Som nævnt forleden er det med både glæde og stolthed, at vi fremover den første torsdag-søndag i måneden vil kunne bringe Kurt Baagø’s egne ord på hvad der har begejstret ham mest indenfor musikkens verden i måneden der gik forud.

 Serien er en videreførsel af artiklerne ”Redaktionens begejstringsbaromenter”, som vi har kørt i vores ”Ekstra Nummer” til medlemmer af ”Fællesskabet Side 33”.

Vi giver hermed ordet til Kurt Baagø – der omtaler de sange og de album han har lidt svært ved at give slip på i øjeblikket, og som får musikhjertet til at banke lidt ekstra for tiden.

Først må jeg fremhæve Yusef Lateef “Back Home” fra ”The Blue Yusef Lateef”. Ansporet af, at jeg for et stykke tid siden på DR P8 Jazz hørte noget Yusef Lateef, fra én eller anden bestemt plade med den legendariske fløjtenist, saxofonist m.m., noget med noget blue, så fandt jeg det fremragende album ”The Blue Yusef Lateef” fra 1968”. På ”The Blue Yusef Lateef”, som jeg vel nu har lyttet igennem en halv snes gange og med stadig voksende glæde, ligger ”Back Home” som track 5 med fed mundharpe, ikke så tit, man hører mundharpe på jazzplader, og to minutter inde kommer en sax-solo, der blæser mig langt ud i galakserne.

Pudsigt nok er ”Back Home” indspillet den dag, jeg blev teenager, på min 13-års fødselsdag, Måske, dét kan jeg ikke huske, hørte jeg om ”The Blue Yusef Lateef” i datidens ugentlige jazzprogram på P3, ”Afterbeat” en mandag aften op mod midnat

Dernæst er der Tami Nielson med ”You Were Mine”.  Den New Zealandske power-performer, som de fleste, der kender hende, kender fra flere besøg på Tønder Festival udgav i vinter det ny album ”Chickaboom”. Fedt, fedt album og øv, at Corona’en kom på tværs for Tami Nielsons planlagte koncert i Amager Bio, først i april. Kæææft, jeg gad godt have oplevet Tami Neilsons krænge hjerte, sjæl, det hele ud i You Were Mine:

Så er der lige et par album, der bare ER svære at slippe. Big Creek Slim & the Cockroaches – “Ramblin’ Big Creek”. I efteråret 2017 var jeg på værtshus, Peter Gift i Århus med tre af dem fra bandet Big O & the Blue Quarters. Ved den lejlighed viste trommeslageren Mathias Rindom mig nogen minutter på sin mobil fra et studie i ghettoen,Gellerup, hvor Mathias havde været med til at indspille en plade med Big Creek Slim, multiDMA-bluespris-vinderen, der rambler frem og tilbage mellem Brasilien og Danmark.

Den plade ”Ramblin’ Big Creek”udkom i februar, tror jeg, uden, at i første omgang, andre end det udmærkede danske Blues News bemærkede det. Den var heller ikke til at købe før for ganske nylig. Inden da fik jeg via en god bekendt, der er nær ven af Big Creek Slim listet Ramblin’ Big Creek ind i min computer og, hold da helt kæft, siger jeg bare, for en gang møjbeskidt, totalt upoleret, gennemrå gang kulsort blues, der er indspillet så godt som live, med Big Creek og de andre musikere i rundkreds om én mikrofon, fyrende den for totalt vildt af.

Videre til Lucinda Williams – ”Good Soul Better Angels” – Et brag af et nyt, råt album med Lucinda Williams, som jeg har fulgt helt tilbage fra før “Car Wheels On A Gravel Road”. Efter det album lavede Lucinda Williams endnu et par fede plader ”Essence” og ”World Without Tears, for slet ikke at snakke om det superbe ”Live At The Fillmore” dobbeltalbum. Derefter synes jeg, hun, på jævnt århusiansk, begyndte at lyde noget træls, ihvertfald var jeg lidt stået af Lucinda Williams. Indtil ”Good Soul Better Angels”, hvor sangerinde/sangskriveren, der lyder som en rigtig rejekælling, for alvor bider fra sig igen.

Af mange gode grunde. Den største af de grunde, slipper Lucinda Williams og det amerikanske folk forhåbentlig af med sidst på året, du ved, ham der har en idé om at bekæmpe virussen med klorin, Rodalon eller andre desinfektionsmidler.

Ud med ham – ”You Can’t Rule Me”