave en plade?”. Efterfulgt af “…for så skal vi denondenlynemig skynde os. Toget kører nu”. I december og januar ‘93 – ‘94 fik vi nogle ureserverede tider i Puk Studierne ved Randers, og på 14 dage, med influenza, brækket kraveben og et minus-budget, lykkedes det os at indspille Travelogue. Poul Martin sad ved knapperne. Dette var så nyt for ham, som det at lave en plade var for os, men vi fandt en konsensus og løsningsorienteret model. Den 14. februar 1994 udkom Travelogue og selvom man kan diskutere den overordnede kvalitet i dette album, så nåede vi toget. 14 dage senere udkom Dizzy Mizz Lizzy’s debut, og dansk rock var for evigt forandret.

Han kunne som den første person i vores tid sammen, se os. Ikke kun som helhed, men også individuelt. Han beherskede kunsten at guide os i en sammenhængende retning, uden at skulle sætte sin signatur i musikken. Hun kunne redigere vores uforståeligheder imod et publikum, uden at fjerne vores egenart. Han kunne inspirere os, og præsentere os for dele af sit enorme musikkendskab. Samtidig kunne han bringe virkeligheden ind i vores forventninger. Han fik på sin jyske facon kørt disse ned i øjenhøjde, hvilket betød at da Travelogue i sommeren 1995 blev certificeret med guldplader for 50.000 solgte eksemplarer, så var det, med hans egne ord OUTSTANDING!

På denne måde fulgte han os, omend mere og mere på sidelinien, hele vejen til og med indspilningerne af The Good Life i 1999. Han var af den overbevisning af musikken ville finde sig selv og sit publikum hvis man lod den kultivere i en tillidsfuld, venskabelig ånd. Han troede aldrig på det hurtige hit og de nemme penge. Processen skulle være adstadigt arbejdsom og fremfor alt sjovt. I onsdags talte jeg i telefon med ham for sidste gang, og vi vidste begge at det var den sidste gang. Vi kom igennem Aarhus og København, imod Sevilla, over Lake Tahoe og igennem Londons beskidte klubliv i midt halvfemserne. Vi grinede, og jeg fik sagt tak. For hans venskab og tillid, og som altid ville han ikke have min tak. Han ville hellere fortælle mig om sine nye boblende projekter i støbeskeen. Vi vidste begge at han ikke selv ville være der til at afslutte dem men han fik på imponerende begejstret vis delt sin vision. Det vigtige i dette er, at jeg mærkede denne umiskendelige flamme som brændte i hele hans væsen. Den slukkede aldrig. Heller ikke til det sidste. For menneskene i musikken og for musikken som bankede i hans hjerte.

Nu er han gået videre, men i Asger, Mads og jeg, vil han altid leve, og vi skylder ham at bringe hans livsbudskab videre: Gør det ordentligt, gør det nænsomt, gør det med hele din sjæl men fremfor alt GØR DET!

Jeg kan med ophøjet ro sige, at uden Poul Martin, intet Kashmir som I kender os. Han var den uselviske mand i kulissen, med livsindsigt og smittende humor og han yndede at krydre sine sætninger med ordene “…i det”. Fordi han ønskede at være “i det”. Ikke foran, over eller under.

Jeg er trist ved tanken om at vi aldrig mere skal dele vilde ideer, drikke god vin, tale om dagene hvor vi skabte store ting sammen eller grine uhæmmet over mærkværdige typer vi har mødt. Alligevel må jeg sammenfatte hans liv som meningsfyldt, usædvanligt og overordentligt produktivt. Vores tanker går til Kirsten og Poul Martin’s tre børn.

Vær i det og gør det!

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.